De er brødre, de har hver sit spisested, men det samme mål, at glæde os, deres medmennesker, med god mad og rare omgivelser. Og de hedder Schiøtt Hansen, hvilket efternavn de salomonisk har delt imellem sig. Den ene kalder sin restaurant ude på Christianshavn for Schiøtt's - det er her, den kendte kok Nikolaj Kirk huserer - og den anden med adresse på Frederiksberg Allé og store, forblæste og regnvåde træer uden for vinduerne har døbt sit sted Hansens Køkken og Bar. Sidstnævntes fulde navn er Flemming Schiøtt Hansen, og det er udelukkende ham og hans fortrinlige spise- og udskænkningssted, der her er oppe til bedømmelse - og hvor dejligt at kunne uddele ros og pris med generøs hånd. Men når sandheden skal siges, sad min medspiser og jeg med en både for bitter og for sød smag i munden, da vi havde taget de første mundfulde af den varmt anbefalede drink: cognac, tonicvand og lidt hjemmelavet frugtsirup (50 kr. pr glas). Slet ikke vores smag. Når det gælder drinks, er jeg utrolig konservativ, og selvfølgelig er det min egen skyld, at jeg ikke som vanligt holdt mig til tør sherry eller tør vermouth. Men somme tider synes man altså - nu må du prøve noget andet og ukendt. Og det blev jeg/vi straffet for. Alt imens kikkede vi os omkring i de særdeles tiltalende lokaler med en stor bar og et fadølsanlæg i midten. Den musikfri afdeling (som sædvanlig vores valg) med nutidskunst og rygvenlige stole af Erik Magnussen ligger til højre, og den lidt mere konventionelle til venstre. Ja, og så skal de afslebne gulve med et enkelt, lille bortløbet Bochara-tæppe da også have et venligt ord med på vejen. Lave priser Men lad os starte med priserne. De er ligefrem indsmigrende, for ikke at sige forbløffende lave, køkkenets kvalitet og hele indretningen taget i betragtning. Ja, her er da stofservietter! 255 kr. for en treretters middag eller 60 kr. for forretten såvel som desserten og 145 kr. for hovedretten. Som man kan nøjes med, om man vil. Der er skam et pænt udvalg af forretter med gamle kendinge som salat med grillet gedeost og foie gras, her udvidet med kød fra oksehale, og det mere lokkende som en skaldyrsrisotto med hummerpesto. (Ja, alle disse nye og interessante og uforståelig betegnelser). Den undte jeg min tro ven, som satte stor pris på de velbehandlede ris med lidt rød peberfrugt og det generøse tilbehør, kam- og blåmuslinger og små blæksprutter, der dog var en anelse seje, meddelte han. Hummerpestoen? En pesto med lidt hummersmag. Selv havde jeg som indledning valgt en udmærket, pureret grøntsagssuppe med små croutoner og finthakket, hjemmerøget bacon - en trøsterig vintersuppe, der ikke lod sig hyle ud af vinterblæst og regn på ruderne. Der var en fiskeret, sandart, og tre kødhovedretter - og den evige boeuf bearnaise var en af dem. Nej tak, sagde vi begge. Min ven foretrak perlehøne med snitbønner og aspargeskartofler og jeg dansk lam, ryg og hals serveret dels i skiver, dels som en slags ragout med en glimrende, kraftig sauce blandet med gulerod m.m. og med en pragtfuld kartoffelmos, smagt til med gedeost. Det skal jeg kopiere hjemme i mit eget køkken. Og perlehønen, lår og bryst, der alt for ofte har det med at optræde som et anonymt og blegt gespandt, havde fået individuel behandling og var bare fremragende, fuld af smag. Hatten af for kokken - og leverandøren. Til denne middag drak vi en flaske Cotes du Rône Village, Domaine d'Aerea Cairanne (til 248 kr.) og den billigste på vinkortet. Et nytårskrav om at udvise sparsommelighed? Slet ikke. Men hvad vi end pegede på på kortet var desværre udgået eller den sidste flaske lige solgt - man var ved at skifte vinkortet ud - var den dårlige forklaring. Og jeg nægtede at bestille en af vinene til omkring 450 kr. De var mærkeligt nok til stede. Et minus i karakterbogen til den tiltalende og kyndige Flemming S. H., som jeg ellers kun kan sige pæne ting om. Småkager med rosmarin Da klokken havde passeret 20.00, kom der en lind strøm af de unge og de smarte, der fortrinsvis samledes omkring baren, som lå uden for mit synsfelt, og min gode ven meddelte, at hans øjenlyst, en foroverbøjet, moden kvinde ved baren, der viste omkring 20-25 cm med bart fra over taljen og ned til ballerne, efter den første time stadig ikke så ud til at fryse og heller ikke havde hostet. Hvor uretfærdig kan verden være, spørger en mimose. Men vi skulle jo videre til det søde, og min ledsager bestemte sig for dessertudvalget, der var belagt med et tillæg og rummede noget så interessant som en chokoladeterrine, serveret på en af de tynde tuille- småkager med et drys rosmarin - særdeles raffineret - samt en kokosis. Jeg havde bidt mig fast i en creme brulée med ingefærsmag. Desværre var det så sandt, som tjeneren sagde - vistnok ment som en beroligelse - at den smagte nu ikke så meget af ingefær. Som jeg bare elsker i alle variationer. Og jeg fik også kokosis til brulée'en. Vi sluttede af med to gange stempelkaffe - en stor glaskande, vi kun akkurat fik gjort indhug i - til den ret normale pris, 44 kr. Og vores regning blev på 914 kr. Det er særdeles moderat for en så fortrinlig og personligt præget kvalitetsmiddag til to med både drinks og en acceptabel, om ikke mindeværdig rødvin. Hansens Køkken og Bar, om man vil Flemming Schiøtt Hansen, har sandelig gjort sig fortjent til fire kokkehuer, og jeg glæder mig allerede til den dag, da jeg kommer igen.