Det er altid godt at kunne udtale navnet på det sted, hvor man har tænkt sig at tømme et glas og spise lidt eller meget - navnlig hvis man agter at ankomme i taxa. Men med Pintxos giver jeg op. Det er ikke alene x'et, der altid giver mig mindreværdskomplekser, det er også den spansk-baskiske læspelyd i midten af ordet, der volder mig kvaler. Hvor var det meget nemmere, da denne nydøbte restaurant hed Brøchner og trak mig og en hel del af mine bekendte for ikke at sige venner til, og adressen er da også nu som dengang til at udtale, nemlig Nansensgade 63. To trin ned fra gadeniveau. Og hvad betyder Pintxos egentlig? Det var det første, vi spurgte den uforlignelige og underholdende tjener Daniel om. Små spid, små spyd med fristende mundfulde af dit og dat, hvis det her må få lov til at stå for alt fra varmt til koldt, fra kød og fisk og skaldyr og charcuterie og grøntsager og omeletter til ristet brød samt den berømte og pragtfulde spanske manchega-ost. Og endnu mere. Brøchner er ikke til at kende igen, siger jeg, der frekventerede den ret ofte i de år, da den var en oase midt i et halv- og heltrist kvarter mellem Nørre Farimagsgade og Søerne. Men i dag; hvor skifter et kvarter hurtigt karakter! Nu er her lige så smart og spændende som ved Halmtorvet, hvor min gode kollega i sidste uge førte os frem til Ziggy. Og som allerede sagt er Pintxos blevet til et spansk drikke-spisested, som drives i fællesskab af et spansk-italiensk makkerpar, og videre i teksten - der er åbnet op til naboen, Ibsens hotel med cafeen La Rocca på hjørnet af Vendersgade. Og selv om det var en rædsom rå og kulsort og sur vinteraften, kunne vi da lige tværs over gården skimte hotel Kong Arthur. Der er noget ægte venligt og indbydende over den nyindrettede Pintxos, som i overensstemmelse med tidens mode kalder sig både for restaurant og tapasbar. Man har lyst til at falde ind og prøve både mad og drikke i det tiltalende abstrakt-zebrastribede interiør, der også virker - ja, det er venligt ment! - velorganiseret og propert. Rygende varmt og herligt Og at her er tapas på menukortet, siger sig selv, et par fristende sider med alt fra æble foie gras-anretning med appelsinsauce til en lille sprød postej med klipfiskemousse i filodej. Næste gang, min gæst og jeg kommer her, vil vi kun have tapas, der ligger i prislejet fra 35 til 79 kr. Forleden aften valgte vi kun tre til deling, nemlig kæmperejer med hvidløg i lerfad (69 kr.) og et marineret spid med lamme- og kalvekød (59 kr.), alt sammen rygende varmt og herligt - og med bid og smag i kæmperejerne. Det kolde, om man vil, det ikke opvarmede - var spyddet med skiftevis tern af den skønne manchega-ost og små velsmagende, røde cherrytomater (45 kr.). Og det skal med - vi havde knap nok afgivet vores bestilling, før de tre tallerkener med vores tapas stod på bordet. Som priserne antyder, ligger de i et pænt mellemleje, og vi følte det helt naturligt at vælge husets rødvin til middagen, en Finca Gamellon 1999, Jumilla D.O. til 159 kr. - stærkt anbefalet af tjeneren, der kommer fra den dansk-spanske ø Mallorca og selv er både dansk og spansk (mor og far). Der var endnu en fordel ved husvinen, som ifølge kortet er en Laudrup-import - skulle det utænkelige ske, at vi fik lyst til endnu et glas af den efter at have tømt flasken, kan det erhverves formedelst 36 kr. Ja, det var en kraftig rødvin og fra Valencia-regionen, sagde tjeneren, og der kom køkkenchefen også fra. Han reddede faktisk den nye restaurant i sidste minut, for den kok, der allerede var udvalgt og skrevet kontrakt med, meldte fra med om ikke timers, så få dages varsel. Hvor er det fint at blive vel informeret af en tjener, der både har tid og lyst til at tale - i vel afpassede doser. Det kræver i øvrigt både takt og fingerspidsgefühl. Men man føler sig som en fortrolig - på en god måde. Pragtfulde desserter Der var tre fristende kødretter så som lam fyldt med nødder i oloroso vinsauce og stegt andebryst med figner og sherrrysauce, og selvfølgelig - en paella til 159 kr., som dog kræver to bestillinger. Den var os for voldsom. Så vi besluttede os for fisk, en havtaske Ampurdas (hvad det så betyder) til min ven (179 kr.), og den kom med en virkelig god og rost og vinøs sauce samt, lidt uventet, en langoustine, og til mig kulmule med hjertemuslinger og atter, hvad jeg vil kalde for langoustine (169 kr.). »Som i baskerlandet« stod der. Nok stod der jomfruhummer på menukortet, der er på spansk, dansk og engelsk, men ingen af os har før set sådan en fætter. Skaldyr af den slags er gerne kløer og staffage og totalt ligegyldige, der er højst to mundfulde i sådan et dekorativt skaldyr. Hvad vi fik til fisken? Ja, stegte kartofler og vel- eller om man vil underkogt blomkål og syltet rød peber. Desværre. Til gengæld kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har fået så pragtfulde og veltillavede og lokkende desserter som her - og da jeg ikke er vild med det søde, er det en stor ros. Både min gæst og jeg fulgte tjenerens råd, han tog en varm chokoladesuppe med vaniljeis (65 kr.), som lyder ret skræmmende, og bare var stærk, lokkende og alt andet end kvalmende, og jeg bestemte mig for en limemousse dekoreret med med glaserede, sprøde, fintskårne limeskaller (også 65 kr.) Efter min smag den perfekte afslutning på et godt måltid. Selvfølgelig var der også katalansk creme og karamelbudding på kortet, fætter og kusine. Kaffen sprang vi over - og nu ser jeg, at et glas jerez dessertvin, finalen, ikke er kommet med på regningen, der er på 810 kr. Det vil absolut være forsvarligt at tildele Pintxos fire kokkehuer - tapas og desserter var i særklasse - men de absolut tilfredsstillende fiskeretter trækker så meget fra, at jeg nøjes med tre kokkehuer og - ret væsentligt - min allervarmeste anbefaling af den nye spanske restaurant/tapasbar. Prøv den selv.