Lad os starte med at konstatere, at beliggenheden måske er lidt særpræget, og så ikke vade mere i det. På Nygårdsvej 5 ligger det imposante Fitnesscenter Fitness DK, og drejer man til venstre i stedet for at gå ind og svede, kommer man ind i en relativt nyåbnet, italiensk restaurant, der rent faktisk tager sit køkken alvorligt. Det er de to italienere Lucio Rossetti og kammeraten Guerrino Filippin, som har overtaget stedet, der tidligere blandt andet har huset en lokalafdeling af Café Ketchup. Lucio og Guerrino har før i tiden svinget gryderne sammen på en af byens klassiske, gamle italienere, Rugantino ude på Søborg Hovedgade. Et stort vinduesparti vender ud mod gården og byder nok på mere lys end udsigt, men vi er jo også på det indre Østerbro, så de færreste forventer vel toscanske bakker og cypresser. Ellers er der højt til loftet, lyst og stilfuldt. Elegante store lamper, en lang bar i mørkt træ og marmor og kridhvide stivede duge. Aftenens menu er skrevet på tavlen, og den gik denne aften for 245 kroner og rummede tre fornuftige retter. Det er et moderne, norditaliensk køkken, d'herrer kører på stedet. Det enkle og rustikke, som kendetegner store dele af det italienske køkken, er bevaret, men man slår gerne en krølle på parmaskinken og anretter med et moderne touch. Betjeningen er uhyre venlig og informativ, både hvad angår mad og vin. Vi sprang ud i a la carte-kortet for at komme lidt omkring og endte med en cappelletti med skaldyr til 70 kroner og et udvalg af små antipasti til 95 kroner til at starte på. Det er muligt, det var to tidskrævende retter at snuppe, men over en halv time må det alligevel ikke tage at servere to forretter. Så må man i hvert fald advare folk først. Det kan ikke undgå at trække lidt ned i den samlede oplevelse. Cappelletti er endnu en af de utallige italienske betegnelser for pasta, her i en fyldt version ligesom ravioli og tortellini. De ankom med en cremet, tomatiseret sauce lavet på en meget let fiskefond. Overflod med charme Saucen var nok lidt på den anonyme side. Cappellettierne var lidt underkogte, men smagte udmærket. Der var bare ikke så meget skaldyr at spore over retten som sådan. Pastaen var mest af alt fyldt med en hvid, almindelig fiskefars. Lidt fine, små asparges fulgte med på tallerkenen. Hér burde man klart skrue lidt op for temperamentet. Nævner man skaldyr i sin beskrivelse af retten, må det kunne smages; denne aften var der lidt for lidt karakter på smagsoplevelsen. Det gik bedre med de blandede antipasti. Der var et meget fint udvalg af små appetitvækkere. Asparges med bagt, rød peber og aubergine. Muslinger med tomat, skinke og melon, bresaola med ricotta og mascarpone, en lille risotto med asparges, en gulerodssoufflé, et par croutoner - en med tapenade og en anden med tomat og smeltet mozzarella. Og jeg har sikkert glemt nogle også. Imponerende udvalg. Måske kunne man med fordel have sløjfet et par af dem og så kælet lidt ekstra for de andre, men overflod har bestemt også en charme, man ikke helt kan se bort fra. I glasset var der blevet skænket en neoklassiker, la Grola fra en af de store, berømte producenter, Allegrini. Der er smæk i et glas la Grola, kraftig i farven og stor fylde. De tager 320 kroner for en flaske hos Lucio, og den kan varmt anbefales. Vinkortet rummer i øvrigt et fint lille velbeskrevet udvalg af gode, italienske flasker. Der var kød på hovedretstallerkenerne, så der var også brug for en vin, der kunne slå igen. Min gæst fik stykker af en perfekt stegt perlehøne med sprødt skind og saftigt kød. Det var anrettet med en fondue-sauce på en af de skønne italienske komælksoste fontinaen fra Aostadalen i de italienske alper. En kraftig, nærende, fuldfed sag med skøn smag. Ikke en sauce for svagspisere. Italiensk dessert-evergreen Tilbehøret af grøntsager var denne aften lidt dampet spinat, balsamico-braisseret radicchio og ristede kartofler, der ankom på en lille asiettallerken. Jeg var endt med lammekoteletter, paneret i nødder og serveret med en sauce på marsala. Godt kød, mørt og velsmagende, og nødder og marsala fandt hinanden på en delikat måde. I øvrigt samme, udmærkede tilbehør som til min gæsts ret. I den søde afdeling var der ingen vej uden om ricotta-souffleen med kerne af mørk chokolade, der løb ud ad den, når man punkterede herligheden. En vaniljesauce fulgte med et enkelt amarena-kirsebær i, som næsten kan give smag til en hel ret. Hyggelig og solid lille dessert til 50 kroner. Tiramisuen kostede kun 40 kroner og var en helt udmærket version af den allestedsnærværende italienske dessert-evergreen. God, fast creme, og savoyardi-lagene var her vædet med kaffe og marsala på klassisk vis. Hvad der var mindre heldigt, var den chokoladesauce, som næsten dækkede tallerkenen rundt om kagen. Den virkede som et købeprodukt med en temmelig trist, hengemt smag. Den bør man overveje at sløjfe. Tiramisuen har det bedre uden. Den venlige tjener bød på et glas af en glimrende, italiensk dessertvin til retterne: en Reciotto fra Pieropan, Le Colombare, 1999. Ravgul, tæt og fyldig sag. Kan gøres billigere Med to gode kopper kaffe og Pellegrinovand endte aftenens regning på 925 kroner. Og det kan sagtens gøres billigere. Et besøg på da Lucio behøver ikke koste over 600 kroner for to, hvis man skal have et par retter og en stilfærdig flaske vin. Snupper man bare en forret og en pasta, kan maden vel klares for 150 kroner pr. næse. Det anbringer da Lucio et sted i det øvre midterleje, og dér hører han også hjemme. For tingene skal jo koste noget, når man vil lave dem ordentligt. Og det vil de på stedet, det fornemmer man tydeligt, uanset at der var lidt ventetid og slinger i valsen lige denne aften. Pastaen laver de selv, retterne er gedigne, og håndværket er i orden. Så er man på de østerbroske kanter og har lyst til duften og smagen af Italien, så kunne man stikke forbi Nygårdsvej og besøge Lucio. Og har fondue-sovsen og tiramisuen sat deres spor på hofterne, så kan fedtet som sagt slides af lige ved siden af, for løbebåndet begynder, stort set hvor Italien slutter. Tre pæne huer til Lucio og Co.