Det italienske køkken har gennem tiden fået en blandet behandling i det danske restaurationsliv. Da charterrejserne havde lært os at spise hvidløg og drikke rødvin, myldrede det frem med spisesteder, der maltrakterede det enkle og smukke italienske køkken. Maden blev indsovset i piskefløde og anrettet på rødternede duge, mens bastflaskerne og de kunstige plastdrueklaser hang i overflod fra loftet. Siden fandt det italienske sine egne ben med højgastronomiske steder og tilsvarende priser, og andre af verdens store køkkener overtog de prisvenlige små steder, hvis man da ikke lige fastholdt bastflaskegenren. Det italienske køkken er så stort og så rigt, så der er plads til både at udfolde den fornemme og derfor dyre gastronomi, samtidig med at man kan forvente at finde små spisesteder til overkommelige priser, der fremstiller enkel mad med god smag. Det sidste har længe været en mangelvare. Ristorante Veneto ligger ganske stilfærdigt på hjørnet af Østerbrogade og Olufsvej. Ved nærmere øjesyn er det stilfærdige mere larmende, og når man først er gået indenfor, bombarderes man med de store meget farvestrålende vægmalerier af karnevalsklædte renæssanceinspirerede figurer i kulisser hentet fra det venetianske rum. Små advarselslamper begynder at lyse, når det er nødvendigt at skulle iscenesætte en stemning så påtrængende og massivt, men jeg blev hurtigt beroliget, da menukortet ikke lignede fortids flødeorgier eller danske efterligninger af chartermenuer. Ganske vist rummer kortet nogle velkendte klassikere, men både den enkle ordlyd på kortet og de hvidløgsduftende grøntsagsretter, der blev serveret ved nabobordet, signalerede, at man her kunne være heldig at finde den ny variation af et italiensk spisested. Et sted hvor priserne er overkommelige, og hvor det gastronomiske budskab er ukompliceret, men velsmagende. Køkkenet i Ristorante Veneto er ambitiøst på sin egen måde, og menukortet byder på et lille, men relativt varieret udbud, der passer til både forretningsmiddagen, som udspandt sig ved det ene nabobord, kærestemiddagen, som fandt sted ved det andet nabobord og så familiemåltidet, som foregik ved vores bord. Det enkle og glimrende Forretterne koster mellem 25 og 69 kr. og byder på kendt og mindre kendt. Vi lagde ud med et veltillavet stort stykke bruchetta med hvidløg, friske små tomatstykker og basilikum. Både brød og fyld var så frisk tillavet og velkrydret, at man ikke kunne forlange det bedre. Desuden delte vi en gang vongole, der oftest er de små skønne venusmuslinger, men her var grillede kammuslinger med vilde marinerede svampe og en olivenpure. Kammuslinger er indikator for, hvorvidt køkkenet kan kunsten at stege perfekt. Hvis de får 30 sekunder for meget, bliver de tørre og gummiagtige, og får de for lidt, bliver de blævrede i kødet, og smagen i krydderierne kommer ikke rigtig frem. Her var de stegt lige præcis, som de skulle, og kvaliteten var i øvrigt også helt i orden. Ud over forretterne er der også nogle fyldige salater, hvoraf vi prøvede en enkelt med masser af hjemmelavede ovntørrede tomater, stegte svampe og knasende friske grønne blade. Ligesom kammuslingerne var enkle, men perfekte, var salaten struttende frisk, alsidig i sine mange forskellige grønne blade og vendt i en veltilsmagt dressing. Pasta pesto Netop sådan kan det simple blive smukt, og skal det italienske køkken tilbage på en flot hverdagsplads i det danske restaurationsliv, er det vellykket, sådan som Veneto gør det. Pastaretterne fylder en del på kortet og er nok tænkt som hovedret i den danske sammenhæng. Portionerne er store og mættende, og det var tydeligvis det, mange spiste ved bordene rundtomkring. Pastaretterne er også særdeles veltillavede og nok det, jeg vil gå efter en anden gang, eventuelt kombineret med en lille forret. Venetos ambition om at ville noget mere, skinner tydeligt igennem i det indhold, pastaretterne får. Lasagnen til 71 kr. er lavet med kronhjorteragout, og min portion linguini al pesto til 69 kr. var en ekstremt god båndspaghetti med frisklavet pesto, marinerede artiskokker, stegte pestovendte skiver af zucchini og skiver af frisk bøffelmælksmozzarella. Netop i denne ret bliver den gode olivenolie, hvidløgene og de friske grøntsager tilgodeset helt i top. En anden herlig pastaret er linguini med alt godt fra havet, der ikke forfalder til bjerge af slatne frostrejer, men bruger et lille og frisktillavet udvalg af skaldyr og muslinger. Kødretterne er de klassiske, men utilsovsede grillede kødstykker, og enkle grøntsagstilbehør til mellem 109 og 169 kr. Den grillede kalvekotelet var behandlet korrekt og grøntsagerne sprøde og friske som alt andet grønt denne aften, men det var pastaretterne, der løb med de bedste point. Kikset dessert Desserterne derimod løb ikke med ret mange point. Hvor menukortet ellers havde været regulært i sit sprogbrug, blev desserterne pludselig karakteriseret med ord som englesang. Der var nu ikke nogen engle, der sang over den meget bastante tiramisu, det var umuligt at kæmpe sig igennem. Fragilitedesserten var heller ikke spor skrøbelig og sprød, men skiver af tør kedelig roulade med is, man havde søgt at skjule med flødeskum og frugt. Den bedste dessert var faktisk de to kugler is, der indgik i den glimrende børnemenuen til 69 kr. (for grillet kalvefilet, grøntsager, kartofler og salat samt to kugler is). Vinudvalget er moderat både i variation og i pris. Husets vin koster 165 kr., men vi valgte at ofre det mere på en Primitivo de Manduria til 279 kr. Vinen er kraftig og fuld af solmoden frugt, som karakteriserer en del af de syditalienske vine, og den var til prisen et ganske godt valg. Alt i alt er Ristorante Veneto et rigtig godt spisested til mange uhøjtidelige lejligheder, uden at det kitschede tager overhånd i andet end vægdekorationer. Hvis dette er begyndelsen til en ny udgave af de familievenlige små italienske restauranter, hvor to personer kan spise godt for under 500 kr., er det en positiv udvikling og den fortjener sine tre gode huer for frisk og velsmagende mad, hvor grøntsagerne trives.