0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

H.C. Andersens nabo

Under Lindetræet i Odense er igen oppe i restauranternes 1. division.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Restaurantanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Restaurantanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er ganske vist - og i hvert fald en god historie - at H.C. Andersen skulle være født i Hans Jensens stræde nummer 43-45 i udkanten af det gamle Odenses bykerne. Der ligger det verdensberømte gule bindingsværkshus, hvor lille Hans Christian efter sigende skulle have set dagens lys 2. april for 199 år siden. Side om side med digterens beskedne fødehjem ligger endnu et gammelt hus, der huser en af Odenses bedste restauranter Under Lindetræet.

Lindetræet har været et spisested med et godt navn i adskillige år, men kvaliteten har svinget noget i de senere år; nu er der kommet nyt blus på komfuret, og det har givet gastronomien et gevaldigt puf opad. John og Melina Kofod overtog sidste år med et hold dygtige folk både i køkkenet og restauranten. De har også et andet af Odenses bedste spisesteder: Sortebro Kro i Den Fynske Landsby. (Anmeldt senest til 4 kokkehuer).

Køkkenchefen på Lindetræet hedder Brian Madsen. John Kofod er selv en berejst herre med en gedigen international karriere bag sig - han har stået i køkkenet på nogle af de store europæiske spisesteder med adskillige Michelinstjerner på kontoen, blandt andet den tostjernede Bagatelle i Oslo. Herhjemme arbejdede han i årevis tæt sammen med Lauterbach. I restaurant Under Lindetræet dyrker de nu, hvad Kofod kalder Smagens Køkken: Smagen af den enkelte råvare er i hovedsædet, enkelhed i sammensætningerne, lad den rene smag komme frem.

Retter med eventyrtitler
I anledning af den netop overståede fødselsdagsmåned for den gamle digter havde køkkenet i hele april måned sammensat en såkaldt H.C. Andersen-menu, der tog udgangspunkt i en historisk menu, som blev lavet til Andersens 70-års dag i 1875. De enkelte retter havde dengang meget nærliggende fået navn efter digterens værker og søgt en vis inspiration i de enkelte eventyrs verden. Prismæssigt er vi i den højere ende af skalaen: 395 kr., 495 kr., 555 kr., og 595 kr. for henholdsvis tre, fire, fem og seks retter. Vinmenuen til vores retter kostede 365 kr.

Vi indledte med en lille appetitvækker: klassisk hønsekødssuppe med et fint lille stykke af en kalkunpølse med morkler i. (Eventyrtitlerne var: 'Suppe på en pølsepind', 'Fra andegården' og 'Under piletræet'). Meget velsmagende, elegant og veltillavet. Vi fortsatte med 'Nabofamilierne' - hvor retten var Tempurastegte østers med avokado, bagt piment, tomat og agurk. En lille, uhyre delikat salat tilsmagt med koriander blev serveret med tre fine østers stegt i tempura (let beignet-dej). Delikat. Vinmenuen bød på en 2001 Roero Arneis, Malvira fra Piemonte. Glimrende, frisk, 'grøn' vin, der gik fint i spænd med salaten og de fine nuancer.

Vi valgte at tage hver sin af de næste retter på menuen: Min gæsts eventyr hed 'Noget', og retten var en klassisk anretning: Stegt laks paneret med lidt brioche-krumme med Hollandaise-sauce og grønne asparges. En stegt jomfruhummerhale lå på toppen af den smukke konstruktion. Fransk old school i stilen, men meget stilrent og høj kvalitet. Vinen: Chardonnay Groote Post, 2001 fra Sydafrika. Bred og stor Chardonnay-smag, der kunne slås med den fede sauce og den panerede laks.

På min tallerken var sprødstegte brisler anrettet med snittede mange tout-ærter, bacontern og lidt karse. Eventyrertitlerne var: 'Hvad man kan hitte på' og 'Fem fra en ærtebælg'. Igen meget veltillavet. Brislerne var måske en anelse fede i det, og man kunne måske have ønsket sig et indslag, der kunne skære igennem den fede, brede smag i retten - men vi er absolut i afdelingen for personlige ønsker og skønhedsfejl. Vinen: 2002 Bourgogne 'En Bully', dom. Rapet & Fils. En Bourgogne i Beaujolais-stil, let og elegant og meget velsmagende.

Igen old school
Eventyret 'Kjærestefolkene' havde lagt navn til en ærkeklassiker, som man stort set aldrig møder mere som mellemret: vingele. Her en glasklar type, lavet på hvidvin og meget tilbageholdt i sin sødme. Efter min mening kunne den godt have tålt en tak mere fra sukkerskålen - den var måske lige det mest diskrete og tørre i smagen, men ellers fin og forfriskende.

Hovedrettens eventyr var 'De Vilde Svaner', men man havde dog ikke vredet den lange hals om på Vor Nationalfugl af den grund. Det var en canette (en ungand) serveret med et fint lille tårn på dampet spidskål, oven på hvilket man havde placeret et stykke af det confiterede lår. Klassisk Pommes Anna (Kartoffelterrine) fulgte og en glimrende, indkogt fond-sauce. Andebrystet var sprødt og rosastegt til perfektion. Ikke en finger at sætte, glimrende håndværk - superklassisk og igen old school, men det passede glimrende til en let moderniseret tolkning af den gamle digters 70-års middag.

Her ville neo-fusion eller et hvilket som helst ekspressivt og modernistisk køkken have været ude af kontekst - som det hedder på management-dansk. I restauranten sidder man også og spiser i lavloftede borgerstuer med over 230 år på bagen, og det har man altså ladet følge af en vis pietetsfølelse i køkkenet. Vinen til hovedretten var en fornuftig flaske Rhone, 2000 Crozes Hermitage, Cuvee Particuliere fra Dom. Remizieres. En af de absolut bedre Crozes Hermitage-vine, en kraftig, saftig sag, der lige skulle have lidt luft for at få alle kræfterne i spil.

Vi delte henholdsvis ost og dessert - for sulten var ikke påtrængende på dette tidspunkt. Køkkenet havde i øvrigt meget venligt tilbudt mere af hovedretten - et godt træk, ikke mindst for grovsultne mandfolk, der frygter at gå sultne i seng efter et restaurantbesøg. Osten rummede et godt lille udvalg, fortrinsvis af franske komælksoste, hvortil man serverede den delikate, lokale specialitet: Fynsk Fladbrød. (d'erne udtales som bekendt ikke, hvis man ikke vil falde fuldkommen igennem hos fynboerne).

Man havde valgt at ledsage ostene af et glas af Carlsbergs prestigeprojekt: Semper Ardens-øllene, her den første i serien, Abbey Ale. Den er brygget på både Münchenermalt, Chokolademalt, Pilsnermalt og Karamelmalt og har derfor også en mørk sødme i smagen, der klædte de fleste oste på tallerkenen udmærket.

Isjomfruen og Snemanden
Desserten var glaserede rabarber med en fin mandelmazarinkage og en uhyre vanedannende nougat-vanilleparfait til. (Eventyrene var selvfølgelig 'Isjomfruen og Snemanden' og 'Dejlig'). Dessertvinen var en 2003 Chenin Blanc, Late Harvest, Eikendal fra Sydafrika. Et delikat glas om end jeg personligt mener, at en endnu sødere vin havde klædt isen bedre - forholdet var ikke helt i balance efter min mening; en smagssag.

Regningen endte på 1.927 kr. inklusive vand, kaffe og et glas champagne til at starte på. Vi er i den absolut øverste ende af skalaen - og i det prisleje skal køkkenet levere varen på kornet - hver gang. Det gjorde de også under dette besøg på Lindetræet. Håndværket var gedigent, og præsentationen af vine og retter forløb præcist, personligt og meget kyndigt aftenen igennem. En relativt klassisk, fransk aften, og det er nok ikke langt fra køkkenets sjæl, om end Kofod og Co. nok tager sig lidt større friheder, når de ikke lige fortolker en historisk H.C. Andersen-middag. Lindetræet er virkelig kommet til ære og værdighed igen som et af de bedste spisesteder i den fynske hovedstad og er absolut et besøg værd. Fire Huer til H.C. Andersens nabo.