Rasmus Bo Bojesen kan man vel efterhånden få lov at kalde en institution på den gastronomiske scene herhjemme. I de senere år mere som igangsætter og virksomhedsleder end som egentlig kok. Det er store arrangementer, banketter og konferencer på henholdsvis Axelborg og det tidligere Basecamp, der udgør en stor del af aktiviteterne. Så er der chokoladen, som de fleste nok kender fra de små, sirlige trææsker med lakforsegling og Bojesens svungne signatur og sidst, men ikke mindst restauranten Fregatten i Tivoli. Det gode skib har efterhånden ligget på reden i Tivolisøen i en del år og er for længst blevet en fast bestanddel af haven, uanset at der forbliver noget filmkulisse over sørøverskibet omgivet af sirlige tulipanbede og kvækkende ænder. I år har Bojesen startet et samarbejde med endnu en gammel kending fra restaurantbranchen herhjemme, Jens Rahbek Hansen, der blandt andet har stået bag Sticks'n'Sushi-kæden og senere den japanske restaurant Takagi. Rahbek er halvt japaner, uanset at navnet er så pæredansk som rødgrød med fløde. Rahbek er uddannet kok i Japan, men har arbejdet flere steder med de skarpe knive i den store verden. Hans kendskab til det japanske køkken er kolossalt stort; disciplinen og den benhårde skole hos japanske kokke har givet et grundhåndværk, som kan smages og mærkes i de små detaljer. På Fregatten har Rahbek udvidet den ellers traditionelle danske frokost på stedet med japanske specialiteter. Vi troppede op tre mand høj en sommerdag, hvor det for en gangs skyld ikke regnede i tove, og tog plads midtskibs på fregatten. 100 gram friskpillede fjordrejer går for 195 kroner på stedet og havde naturligvis været det obligatoriske, uhyre kostbare Tivolivalg. Men for kun 175 kroner kan man gå om bord i Rahbeks japanske frokostboks, så vi overlod rejerne til turister og forretningsfrokoster. Obentou hedder de smukke, lakerede frokostbokse med små rum i og et dekorativt låg til at skjule de små lækkerier. Konceptet er en slags japansk tapas, om man vil; små, delikate japanske frokostretter. Denne dag indeholdt lunchboksen en lille salat med let marineret laks, lynstegt tun, en japansk gryderet med kalvekød og kartofler, lidt nudler med japanske krydderier og ananas med tofu til dessert. Det hele meget fint og sirligt serveret. Laksen var marineret med youzou citrus-lime og serveret med en fintstrimlet salat på daikon og iceberg. Flot fisk, frisk og enkelt. Den lynstegte tun var af samme høje kvalitet, lidt sesamfrø var strøet ovenpå, men ellers intet til at forstyrre den delikate smag af superfrisk fisk. Lidt sennepssalat fulgte med. Så var der den traditionelle miso-suppe, som ganske enkelt smager bedre og af mere, når Rahbek har haft fingre i den. Den blev - som det hører sig til - serveret i en lille lakskål med låg. Nudlerne i boksen havde fået et drys af frisk hjemtagne japanske krydderier, velsmagende - om end nok det mindst interessante indslag i dagens boks. Lidt marineret daikon gav lidt skarphed og bid som tilbehør. Gryderetten var et meget lækkert indslag fra det japanske landkøkken, der opstod for halvandet hundrede år siden, da verden udenfor begyndte at påvirke de fjerne, isolerede øer, hvorefter gastronomien også forandrede sig og egentlige kødretter kom på menuen. Man kan undertiden få fornemmelsen af, at japansk mad stort set begrænser sig til sushi, sashimi og sukiyaki. En kødret som dagens varme ret i lunchboksen var herligt 'anderledes': en klassisk gryderet med kalvekød, kartofler og gulerødder, der langtidsbraisseres i sake og soja. (Retten hedder Niko Jagger, det staves utvivlsomt anderledes, men udtales omtrent sådan ifølge Rahbek). Meget mørt kød, behageligt rund smag. Desserten i boksen var stjerneanis-marineret ananas med tofu. Glimrende ananas tofu er en smagssag. Denne smagte ikke af meget, men det gør tofu på den anden side stort set aldrig. Min anden gæst gik på det andet japanske indslag på frokostkortet: sushi, traditionelle Edomae fra Tokyo med det klassiske tilbehør. 10 sushi med miso-suppe går for 195 kroner. Ikke en billig lille frokostret, men sushi er en delikatesse, som koster, når de er lavet ordentligt. Der var store, runde maki-ruller med varmrøget laks og avokado, flere små tunruller, en stor, flot rulle med fjordrejer i diverse japanske krydderier og klassiske nigiri-sushi med laks, kæmpereje og tun. Sushi er jo for længst blevet hverdagskost og fås i utallige kvalitetsniveauer. Rahbeks er usædvanlig gode. Pakningen af maki-rullerne er perfekt, tilsmagningen af risene, fiskens udskæring og kvalitet er gennemført. Kvaliteten kan smages og fornemmes i detaljen. Wasabien hos Rahbek er heller ikke pulver, men friskrevet. En ganske anden smag, når man er vant til den standardiserede vare, som der køres med stort set overalt i byen. Prøv Rahbeks sushi - de er rigtig fine. Selv så jeg ingen vej uden om den traditionelle danske frokost, som de har lavet den i adskillige år på Fregatten. Styrmandens frokost hedder de tre små retter, man får for 135 kroner. Den ferskstegte sild er vendt i rugmel og lagt i lun eddikelage med nye løg og stjerneanis. En lun lækkerbisken, som skal nydes med godt rugbrød til og eventuelt et skud fra Fregattens lager af kølig brændevin. Så er der varmrøget laks med sennepsblade til. Blød og delikat i smag og konsistens og et kærkomment alternativ til den allestedsnærværende ferskrøgede laks på frokostbordene. Og sidst, men ikke mindst en grisebasse med sprød svær. Grisen er glad, for den kommer fra Skallebølle på Fyn, hvor man er god ved grisene, og det kan smages. Råmarineret rødkål har mere bid end den traditionelle, og det giver lidt friskhed til flæskesteg på en sommerdag. Gode bagte rødbeder fulgte også med. Der er lige kælet en anelse mere for de små detaljer ved Fregattens danske frokost, og det fornemmer man både i smag og servering. 135 kroner er måske ikke en foræringspris for tre små retter, men det er sandelig heller ikke urimeligt for den gode kvalitet, vi kunne sætte tænderne i. Et glas fornuftig chardonnay fra husets flaske koster 65 kroner, og sodavand går for en flad 20'er. Vi sluttede af med en kande kaffe og et meget lille udvalg af Bojesens chokolader til 90 kroner. (Så er den kaffe vist også betalt ...). Chokoladerne var af den forholdsvis traditionelle slags med nougat og marcipan, men i øvrigt glimrende. (Der er dog efterhånden adskillige kapaciteter inden for chokolade herhjemme, der giver Bojesens chokolader kamp til stregen og mere til, men det er en anden snak). 830 kroner kostede dagens besøg på Fregatten. Billigt bliver det aldrig at spise i Tivoli, men for tre personer er det ikke urimeligt for de mange varierede oplevelser, dagens besøg bød på. Kvaliteten var 100 procent i orden i alt, hvad der kom ind på bordet. Betjeningen venlig og informativ, og Rahbeks innovative japanske krafttilskud til frokostmenuen er et stort plus, som er sine fire huer og en anbefaling værd.