Der findes facader i byen, som har stået uforandret så længe, at de er blevet ikoner på nethinden. Faste pejlemærker på ens indre københavnerkort. Byen ville ikke være den samme uden dem. Det ville være en underlig usikker oplevelse at orientere sig i gadebilledet, hvis de forsvandt. Jeg taler ikke om seværdigheder eller verdensarkitektur, men om mere ydmyge københavnerfacader, der er blevet til evergreens. Som for eksempel Galathea-Kroens blå typografi på den hvide facade i Rådhusstræde nummer 9. Kroen har ligget på det samme sted i over 50 år, og forandringens vinde har unægtelig været en mild brise på stedet siden 1953, hvor hr. Reimann åbnede kroen, der var opkaldt efter den store Galathea-ekspedition. Det gode skib 'Galathea' var et ombygget engelsk krigsskib, der fra 1950 til 1952 foretog en jordomsejling, der står som en af de væsentligste danske havbiologiske ekspeditioner nogensinde. Man fiskede på de syv have og påviste blandt andet liv i de dybeste have. Adskillige doktorafhandlinger er blevet til på baggrund af de uhyre mængder videnskabeligt materiale, som tilsyneladende endnu ikke er endeligt udforsket. Kroens første ejere var ifølge vores tjener med på ekspeditionen, og man råder blandt andet over logbogen fra den lange rejse. Det er tredje generation, der nu driver stedet. Det er som at træde ind i en blanding af hule, slyngelstue og en større etnografisk samling, når man vover sig ind i Galathea- Kroen. Der er lettere dunkelt, som der skal være, når man bare vil sidde og hænge over en øl i et hjørne uden så mange spørgsmål. Fra loftet og på stort set alle vægge hænger et utal af hjembragte relikvier fra ekspeditionen. Ikke alle masker og slangeskind har klaret de 50 år som krogæster og passive rygere af millioner af smøger lige godt, men det noget hengemte udseende, som visse af attraktionerne har fået, er med til at give stedet sin særegne stemning. Og så er der naturligvis musikken. Der spilles jazz på Galathea-Kroen, hvis nogen skulle være i tvivl. Og det er fra lpplader i god gammeldags vinyl. Kroen råder over adskillige tusinde skiver. Denne aften havde Ben Webster fået lov til at fylde rummet med blue notes og gamle standards. Dansk kromad Man kan spise på Galathea-Kroen. Og hvis nogen skulle være tvivl, er det ikke vertikalt køkken, funky tapas, østersskum og kandiserede kolibri-bryster, der ryger over disken. Det er dansk kromad. Hakkedrenge, engelsk bøf og svinekoteletter. Der er salatblad på tallerkenen, og kartoflerne er hvide og så ikke mere pjat. Hovedattraktionen over alle på stedet er den hollandsk-indonesiske klassiker rijsttafel. Den må være kommet med hjem fra ekspeditionen og er hurtigt blevet synonym med køkkenet på Galathea- Kroen. Den serveres minimum til to personer i selskabet, vi var tre personer ved aftenens besøg, så den engelske bøf kunne også testes. Forretter er ikke rigtig noget, man bruger på Galathea-Kroen (det er også noget pjank), men en rejecocktail er der dog på kortet. Den prøvede vi en enkelt af. For 70 kroner får man et måltid, som nok ville være rigeligt for mange med en stilfærdig hverdagsappetit. En pæn skål store rejer med en delvis hjemmerørt thousand islands-dressing med et pænt sjask tabasco i. Citron, en lille salat og fire skiver ristet toast og ristet rugbrød. Ikke voldsomt raffineret, men det er heller ikke den omdelte sang på stedet. Dansk mad i solide mængder og øl i glasset. Færdigt arbejde. Rijsttafelet består foruden risene af en grundkarryret, som er lavet på kødet fra en glad grisebasse. Karryen er rimelig mørk farven, og kødet har muligvis marineret, inden det er røget i retten. Smagen er krydret, men ikke voldsomt stærk. Alle kan være med til en start. Tricket er naturligvis at 'dresse' sin ret med indholdet af de utallige små skåle, der kommer ind på bordet. Der er diverse typer karry, ingefær, paprika, gurkemeje, hvidløg, almindelige hakkede løg, bananer, nødder, rosiner, druer, ristet kokos, almindeligt kokos og så videre og så videre. Der er noget fundamentalt hyggeligt i at sidde og rode i små skåle og diskutere, om lidt mere grøn karry kombineret med kokos og hvidløg er bedre end rød karry, peanuts og bananer i retten. Kendere af rijsttafel vil med rette måske sige, at retten bør bestå af massevis af små retter, sovse, relishes og krydderier og ikke kun af én ret med meget tilbehør. Det er rigtigt nok, men det særlige ved Galathea-Kroens rijsttafel er måske netop, at den på mange måder er en blanding af noget meget dansk og noget, der engang var meget eksotisk. Den er sin egen og still going strong efter 51 år i branchen. Den engelske bøf var god, for hvad angår det basale: ordentligt kød, velstegt og med bløde løg på toppen. Tilbehøret var hvide kartofler so far so good. Men de moderne tider havde denne aften fået lov til at blande sig i madmutters håndværk, så der var kommet rucolasalat, triste grønne bønner (fra frostposen måske?) og nogle skiver melon med på tallerkenen ... (!) Nej, tak. Væk med det. Kom i stedet for med HP-sovsen, Worcestershire- sovsen, et spejlæg, agurkesalat, eller hvad man nu vælger at have som sit klassiske tilbehør til engelsk bøf. Rucola og melon hører ikke hjemme på den galej. Men kødet og løgene fejlede intet. Ingen desserter Desserter bruger man heller ikke på Galathea-Kroen. Men man kan få en Irsk Kaffe, så det fik vi til 43 kroner. Den var varm, sød, stærk og havde godt med flødeskum på toppen, og så er der vel ikke så meget at klage over en stille septemberaften i København. Den samlede regning for tre personer blev 816 kroner. Men husk, det kan gøres ret billigt på stedet: To gange rijsttafel koster 350 kroner og bør kunne mætte to grovsultne mandfolk uden problemer. En lille fadøl koster 20 kroner. Det gør vand også. »Kredit gives kun til personer over 92 år, som er i selskab med deres forældre«, står der på et skilt over baren. Så vi betalte i gode, danske kroner for aftenens skafning på Galathea-Kroen. Det er hyggeligt, ærligt og gennemgående i orden, dét man får på tallerkenerne på Galathea. Man må ikke forvente raffinement og innovation, men kan spise sig mæt i dansk mad midt en værtshusatmosfære, der emmer af noget, som er ved at være lige så sjældent som de eksotiske masker, der hænger på væggene: en duft af det gamle København. Det giver ikke mening kun at bedømme maden, når man besøger Galathea- Kroen. Derfor er det mere for den samlede oplevelse, at vi kvitterer med tre huer. »Tak for mad«, sagde en af stamgæsterne til mutter i køkkenet på vej ud. Det siger vi også.