Hellerup er for mange indbegrebet af velbeslået borgerlighed i København. Borgerlig på grund af de vældig pæne mennesker. Velbeslået på grund af de vældig pæne huspriser. Klicheen på Hellerup-chik er formentlig det veltrænede, ikkerygende par i 30'erne med tre kreative overskudsbørn med opfindsomme navne. Far kører gerne i noget tungt og tysk og mor i en Honda HRV; begge har gode, krævende job, hvis ikke mor har anskaffet sig en butik med 'hvidt og slidt' på Strandvejen for at være mere sammen med ungerne, mens de er små. Jeg ved egentlig ikke, om klicheen findes i rendyrket form noget sted, men hvis nogen skulle være bange for, at afdragsfri lån og gyldne håndtryk har taget den sidste rest af originalitet fra den lille privilegerede landsby, så garanterer jeg, at der stadig findes oaser, hvor pænheden aldrig når helt ind. Et sådant vandhul findes ikke mindst i Hellerup-klassikeren par excellence: Værtshuset Sankt Peder. Der er nemlig tale om et vaskeægte værtshus af bedste skuffe. Godt 30 år på bagen har den tidligere Kul & Koksforretning, der i sin tid blev lavet til værtshus af vognmand Hans Peter Dam. Halvdunkelt lokale, blyindfattede ruder, gamle møbler og en imponerende samling indrammede ordsprog og særprægede meddelelser til at dekorere væggene. Her må der ikke gerne ryges. Her skal der. Og der er øl på fad og i flaske i mange afskygninger. Og så er der noget så sjældent som stemning. Det sørger de rapkæftede bartendere og ikke mindst stamkunderne for. Damer i pels med lidt for meget på øjnene og en enkelt eller otte Jägermeistere for meget på samvittigheden, tidligere og nuværende direktørtyper, små mænd i vindjakker og fløjlsbukser, originaler og kopier - og først og fremmest helt almindelige ualmindelige mennesker i en glad strøm. Bankekød og labskovs Der er plads til både veninde- og forretningsfrokosten, og til stamgæsten, der skal have en dyrlægens natmad og en hof og sidde i fred i et hjørne. Køkkenet byder daglig på et ret pænt udvalg af danske smørrebrødsklassikere, og så er der endvidere et aftenkøkken om tirsdagen, hvor den står på lige så eviggrønne retter fra de gedigne danske kødgryder. Oksehaler med kartoffelmos én tirsdag, bankekød en anden, labskovs en tredje. Priserne er meget rimelige, og kvaliteten er 100 procent i orden. Det sørger ikke mindst køkkenchef Jørgen Nimb for. En herre, der har passeret de 70, men som stadig svinger grydeskeen over tropperne i køkkenet med sikkerhed og kvalitetssans. Vi mødte op tre mand høj for at komme lidt omkring i smørrebrødssedlen. Det blev til den hjemmelavede karrysild, den stegte sild og en gang røget ål til at starte med. Og når bestillingerne kommer ind, går de i gang ude i køkkenet. Der er ikke noget med forsmurte stykker eller springen over, hvor gærdet er lavest. Stykkerne er lige blevet lavet, når de når gæsten. Og der er ikke meget udenomspjat på tallerkenerne. Den røgede ål havde rugbrød, purløg og lun røræg til. Ålen var blød, fed og venlig i smagen, røg og salt i god balance. Den stegte sild havde fået sin bekomst af eddike i tilsmagningen. Det er jo en smagssag, om man hælder mest til det sure eller det søde i sin stegte sild. Men silden kunne der i øvrigt ikke klages på. Løg og kapers til og ikke noget at komme efter. Så var der karrysilden. To stykker rugbrød var forsvundet helt under laget af sildestykker i en gavmild karryrørt mayo. Silden var ret fast i konsistensen og karryen veldoseret - på en behersket gammeldaws måde. Størrelsesmæssigt er smørrebrødsstykkerne ret imponerende. De vil én det godt på Sankt Peders. Der skal ikke sendes sultne mennesker på gaden. Og prismæssigt er vi på et meget fornuftigt niveau. Et gennemsnitsstykke ligger omkring en halvtredser eller lidt over. Ålen er selvfølgelig lidt dyrere. Snorlige og klassisk Så rykkede vi til kødmaden ... Husets lune leverpostej kom i en lille form med sit tilbehør af surt til. Udmærket og lige så snorlige og klassisk som alt andet på tallerkenerne. Der smages ikke til med 'mærkelige' krydderier eller eksperimenteres med anderledes tilbehør. Rugbrødet er smurt fra køkkenets side, og så er det bare at lægge på selv. Man kunne måske godt have givet et alternativ i form af noget krydderfedt - for dem, der er til den slags - men det var der i det hele taget ikke noget af under dagens frokost. Flæskestegen var også ret imponerende i mængderne. To endog meget store skiver med rigelige svær på, der naturligvis var knasende sprøde. Rødkål og surt. Man kunne måske godt have skåret sin steg en anelse tyndere. De to skiver kunne uden problemer være blevet til fire, og det havde måske været lidt mere elegant, uden at nogen kunne have beskyldt køkkenet for at være fimset. Så var der Sankt Peder-bøffen. Det var en regulær lille frokost-oksebøf med bløde løg og lidt syltede agurker til. Helt udmærket og supermør, om end man måske kunne have stegt den med lidt større temperament på panden - så var stegesmagen blevet lidt mere markant, hvilket ikke er så skidt, når der, ud over salt og peber, ingen smagsgivere er i øvrigt. I osteafdelingen er der gammelost, gorgonzola (på tavlen bare kaldet 'Zola'), brie og mild ost. Vi nappede de to første. Den gamle ost smagte fint, men var dog ikke ældre, end at de fleste kunne være med - og altså ikke en smuldrende, stinkende satan fra en nedgravet krukke. Den fik rom på og fulgtes endvidere med rødløg og friske radiser. Gorgonzolaen var en forholdsvis mild og fast type, der naturligvis havde æggeblomme på siden. I drikkevareudvalget er der 5-6 øl på fad og et fornuftigt udvalg på flaske. En lille fad ligger på omkring 25 kr. - vand koster 21 kr. Snapsen er kold og håndskænket for dem, der har fri eller godt må møde på arbejde med en lille plimme-lim på efter frokosten. Et par stilfærdige kokosmakroner fulgtes med kaffen, der gik for 25 kr. stykket, og dermed sluttede regnskabet på 712 kr. for dagens frokost. Ikke ubetalelige summer, når man husker på, at vi var tre gæster, der hver fik tre stykker. To stykker vil være rigeligt for de fleste - og så kan frokosten klares for under 300 kr. for to personer. Kvaliteten er gennemgående virkelig i orden i kategorien 'som vor mor lavede den, når hun tog sig gevaldigt sammen'. Overraskelser er der ikke så mange af, når det gælder tilbehør, tilsmagning eller krydring. Der er heller ikke fire slags håndæltet rugbrød, hjemmekærnet smør eller økologiske agurker, der er lagt i lage af jomfruer med hvide handsker. Sådan et frokoststed er Sankt Peders ikke. Det er godt til prisen, alt er frisksmurt, og der er rigeligt af det - og så i øvrigt ikke mere pjat. »Henne om hjørnet, nede i kælderen ...« sang Osvald Helmuth om sit stamværtshus - og hvis Osvald havde været fra Hellerup, havde det været Sankt Peder, han sang om. Tre gedigne huer med pil opad og en anbefaling til Værtshuset. Prøv det højtbelagte i Hellerup.