Det er ikke tilfældigt, at et af byens nyere steder med thaimad har valgt navnet The Green Papaya. Hvis nogen husker filmen fra 1993 'Duften af grøn papaya' (der ganske vist var vietnamesisk), sender den associationer om maden i centrum for en æstetiseret billedformidling af særlig karakter. Det er sjældent, maden får lov at være filmens hovedfortæller, men det nærmer sig dette i Ahn Hung Trans smukke film. I restauranten af næsten samme navn er der bestemt også tale om en bevidsthed knyttet til øjet. Lokalet udstråler en varme, en ro og et indbydende rum lysår fra det let tivoliserede plysbetrukne rum, der normalt danner rammen om thaimadens præsentation i København. I andre storbyer har de for længst flere kategorier inden for hvert asiatisk lands køkken, men i København har det (med ganske få undtagelser) længe skortet på andet end den udvidede grillbarmodel inden for flere køkkener heriblandt det kinesiske og det thailandske. Det er The Green Papaya med til at ændre på, for her er hvide duge, stofservietter, store vinglas og dæmpet gyldent lys. Stedet er ikke stort, og man mødes hurtigt af flere hjælpsomme personer. Det er et hollandsk-thailandsk ægtepar, der står bag både indretning og et menukort, der byder på mange andre oplevelser end den standard, der lige får en hurtig tur i frituregryden. Ydermere, og det kan ikke roses nok, bruger det bevidste køkken ikke det 3. krydderi (mononatriumglutaminat eller dets afarter - E-numrene 620-625), der har vist sig for nogle at have uheldige (allergiske) bivirkninger. Det er ikke underligt, at prisniveauet ligger over, hvad der ellers er typisk for en thairestaurant, og når man går nærmere ind i kortet, kan man se, hvor meget tilberedningstid der kræves. Mange asiatiske køkkener er bedst, hvis man prøver flere retter og lader dem danne udgangspunkt for alle ved bordet. Jeg havde derfor allieret mig med et par krydderiglade medspisere. Det er nu slet ikke så stærk mad, der serveres her, der er bare god brug af krydderierne i en mangfoldighed og med et raffinement, så man godt kan drikke vin til. Vi valgte nu enten at drikke vand eller thailandsk øl (Chang). Koks i logistikken Satay (små spyd) er en klassiker og kom her lidt fade i smagen, men heldigvis med en hjemmelavet jordnøddedressing (75 kr.) fulgt af fire store kammuslinger med en meget delikat marinade med citrongræs, koriander og lime (85 kr.) Vi havde i alt bestilt fire forretter, men restauranten døjer med logistikken, så de tre af retterne var halvkolde, da de kom, og da de ikke alle kom samtidig, havde det dog været bedre, om de bare var kommet, efterhånden som de blev færdige. Hver forret har sin egen lille sovs, der indbyrdes er utroligt forskellige og lever op til stedets målsætning om friskhed og velsmag. Det samme gjorde de små dumplings (65 kr.) og fiskefrikadellerne (65 kr.), der var de stærkeste blandt forretterne. Blandt hovedretterne bydes på både struds, vildsvin og perlehøne, hvilket måske ikke er det mest normale inden for thaimad. Strudsen var denne aften 'fløjet' (men hvornår er der også strudse i Thailand?), så valget blev Keaw Wan 'Oye' (den med grøn karry, små babyauberginer og sød basilikum her serveret med stykker af perlehøne, 155 kr.), en blanding af sauteret sea food med grøn peber og hvidløg (165 kr.), perlehøne med ananas og cashew nødder (145 kr.) og selvfølgelig en salat med grøn papaya serveret med grillet kylling (125 kr.) Når mad er så hjemmelavet som her, er det o.k. at vente lidt, når sulten er stillet ved forretterne. Men det er frustrerende, når man efter en vis venten så kun får serveret noget af maden uden forklaring. Ganske vist havde vi alle fået øst ris op på tallerkenen, men hvor blev mon de andre retter af? Var de glemt? Hvis tjeneren nu sagde, at maden kom drypvis, kunne man tilpasse spisemønstret efter dette. Retterne kommer smukt serveret i ildfaste skåle over varmekilder og klisterrisene kommer i bastrør med låg på. Den grønne karry var herlig, velkrydret og dog ikke ildebrandsfremkaldende. Ligeledes var skaldyrsretten flot og velsmagende, dog uden at være så stærk som lovet. Perlehønen med ananas var lidt kedelig i både smag og udseende, mens papayasalaten ikke var lun som lovet. Måske den er for svær at lave ordentligt, når Danmark ikke kan skaffe de rette råvarer, for der var ikke meget smag i salaten. Men det kan ikke forklare, hvorfor de grønne bønner var helt rå, hvilket ikke er tilrådeligt at spise. Ganske vist er lektinindholdet i dette tilfælde ikke farligt, men det kan give ubehag i maven at spise selv de grønne bønner rå. Autentiske desserter Desserterne holder fanen højt i autenticitet og originalitet og viser med al tydelighed stedets høje ambitioner. Dampet græskar med kokoscremefyld er mere interessant end lækkert, men alligevel er det flot at få introduceret sådanne retter. Det var nemmere at forstå de skønne hjemmelavede is, der bød på både grøn teis, kokosis, mangois, papayais og mynteis. Alle is, der smagsmæssigt knytter sig flot til det thailandske. Regningen for to personer med bare en øl og en vand, men med tre retter til hver, bliver til 650 kr. Køkkenet lever op til meget, men mangler stadig noget i tidsdimensionen, samt hvad angår temperaturen på det tilberedte. Det udløser for nuværende måltid tre gode huer.