Asien har velsagtens været den væsentligste gastronomiske påvirkning i det vestlige mainstream-køkken i de sidste 10-15 år. Det er blevet til et utal af nye køkkenretninger, og der har været en eksplosiv vækst i antallet af restauranter, som repræsenterer de rene asiatiske grundkøkkener. Gourmetkøkkenerne har flirtet med diverse Asian style-fusioner, ligesom burger og pizza for længst er blevet udfordret - og nogle gange udkonkurreret - af thai-take-away og sushi. Nu har vi fået endnu en asiatisk restaurant i byen: Wagamama er landet ..! Wagamama er et internationalt koncept. Der ligger et utal af Wagamama'er i England (over 20 bare i London), og de findes også i Belgien, Holland, New Zealand, Australien, Tyrkiet, Irland, Dubai... Den første Wagamama åbnede i '92 i Bloomsbury, London. Man kalder sig en familierestaurant - og har det optimistiske slogan: Positive eating - positive living. Det skal være sundt. Det skal være kvalitet. Grundkøkkenet er baseret på de japanske ramen nudel-barer, som har eksisteret i over 200 år. Wagamama er asiatisk mad for folket; kulinarisk demokrati, kalder de det selv. Alle kommer på Wagamama - her sidder bankdirektøren ved siden af studenten og søber sine nudler i sig mellem to møder. Det er jo et sympatisk koncept, der også, på papiret i hvert fald, kunne se ud til at gøre lidt for folkesundheden, der jo ikke nødvendigvis trives bedst på familierestauranter ... En asiatisk salat og en suppe med nudler forekommer i hvert fald lidt sundere end en cheeseburger med fritter. Så langt, så godt. Folkekøkken Wagamama er åbnet herhjemme med den ene dør mod Tivoli og den anden mod Tietgensgade. Man behøver altså ikke nødvendigvis at kombinere Wagamama med en tur i rutsjebanen. Det er en stor, minimalistisk stylet restaurant, man kommer ind i. Folkekøkkentanken er meget konkret ført ud i livet: Man sidder side om side ved lange borde, og der er kun nogle enkelte muligheder for at sidde fire eller seks personer for sig. Wagamama er altså ikke stedet for den romantiske middag, medmindre man er ude i professionel speed-dating. Nudler er den store ting på Wagamama. Ramen er de kinesiske, tynde nudler, der serveres i supper eller stegt på panden - eller på alle mulige andre måder med diverse toppings og tilbehør. Der findes ikke deciderede forretter, men der er et antal sideorders, som fungerer fint som en lille begyndelse på måltidet - eller hvis man bare er droppet forbi for at få en lynhurtig snack. Hurtighed er også en vigtig del af konceptet. Man melder sig ved indgangen og bliver kort efter vist til et bord. Når man har besluttet sig, skriver tjeneren med store typer på engangsdækkeservietterne, hvad man skal have. Ordren ryger samtidig ud i køkkenet; alt skal være frisklavet - ifølge konceptet. Vi nappede lidt forskellige sideorders. Allerede nu havde vi mødt 3-4 forskellige tjenere. Det er sikkert også en del af konceptet - men det er også godt gammeldags skide forvirrende. En ny tjener kom med en forret: dybstegte Ande Gyozaer (gyozaen er en traditionel, japansk fyldt 'ravioli', en slags won ton). De var fyldt med andekød og grøntsager, i hvert fald porre, siger kortet - og fulgtes med en sød hoisinsauce. Meget sød, skal jeg hilse og sige - og også parfumeret i en grad, hvor den næsten kunne tage pusten fra hvad som helst. Gyozaerne smagte udmærket, men var unægtelig noget hårde i stegningen og lidt tørre i det. Drikkevarerne var ikke kommet endnu; under hele besøget var baren bagud i forhold til køkkenet. Vi havde bestilt friske juices, som selvfølgelig tager lidt tid at lave - men vores flasker vand kunne man måske godt have serveret. I mellemtiden var en salat ankommet - den såkaldte Raw Salad. Der var lidt blandede salater, strimler af gulerod og kinaradise, rødløg, ristede løg og lidt sesam. Der var stort set ingen dressing på - og salaten virkede ikke specielt veloplagt, selv om prisen også kun var 30 kr. Tori Kara Age var endnu en sideorder: kyllingestykker, der ifølge kortet var tilberedt med både sake, ingefær, mirin og soja - foruden tørret oregano. Problemet var bare, at det kun var tørret oregano, de smagte af. Selve kyllingekødet var blevet endog meget tørt. Ebi Katsu var friturestegte, panerede rejer; paneringen var måske lidt voldsom, men ellers smager friterede rejer jo næsten altid godt. En chili-hvidløgs-sauce fulgte. Tofu uden karakter Hovedretter: De fleste indslag i den store nudelret, Wagamama Ramen, var usædvanlig trætte denne aften. De grillede kyllingestykker var klart de bedste. Et stykke stegt tofu smagte ikke specielt godt, savnede karakter og var blevet meget 'svuppet' i suppen. Et stykke stegt Marlin var så træet og sejt, at vi måtte lade det være. Og en skive af den japanske fiskebolle kamaboko-aka var vældig pæn i lyserøde og hvide farver, men havde en gummi-agtig konsistens og stort set ingen smag (jeg vil ikke udelukke, at den skal være sådan, men vil så tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved dens gastronomiske værdi ...). Suppen, som udgjorde hovedbestanddelen af retten, var vegetarisk og meget let - og savnede noget karakter til at hæve den ud over det anonyme. Nudlerne i suppen ligeså. Ginger Chicken Udon var nok den smagsmæssigt mest vellykkede ret. Stykker af kylling, marineret i ingefær, citrongræs, spirer, bønner, æg, rød ingefær og lidt (træt) koriander på toppen. Disse nudler var væsentlig tykkere - som dobbelt makaroni, cirka - hvilket gjorde retten noget stivelsesmættende, men smagen var bestemt udmærket. Drikkevarerne var som nævnt vand til 29 kr. halvliteren og to friskpressede frugt- og grøntsagsjuice til 35 kr. For øvrigt en god idé at tilbyde friske juicer. Midt i måltidet var vi lige ved at få konceptet galt i halsen, da endnu en tjener med logo-T-shirt og professionel attitude mekanisk spurgte os, om vi kunne lide maden. Vi nikkede lidt forvirrede, hvorefter han satte en særlig kuglepennestreg på vores dækkeservietter, som vi gik ud fra skulle markere, at vi var blevet spurgt og havde svaret positivt. Positive eating - positive living ... Summa summarum: Regningen endte på 511 kr., hvilket anbringer Wagamama et sted i midterlejet rent prismæssigt. Snupper man bare en ramen-suppe, kan besøget klares for lidt over hundrede kroner. Desserter har man ikke på menuen endnu - men det kommer, fortalte tjenerne. Dog var oplevelsen heller ikke større, end at vi befinder os i den jævne ende, når prisen sættes over for kvaliteten. Ideen er rigtig god. Men den delikate, lette friskhed, som man for eksempel kunne opleve på en restaurant som Le Le Na Hang, da de lige havde slået dørene op for det vietnamesiske folkekøkken for 4-5 år siden, når Wagamama langtfra. Man mærker konceptet mere, end man smager Asien - og det burde vel egentlig være omvendt. Det kan være, der kommer bedre styr på køkkenet om nogle måneder; for dette besøg må vi nøjes med to kokkehuer.