Bardisken på Cafe Katz ligner et kunstværk af en strintmalende Jackson Pollock på farvetrip, men ellers er interiøret holdt i cremefarver fra vægge til loft og det læderimiterede stolebetræk. Det er mærkeligt, at så mange cafeejere stadig lader sig forføre af Flüggermandens standardsvar, når han fortæller, at en knækket hvid med cremet tone skaber en atmosfære af lun elegance. Det er lige så ordinært som lun leverpostej. I det hele taget er der noget anonymt over cafeen. Godt nok har det rummelige hjørnelokale store vinduer ud til Rådhusstræde, og med lidt god vilje og fare for hold i nakken har man udsigt til Frederiksholms Kanal. Men området her ved Vandkunsten er ikke et af byens livligste lokalområder, og det smitter af på cafeen, hvor klientellet domineres af sultne shoppere på vej hjem fra Strøget. Uden stamkunder har cafeen lige så meget lokalstemning som en gennemsnitlig tysk lufthavnscafe. Alligevel føler man sig snart godt tilpas i de komfortable stole, for ud af interiørets cremefarvede tåge dukker der lynhurtigt en sortklædt tjener op og bryder anonymiteten med en yderst behagelig fremtoning. Stedet begynder at træde i karakter, og med menukortet i hånden bliver det endnu bedre. En tallerken med tapas er efterhånden lige så sikker på cafemenuen som en ristet hotdog i en pølsevogn, men til gengæld overraskes man af pariserbøffen, de grillede tigerrejer og en sandwich med sprødstegt smørfisk, frugt, grønt og mascarponedressing. Min medspiser bestemte sig for pariserbøffen til 79 kr., og kort tid efter stod den på bordet. Lidt for kort tid måske, for bøffen var ikke helt varm i midten. Men smagen i den saftige moppedreng på 200 gram kunne der ikke klages over, og det var interessant med karrypickles, friske grøntsager og pesto som supplement til peberrod, kapers, rødbeder og æggeblomme. Med de grillede tigerrejer til 85 kr. tog cafeen det sidste skridt ud af anonymiteten. Når man steger en tigerreje, skal den nærmest kun lige røre panden, inden den serveres. Får den for lang tid, bliver den sej og tør. Det ved man på Cafe Katz, for sjældent har jeg fået så lækre og saftige rejer som de syv, der lå oven på en i øvrigt rigtig god salat. Den var stor og bestod af romainesalat, friske tomater, squash og lækkert braiserede rødløg, der beviste, at løg kan forvandles fra grundingrediens til delikatesse, når de behandles med forstand. Det hele var bundet sammen af en lind dressing af fløde, pesto, hvidvin og saften fra rejerne, og selv om parmaskinkerullerne virkede malplacerede, lagde helhedsindtrykket sig et godt stykke over middel. Den ret vil man gerne komme tilbage for. Overordentlig mætte trillede vi nedenunder i loungen, hvor flere sofagrupper af fletmøbler indbyder til, at man drikker sin kaffe, mens man slår mave. Her sidder man altså godt. Og når den sympatiske tjener dukker op med et stykke af den chokoladekage, der gjorde cafeen til kagedanmarksmester i 2005, så overvejer man at blive til kl. 22, hvor dj'en dukker op for at omdanne de anonyme lokaler til natklub i weekenden. Så længe blev vi ikke, for rastløsheden endte alligevel med at drive os ud af cremehulen. Der er simpelthen ikke tilstrækkelig atmosfære til, at man gider blive siddende og lytte til den lave loungemusik, der lyder som instrumentalversioner af Norah Jones. Ejerne må slukke for fjernsynets boligprogrammer og lede efter inspiration andre steder, hvis folk med rejeallergi skal have noget at komme efter. Så selv om tigerrejerne var forrygende, efterlader vi kun tre kopper på de mørkebrune træborde.