Lyngby er meget mere end storcenter, ILVA og Magasin. Nu hvor solen har overtaget, kan en sejltur på Lyngby Sø kraftigt anbefales. Eller en travetur ned igennem Mølleådalen. Eller Frilandsmuseet, der har fri entré sommeren over. Vi havde valgt det sidste og var blevet godt gammelsultne efter en formiddagsvandring gennem gamle dage. Og hvor går man så hen, når man ikke lige gider Lyngbys indkøbsklodser? Ifølge min gæst, der var opvokset i området, plus iBYEN's anden cafékontrollør, H. Palle, der ved lidt om alt, var der ingen tvivl: Café Mig og Annie. Den ligger midt på Lyngby Hovedgade, der med sine voluminøse facader på de små huse ligner en kulisse til en westernfilm. I selve lokalet stod cafébordene og -stolene hulter til bulter. »Det minder om en ventesal«, konstaterede min gæst, der huskede stedet som »meget mere hyggeligt«, end de sterile og dominerende udsugningsrør i loftet og en bar i aluminium kunne levere. Kun en række ældre kaffedrikkende damer, der sad på rad og række med Berlingeren, gav liv og afslørede, at vi var nord for København. Vi bænkede os udenfor i stedet. Selve kortet er uhyre traditionelt - og endda i den dyre ende. Lidt underligt, for Mig og Annie er ellers en ren frokostcafé, der stort set ikke har åbent om aftenen. En sandwich ligger omkring de 75-90 kroner, og en ret kommer op omkring de 100 kroner. Det eneste rigtigt utraditionelle var køkkenets særlige forhold til det eksotiske 80'er-hit rejer og ananas. Den kombination holder ikke i min mund, så vi bestilte sandwich med hellefisk og blendede soltørrede tomater (85 kr.) og et stykke hjemmelavet grønsagstærte til 90 kr. Dertil Søbogaard og isvand til henholdsvis 26 og 8 kr. Ret pebret, især når man konsekvent beder gæsterne om selv at tage drikkevarerne med ud. Selve maden, som der var rigeligt af, smagte ganske udmærket. Bedst var den hjemmelavede tærte og brødet, resten kunne vi også have købt i Irma skråt over for. Og det var det. Solen var væk, så en okay kaffe (20 kr. for en dobbelt espresso) og to klæge kager (29 kr. pr. stk.) fortærede vi inde i det nøgne cafélokale. De kaffedrikkende damer var gået hjem. Det samme gjorde vi. Uden at blive klogere på, om cafeen var opkaldt efter Woody Allens film (tjeneren vidste det ikke), og uden at have forstået, hvorfor stedet var så velbesøgt og har et så godt ry. Jeg kan varmt anbefale søen, dalen og museet, men husk madkurven, hvis madoplevelsen skal matche Lyngbys smukke omegn.