SuperBrugsen - eller suppeposen, som en af mine gamle venner konsekvent omtaler denne panskandinaviske dagligvarekoncern - havde en overgang nogle vanvittigt overfriske og irriterende tv-reklamer, som altid blev afsluttet med sloganet: »Så behøver du kun at handle ét sted«. Og hvad er det dog - ja, hvad mener De, fru Heilbuth - for noget pjat at komme anstigende med til sande cineaster, som principielt er hamrende ligeglade med den type kommers - medmindre altså lige bemeldte sødmælks- og dåsetomatpusher slog en bod op i forbindelse med en biograf, så man kunne købe ind på vej til eller fra en film. Så behøvede man i sandhed kun at gå ét sted hen, når de basale behov skulle tilfredsstilles: føde og film. Så vidt er det desværre ikke kommet. I forbindelse med filmforevisning tilbyder de fleste stadig kun drikkevarer, sukkerstads og popcorn; men gode gamle Grand i midten af byen - som ikke hedder Midtbyen, for helvede - har som eneste biograf gjort et forsøg på at afhjælpe denne dårligdom. Man har nemlig indrettet en decideret café med rigtige fødevarer. Hvilket vil sige, at der er mulighed for at få sig en sandwich, en salat, en croque monsieur eller en ombæring af den efterhånden ubiquitiøse tapas-tallerken - ledsaget af en kop kaffe, te eller noget stærkere. Og efter filmen, som meget vel kan være en krævende sag af Kim Ki-duk, er der også mulighed for at styrke sig med alkoholiske drikke i baren, der er ganske pænt bestykket. Grand er jo den rigtige 'intellektuelle' biograf. Det er her, man møder sin gamle fransklærer og får en sludder om den seneste Agnes Jaoui-film. Det er her, man tager sin kæreste med hen, hvis man ønsker at signalere, at man altså ikke er medlem af Jean-Claude van Dammes fanklub, men skam interesserer sig for filmkunst og gerne nyder et godt glas fransk drue iført baret og kendermine. Og det kan man godt mærke på caféen i Grand. Den emmer af film og af ånd - god gammel kulturradikal gymnasielærerånd af den uopslidelige slags med rullekravebluse under tweedjakken, piben i munden og Miles Davis-plader i Mogens Koch-reolen. Menuen er klogelig nok ganske uformel. Man skal kunne få sig en bid før eller efter Almodóvar. Og det kan man. Sandwichene er reelle og rigelige, det samme gælder salaterne. Anretningerne kan snildt holde sulten stangen en films tid. Slagnummeret er tapas-tallerken (68 kroner), som er så tilpas rigelig, at to godt kan dele den. En fin lille servering med chorizo, parmaskinke, ost, tapenade, oliven og lidt salat samt brød og smør. Lige hvad en brødflov biogænger trænger til, hvis man ikke har nået at spise inden syvforestillingen. En gang humus kan også gøre tricket. Serveringen er venlig, også når der er stort rykind, og horder af henna-farvede veninder kræver cappuccino, rødvin og opmærksomhed. Og maden er glimrende, uden på nogen måde at være ud over det sædvanlige. Kaffen er so und so. Den er varm, sort og i kopper, men så er alt også sagt. Til gengæld er helhedsoplevelsen rigtig fed. Og det der med at kunne spise og gå i biografen i en og samme arbejdsgang, det er simpelthen smart. Så derfor skal Grand have tre kopper.