Der dufter smørfedt af fransk bager, da jeg stikker hovedet ind i Pauseriet. Klokken er lidt i ni, og cafeens enlige vært og kok er ved at sætte bordene op og beder mig undskyldende om at vente et par minutter, til hun er klar. Ingen stress. Det er nemlig en af de morgener, hvor en let parfumeret blomsterduft for en stund har fortrængt lugten af byens røg og møg. Hvor Søerne ligger blikstille, og København for et øjeblik har skruet ned for sig selv.
Pauseriet ligger med Sankt Jørgens sø som nærmeste nabo, og med cirka 30 udendørs pladser er det et oplagt sted at slå sig ned på turen rundt om Søerne.




























