Hvis man som undertegnede har mere end svært ved holde styr på kalenderen, er det en god ide at vige langt uden om yderligere forvirring og ellers skønne Sandra Bullock, der i denne besynderlige film har mere end svært ved at hitte rede i, om det nu er tirsdag eller lørdag. Og om det var i går eller i morgen, hendes mand afgår/afgik ved døden. De forudanelser om virkelige hændelser, mange mennesker oplever at have, er såmænd et udmærket emne at undersøge i en film. Men desværre når vi her kun til de klicheer, der til gengæld også står i kø hele vejen igennem den usammenhængende historie. Rundtosset handling En dag får den smukke, velholdte og hjemmegående forstadsfrue Linda Hanson (Bullock) besked om, at hr. Hanson (Julian McMahon) er død i en trafikulykke. Næste morgen sidder han ikke desto mindre og spiser morgenmad med parrets to døtre! Fra da af spoler handlingen rask væk frem og tilbage med filmens publikum som sagesløse passagerer på en tur, der gør én langt mere rundtosset end klog på sine personer og fænomenet forvarsler.

Advarsel om forvarsel

I de sidste ti år har talrige film benyttet sig af teknikken med at fortælle handlingen baglæns, men sjældent har metoden været brugt med så lidt omtanke som i ’The Premonition’. Alene det faktum, at vi ikke aner, hvordan Linda Hanson slipper ud af den tvangsindlæggelse på sindssygehospitalet, hvor vi i en scene efterlader hende fastspændt i trance efter talrige indsprøjtninger, siger lidt om mangelen på sammenhæng. Dertil kommer, at alle andre personer end Sandra Bullocks nænsomt skildrede, stadig mere desperate husmor er irriterende og utroværdige med hendes dominerende mor (Kate Nelligan) som den mest ulidelige. Et forsigtigt forvarsel herfra er, at filmen vil efterlade alle andre end hardcore-fans af Sandra Bullock og folk med en særlig interesse for det overnaturlige i en tilstand af bundløs forundring og træthed.