»Nu er min triumf i sigte. Nu er vejen banet for mit råb om hævn på mine fjender. Nu er tiden inde«. Først og fremmest er det sproget:
»Der bruges meget voluminøse ord i ’Medea’. Det er så storladent. Samtidig er det også meget moderne og let forståeligt. Alene ordet triumf, ikke?«. Mette Døssing smager på ordet endnu en gang, så slår den 35-årige skuespiller en høj latter op:
»Det er ikke noget, man sidder og siger til sine veninder, når de spørger, hvordan det går. ’Jo, ved du hvad: Nu er min triumf i sigte’. Men det er jo fantastisk at arbejde med sådan nogle ord. Vi bruger en oversættelse, digteren Inger Christensen skrev i 1973. Det er fantastisk at få lov til at bruge så store ord og så smukt et sprog: »Det er hverken storsind eller mod, men skamløshed, at stille sig så venligt an mod dem, man netop selv har voldt så stor fortræd«. Det siger hun til Jason, da han forsøger at forklare, at hun jo også har andel i, at han har forladt hende og børnene«.
Jason og Medea er hovedfigurerne i Euripedes’ græske tragedie ’Medea’, der første gang blev opført under Dionysosfesterne i Athen år 431 før vor tidsregning.
Man siger jo, at vand, ild, børn og dyr skal man holde væk fra scenen. Vi har både børn og vand
I morgen er der premiere på endnu en opførelse af klassikeren på Aarhus Teater. Mette Døssing er titelfiguren:
»’Medea’ er et mere end 2.000 år gammelt stykke dramatik. Men fortællingen er alligevel så rammende og gyldig. Selve Medeas handlinger er stadig uforståelige, horrible og slet ikke til at fatte. Det fascinerende er, at teksten ustandselig indbyder til, at man leder efter det punkt, hvor alt trods sin uforståelighed bliver åbenbaret. Det er jo for langt ude. Man kommer kun lige i nærheden af logikken. Man tænker: Hun har været så opslugt af sin kærlighed til Jason, hun har gjort alt for ham. Medea er blevet syg af sorg og jalousi. Så slår hun sine egne bøn ihjel for at ramme sin eks-mand. Det skal jeg forstå«.
Hvorfor?
»Jeg prøver at forstå hende. For jeg tror ikke, at hun er sindssyg. Hvis Medea er psykisk syg, kan man jo sige, at det er sygdommen, der begår de forfærdelige drab. Det er meget nemmere, end hvis det rent faktisk er et normalt fungerende menneske, der bliver drevet så langt ud. Jalousi, sorg og ydmygelse manifesterer sig i Medeas forfærdelige handlinger. Med mine følelser – og ved mine fulde fem – når jeg jo til et punkt, hvor jeg ikke kan følge hende længere. Det er klart. Det fascinerende er alt det, der sker, lige indtil vi opgiver at forstå hende. Medea er jo et utrolig klogt og reflekterende menneske. Hun argumenterer sådan: »Ja, for selv om jeg slår mine børn ihjel, bliver de ved at være mine«. Det, synes jeg, er meget smukt. Hun elsker virkelig sine børn. Samtidig beslutter hun sig for at ofre dem. Forestillingen handler også om afsked. Hvordan forbereder man sig på at sige farvel til nogen, man ved, man aldrig skal se igen?«.
Hun argumenterer sådan: »Ja, for selv om jeg slår mine børn ihjel, bliver de ved at være mine«. Det, synes jeg, er meget smukt
Mette Døssing
Interviewet her foregik en lille uge før premieren.
Som det fremgår, har Mette Døssing arbejdet sig langt ind i rollen som den komplekse, køligt rationelle hævner fra antikkens tid. Selv er hun en moderne kvinde, der denne morgen netop har afleveret sit barn i børnehaven og er cyklet gennem den råkolde morgen til Aarhus Teater, rammen om samtlige kvinden fra Juelsmindes foreløbig 14 år som skuespiller.
Lige efter elevtiden fik hun fast tilknytning til teatret bag domkirken. Her har hun gennem årene spillet mange klassikere: Molière, Strindberg, Ibsen, Oscar Wilde og ’Mesteren og Magarita’. Formelt er Mette Døssings, foreløbig, fornemste præstation rollen som Kristin i ’Frk. Julie, som hun forrige år fik en Reumert for.
»Jeg jo en del af ensemblet på Aarhus Teater, hvor klassikere er en naturlig del af repertoiret. Men før jul spillede jeg ny dansk dramatik af Astrid Saalbach, og før dét var jeg med i en familieforestilling. Jeg synes, det er ret bredt. Noget af det sjove ved at være en del af et ensemble er jo, at man kommer til at medvirke i stykker, som måske ikke ligger ligefor. Men man kommer til at indgå i dem, fordi teateret jo skal have kabalen til at gå op. Derfor bliver man som ensemblespiller tilbudt mange roller, man måske ikke ville få tilbudt, hvis man var freelance. På den måde bliver man ved med at føle sig udfordret«.
Som om den skæbnetunge rolle som den reflekterede hævner ikke var udfordring nok i sig selv, har instruktøren Rune David Grue valgt at lade sin opsætning af ’Medea’ udspille sig i vand. Det meste af scenearealet er dækket af et stort basin med 15 cm vand, som spillerne vader rundt i, mens det tragiske drama spidser til:
»Det med vandet giver god mening i forhold til Medea. Vandet er et billede på hendes ulykke. Hun sidder fast i sølet, i suppedasen. Det er tungt at gå i det vand. Folk, der besøger hende, bliver våde og bliver dermed også en del af hendes handlinger og ulykke«, siger Mette Døssing om det ret specielle teatralske benspænd.
»Teaterets ledelse prøvede længe at få os fra det. Først og fremmest af hensyn til skuespillerne, de kan jo blive syge«, siger instruktør Rune David Grue:
»Man siger jo, at vand, ild, børn og dyr skal man holde væk fra scenen. Vi har både børn og vand«, smiler han diabolsk. Men det virker nu, som om der er godt styr på det. Bassinet, der indeholder 9,000 liter, er konstrueret af teatrets egne sceneteknikere, der også står for den daglige vedligeholdelse af det våde underlag. I modsætning til Mette Døssing er Rune David Grue hentet ind til Aarhus Teater til opgaven at lave en moderne iscenesættelse af det, teateret betegner som »det ultimative hævndrama«.
»Mette har kvaliteter, der umiddelbart er de modsatte af Medeas«, siger Rune David Grue om valget af Mette Døssing til den krævende rolle.
»Medea er jo stærk og handlekraftig, en mørk og kold troldkvinde. Mette har en naturlig skrøbelighed og sårbarhed. Aspekter, det er interessant at tilføre figuren Medea. Et spændende kontrapunkt. Samtidig har Mette også adgang til hadet og den køligt rationelle side af Medea. Hun har et utrolig fintfølende sanseapparat på scenen. Og så er hun, ikke mindst, uforfærdet, hvad de meget store følelser angår. I et stykke som ’Medea’ er det indlysende, at man skulle turde at spille dem helt ud. Det er Mette modig nok til«.
Medea er jo stærk og handlekraftig, en mørk og kold troldkvinde. Mette har en naturlig skrøbelighed og sårbarhed. Aspekter, det er interessant at tilføre figuren Medea
Rune David Grue, instruktør
»Det er jo et meget gammelt stykke. Mange steder er det lidt tungt i det. Der er steder, hvor skuespillerne direkte siger, hvad de tænker og føler. Fra det moderne drama er vi jo vant til, at man viser det, men netop ikke siger det direkte: Enten ved at man taler om noget helt andet end det, man føler, eller slet ikke siger noget, men stumt formidler en følelse ...«, reflekterer instruktøren:
»Det er jo ikke rationelt. Det er ikke en 1:1-hævn. Medea bliver også selv ramt på det smerteligste. Der findes mennesker, der hævner sig og selv går til i vor tid: selvmordsbomberne. Har du prøvet at forstå dem? Det kan vi jo ikke. Men de er jo aktuelle eksempler på, at had kan være så voldsomt, at man er ligeglad med, om den handling, man begår, går ud over én selv. Det eneste, der kan forløse én, er de andres lidelse. Om det så betyder, at man selv må lade livet. Det er hævn i sin mest radikale form. Vi tror, vi har en idé om, at vi forstår, hvad der foregår inde i de mennesker. Men tit og ofte støder man på noget, der sætter én helt tilbage. Vi ved ikke, hvad det er, Medea gør. Det er jo ufatteligt. Det er noget, der bliver ved med at nage. Det kan jo ikke være rigtigt«.
Medea, Aarhus Teater 27. januar-25. februar. aarhusteater.dk