Klumme: Den sidste telefonboks

iBYEN

Der står en telefonboks på hjørnet af Frederiksborggade og Farimagsgade.

Den opdagede jeg en tirsdag, da jeg sad og spiste en is med ryggen op ad isbutikken, der så gerne vil virke gammel, og lige ved siden af urforretningen, som på ironisk vis ser ud til at være gået i stå.

Indeni var der støv overalt. Støv på det lille, afrundede metalbord, hvor man kan stille sin taske, når man skal foretage en længere samtale. Støv på den grå telefonkasse og støv selv på det tunge sorte rør. Engang havde en graffitimaler tegnet lidt uinspireret på glasvæggen og det grønne metal. Nu skallede malingen af.

Jeg løftede røret, og straks var jeg tilbage.

Huskede panikken, der voksede, efterhånden som pengene blev snakket op. Ville man nå at få sagt det hele? Skulle man ofre en femmer mere? Eller gå hele vejen og investere i de telefonkort, som lå side om side med lånerkortet? Engang hørte vi om nogle drenge, som havde fundet på en måde, så man kunne snyde og bare ringe uendeligt.

Til hele verden! Vi vidste ikke, hvem de var, men vi drømte om at være dem.

Stakkels telefonboks, sikke en skæbne for en, der engang var så populær.

Folk stod i jo kø uden for dem, navigerede efter dem i bybilledet. Hvor er der en? Hvem ved det? Hvor?! Man skulle jo have fat på folk, også om natten, og må jeg sove hos dig, jeg står lige nede om hjørnet.

Er du snart færdig?«. Lige mens man stod og snakkede allerbedst, kunne man mærke en stiv finger mellem skulderbladene.

»Telefonen er til korte beskeder!«. Det kunne folk fint finde på. Telefonboksene var vores alle sammens, man skulle ikke flytte ind. Og ve den, der kunne finde på at lave to på hinanden følgende opkald. SÅ blev køen RASENDE.

Engang så vi endda to, der kom op at slås, og skyndte os væk. Det var uden for en telefonboks, der stod på Vesterbrogade i 1980' erne. Den var der altid nogen, der ringede i. Nogle gange var det min far, som ringede hjem til min lillebror og mig på Fyn for at aftale, hvilket tog vi skulle med.

Den lille raslende lyd, når mønten fandt sin vej gennem maskinen. De mønter, man puttede i op mod syv gange, indtil man accepterede, at der nok alligevel VAR noget i vejen med lige præcis dén mønt.

Jeg kiggede ud af den sidste telefonboks, forladt som den var, og tømt for funktion. Kiggede ud på gaden og så... at den overhovedet ikke var alene, de andre telefonbokse var der stadig!

Nu skrumlede de bare rundt på gaderne, havde sko og strømper på, og travlt. De stødte ind i hinanden, så optagede var de af samtaler, de var i gang med. Trampede i pedalerne, svedte og bremsede op, og nogen råbte RASENDE: »Det er livsfarligt, det der!«, efter en telefonboks.

Lige mens den holdt for rødt og snakkede allerbedst på sin cykel.

Hvis du kommer forbi telefonboksen på Frederiksborggade, så prøv at løfte det sorte rør. Det er virkelig tungt.

Annonce

IBYEN