Jeg kan ingenting se. Alt lys er slukket. Jeg sidder på en klapstol, nogenlunde på midterste række i salen – der, hvor instruktørens bord også står, blot lidt længere nede ad rækken.

Billedet af en spinkel kvinde med krøller og markante briller dukker frem på min nethinde. Hendes stemme er lys og uskyldig, næsten som et barns. Hun synger om at have ondt i hjertet og om at flyve rundt på en stor lyserød sky. Om at være ’Let som en fjer’ og om at stå ’Ryg mod ryg’. Om livets genvordigheder. Serveret i blide toner og med en stemme, der måske, måske ikke kan knække over, når det skal være.