Lærke Kløvedal synes, gastroniveauet er højt i Danmark.
Foto: Agnete Schlichtkrull

Lærke Kløvedal synes, gastroniveauet er højt i Danmark.

iBYEN

Interview med Politikens nye madanmelder: »Man kan altid flå en ret fra hinanden, hvis det er det, man vil«

Kunsten er ikke at møde op med den lyst, mener Lærke Kløvedal, der i denne uge debuterer som Ibyens madanmelder.

iBYEN

Du har et godt job som vært og redaktionschef hos DR. Hvorfor vil du være madanmelder?

»Fordi det er et privilegium at få lov til professionelt at forholde sig til den gastronomiske udvikling, der sker i Danmark i de her år. Niveauet herhjemme er hysterisk højt. Og det gælder ikke kun for de restauranter, der allerede har fået anerkendelse, men lige så meget for vækstlaget. Skulle man komme i tvivl om niveauet herhjemme, kan man tage et smut forbi de gamle gastronomiske højborge i udlandet og så skynde sig hjem til Danmark og bare sige tak«.

Hvad skal den gode madanmeldelse kunne?

»Den skal være i øjenhøjde og kunne afkode, hvad det er, kokken og restauranten vil. Den skal kende sin genre. Og så skal den selvfølgelig være præcis omkring, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer på tallerkenen og i glasset. Jeg synes personligt, det er dejligt at kunne mærke anmelderens madglæde og gå-ud-glæde, når jeg læser restaurantanmeldelser. Det synes jeg, man skylder det sted, man besøger, og som man efterfølgende er med til at give nogle ret afgørende hjerter med på vejen. Jeg synes ikke, det klæder en madanmeldelse, når en anmelder ikke kan modstå fristelsen til at være perfid. Det klæder i øvrigt heller ikke dem, der ikke er anmeldere«.

Du har været gift med Politikens tidligere madanmelder Adam Price, som nu selv er restauratør. Er der ikke risiko for, at du er inhabil, når du på den måde har forbindelser til branchen?

»Man kommer nok ikke uden om, at hvis man er begejstret for mad og restauranter, så går man meget ud og spiser. Hvis ikke man gjorde det, ville man som anmelder komme til at mangle en erfaring og en referenceramme. Gennem årene støder man på mange af de samme mennesker, så selvfølgelig skal man være sig den historik bevidst. Jeg er opmærksom på, men ikke bekymret for, at være inhabil. Man er vel inhabil, hvis man ikke kan lægge sin personlige relation til side, eller hvis man synes, man skylder nogen noget, når man sætter sig i anmelderstolen. I det tilfælde vil jeg overlade pennen til en af Politikens andre anmeldere«.

Har du et anmelderforbillede? Hvis ja: Hvem og hvorfor?

»Jeg ville lyve, hvis jeg ikke svarede Adam Price. Og så må jeg jo leve med, at det er et lille-bitte smule indavlet svar, når det nu er ham, jeg har været i en slags awkward, ægteskabelig mesterlære hos. Adams anmeldelser har altid været vidende, i øjenhøjde, og sprogligt veloplagte. Og så har Adam slet og ret været en god og optimistisk gæst, når han var ude at anmelde. Man kan altid – og jeg mener altid – flå en ret eller et måltid fra hinanden, hvis det er det, man har lyst til. Kunsten er ikke at møde op med den lyst«.

Hvor kommer din interesse for mad fra?

»Helt grundlæggende er jeg enormt sulten. Og jeg bliver i dårligt humør over at spise dårligt (jeg taler til jer, DR’s kantine). Jeg er vokset op med en klog mor, der prioriterede økologi og i perioder var selvforsynende i en tid – og i Thy! – hvor den slags ikke var spor moderne. Og med en stedfar, der tog sig tid til at lære mig at flå en fisk og lave en remoulade fra bunden. Den slags gør jo indtryk. Efterfølgende var det fra min kokkeuddannede storebror, der piskede noget så eventyrligt som en bearnaise. Så tror jeg nok, man lærer forskellen på russisk og fransk estragon og på løg og skalotteløg«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad er dit mest mindeværdige måltid?

»Da jeg var stor teenager, havde Søren Gericke et sommerkøkken i Thy. Min familie og jeg skulle medbringe selvplukkede kantareller og ville få en middag til gengæld. Størrelsen af middagen afhang af kantarel-kilomængden. Vi kom med 7 kilo. Og spiste og drak hele natten. Knurhane, majs vendt i honning, en magisk drik lavet på hindbær. Jeg blev madhøj, lykkelig og havde aldrig nogensinde smagt noget lignende«.

Hvad er din private hofret, når du selv står bag komfuret?

»Min hofret er faktisk at hyre en kok hjem i privaten, når jeg skal holde store middage. Glæden ved at sidde med benene oppe og et glas champagne i hånden en halv time, før gæsterne kommer. Selv om det jo næsten lyder så arrogant, at man ikke tør sige det til Politiken«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

IBYEN