Trommeslag, der rammer som tungt trampende Dr. Martens-støvler. Melodiske basgange. Og en insisterende kvindestemme, der synger om at vente på mirakler, bevæge sig fremad og nedbryde facader.
Udtrykket er mørkt og minimalistisk, når den københavnsk baserede trio Nelson Can inviterer på noget så atypisk som rock uden guitar. Det handler om at få meget ud af ingenting, mener de. Og det er en kompromisløshed, de for alvor har slået fast med deres nye ep, der i samme skrabede ånd er døbt ’Ep3’, og som de seneste uger er blevet modtaget med en regn af roser fra både danske og udenlandske musikanmeldere.
Og bevares, det er da lækkert, lyder det fra Selina Gin, Maria Juntunen og Signe Tobiassen, der tilsammen udgør den punkede tremandshær. Men egentlig er det langtfra med ambitionen om at imponere den etablerede musikbranche, at pigerne nu er vendt tilbage efter en længere pause fra både bandet og hinanden. ’Ep3’ er resultatet af et reddet venskab, en forsoning og en ny fælles mission. Og derfor betyder det ikke så meget, hvad alle andre tænker, fortæller de, da vi møder dem i en lille lejlighed på Amager.
I aften spiller Nelson Can i et udsolgt Pumpehuset. Og i den anledning har Ibyen mødt dem til en snak om at lave musik på modstand, nægte at gå på kompromis, og hvor »pisse provokerende« det er at blive sammenlignet med bands. Bare fordi de er kvinder.
