Når man går rundt i det kuperede landskab i byen Bristol, ad kringlede gader, forbi hippiehuler og parcelhuskvarterer, er det hele »fucking kaotisk«, fortæller James Black om sin engelske hjemby. Men der er sjældent langt til den nærmeste bakketop. Og derfra kan man se, hvordan byen former sig i et væld af strukturerede streger.
På samme måde arbejder den 27-årige komponist med en form for organiseret kaos, fortæller han, da Ibyen møder ham i Musikkonservatoriets kantine. Onsdag afslutter han 5 års studier på Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums solistlinje, der både uddanner instrumentale, vokale og kompositionssolister, med en debutkoncert i koncertsalen. En koncert, der blander det stringent klassiske univers med teatralske elementer, dansebevægelser, grimasser. Og så nøjes han ikke med at skrive musikken. Han er også med til at fremføre den.
James Black trækker en sort notesbog op af sin rygsæk. Bladrer målrettet gennem skriblerier, streger og skemaer og lægger så bogen på bordet. »Det kan godt være, at min musik ser latterligt kaotisk ud«, siger han og prikker med fingeren på en af siderne. »Men alt er skrevet helt detaljeret ned. Numre, systemer, bevægelser. Alt er struktureret«, siger han og kigger overbevisende op fra noget, der mest af alt ligner telefontegninger og noter fra et afsluttet spil rommy.
James Black komponerer måske nok klassisk musik. Men han er langtfra som de fleste klassiske komponister. Det handler om at lege med oplevelser, forklarer han. Både de auditive og de visuelle. Og så gøre alting fuldt ud.
