»Er det en mand?«.
Smita Søndergaard Villemoes ser skeptisk op mod døren ind til natklubben Kimia, da Politikens fotograf træder ind med favnen fuld af udstyr.
»Uh, det tror jeg ikke, Pardis er nede med«, tilføjer hun og vender sig spørgende mod klubmama Pardis Pourahmad, der er ved at fylde flaskeøl på hylderne.
Og det har hun ganske ret i. Denne torsdag aften er der lukket for mænd på den lille klub i Blågårdsgade på Nørrebro i København, der ellers normalt åbner dansegulvet for københavnere uanset køn og etnicitet. Det er første dag i den dj-skole, de to sammen har startet for at få flere kvinder bag pulten i det københavnske natteliv.
