Hvor ville du tage din date med hen på Valentinsdag?
Vi spurgt to restauratører, en musiker, en kærlighedslektor og Ibyens helt egen kærlighedsdoktor, brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson, om råd til din 14. februar.
Ibyens store dateguide: Single, fraskilt, enke? Vi guider dig til kærlighedstræf på byens bedste locationsHer deler de deres bedste tip.
Let’s get it on ...
1. Anika Madsen, chefkok på Roxie og vinder af White Guides ’Årets unge kokketalent’: »Min anbefaling falder på La Banchina. Det er et lille sted på Refshaleøen med fokus på bæredygtighed, økologi, ’sommerhus-stemning’, god mad og vin. Refshaleøen er bestemt også et godt besøg værd i de mørke vintermåneder og kun en lille rask cykeltur væk. Der er god stemning og plads til møs og til smovse og safte sig ned i vin. Og så har de en sauna, ikke at forglemme«.
2. Katrine Frøkjær Baunvig, lektor på Aarhus Universitet og forfatter til bøgerne ’Romantik’ og ’Den eneste ene’: »Fordi kærligheden mellem døde mennesker altid fremstår særligt ren, stærk og ukompliceret, anbefaler jeg en udflugt til Assistens Kirkegård. Tag din elskede i hånden og udforsk blomster og sten som levn fra følelsesliv, der engang var til. Se, hvordan længslen efter ham eller hende, som er gået bort, kan antage mange forskellige udtryk. Led efter dem, som fik et langt liv sammen. Og nyd, at I har hinanden lige nu. Det er nok en tur, der bedst gennemføres i dagslys«.
3.Felix Thorsen Katzenelson, redaktør på Ibyens brevkasse: »Tag på Café Salonen, Café Intime eller en af byens andre halvmørke bodegaer. Danskerne kan hverken tale kærlighedens sprog eller bevæge sig med parisisk ynde – der er bare ikke meget fransk charme over os nordboere. Derfor har vi brug for den dunkle belysnings omfavnelse og alkoholens formildende tilstedeværelse. Du finder svært noget mere intimt og københavnsk end et bodega. Små tidslommer, hvor du træder ind i en verden før e-cigaretter, bouldering og oppustelige cykelhjelme (tre af de mest usexede ting i den menneskelige historie). Her må der ofte ryges indenfor, dagtilbuddene på flaskeøl er gode, og hvis I er heldige, bliver I nødt til at sidde tæt ved et hjørnebord. Skål for kroviskerier, cafeflirten og bodegasnav!«
4. Anthon Edwards Knudtzon, Citybois: »Les Trois Cochons. Vi fik jo ideen til vores nye sang, som er en slags Valentine’s tune, på Les Trois, fordi det er det mest oplagte date spot. Og vi altid fået god betjening, også selvom det ender med et mennesketårn 00.30. Der er højt til loftet og god stemning«.
5. Umut Sakarya, kok og ejer af Guldgrillen og Guldkroen: »Jeg ville nok tage på kanalrundfart med en flaske Cristal Rosé og lidt kaviar og så bare have det hyggeligt. Bagefter ville jeg tage hjem og selv lave noget mad, for altså, man ved jo, man kommer til at knalde, og så det er bare mere praktisk at være derhjemme. Og så skal det selvfølgelig ikke være en hakkebøf med bløde løg, man laver. Det er bedre med lidt fisk, lidt smålækkerier, en sushirulle, hvis man kan finde ud af det, måske noget stenbiderrogn. Lyserødt mad, ik’?«.
fortsæt med at læse