Lad Solen, Månen og stjernerne guide dig til årets festivalsæson.

Det store festivalhoroskop: Hvilken musikfestival bør du købe billet til i år? Ibyen guider dit stjernetegn

Hvilken festival hører du i virkeligheden til på? Ibyens astrolog guider dig.
   Foto: Gregers Tycho/RITZAU
Hvilken festival hører du i virkeligheden til på? Ibyens astrolog guider dig. Foto: Gregers Tycho/RITZAU
Lyt til artiklen

Du kender Roskilde, Smukfest, NorthSide, Heartland, Tinderbox.

Hver sommer står du på en af deres festivalpladser og drikker dig ned, spiser en overpriced burger og rocker selvbevidst med, når du hører det band, du har lige har læst om i Soundvenue.

Men har du overvejet, hvorfor du egentlig tager til netop de festivaler? Er det måske, fordi de har det største reklamebudget?

Kommer du hjem fra Roskilde og har brug for flere ugers social isolation? Kommer du hjem fra Heartland og er ved at dø af kedsomhed?

Så har du højst sandsynligt ikke afstemt dit stjernetegn med din festivalbillet, og måske hører du bare mere hjemme på Ærø Harmonikafestival eller til havnefest i Bork, den vestjyske perle mellem Tarm og Nørre Nebel.

Ibyens nye husatrolog, Madam Mimosa, lagt dit horoskop for festivalsæsonen og parret det med de oversete festivaler, som hun vurderer passer perfekt til dig.

Vædderen (21. marts-20. april)

Som født i Vædderens tegn er du fuld af sprudlende energi. Det er både din velsignelse og forbandelse. For du kan ikke stille dig tilfreds med klassiske festivalaktiviteter såsom ølbowling i campen i flere timer; det gør dig rastløs. Heldigvis er du udstyret med en innovativ og eventyrlysten tankegang. Må vi foreslå en rask kanotur fra østjyske Hou til Samsø Pianofestival, der afvikles løbende i perioden 4. juli-1. august. Debussy, Beethoven, Chopin, Schumann og Rachmaninov og alle de andre klassikere får tæsk på tangenterne af internationale navne som Natsuki Fukasawa og armenske Heghine Rapyan.

Tyren (21. april-21. maj)

Du er magelig, og tanken om at vågne dehydreret og dryppende af sved på en punkteret luftmadras i et fugtigt telt får dine hår til at stritte. På den anden side er du en æstetiker af en anden verden, du elsker musik, og fordi tyre er så vildt stædige, vil du på festival – koste, hvad det vil. Copenhagen Jazz Festival vil være det optimale festivalvalg for dig. Du sover hjemme i velkendte rammer, kan nyde dine drikkevarer nedkølede, mens du tilbagelænet nyder kvalitetsjazz. Festivalen finder sted 5.-14. juli.

Tvillingerne (22. maj-21. juni)

I år skal du på den familievenlige Langelandsfestival 20.-27. juli.Det skal du, fordi du lider en anelse af talepres, og derfor er det et godt match for dig med en festival, der ikke primært handler om musik, men også om socialt samvær. Har du ikke selv børn med, vil det alligevel ikke genere din festivaloplevelse, at de er der. Tvillingen er fleksibel og alsidig, og du ser intet problem i at råsnave over et Ga-Jol-shot til lyden Wafande, Zidada og Lars Lilholt, mens der løber børn rundt med ansigtsmaling og leger katten efter musen.

Krebsen (22. juni-22. juli)

Kære krebs, du skal fejre begyndelsen på lige netop din sæson med at tage på Kløften Festival 27.-29. juni. Du er et følsomt gemyt og en helt enormt opmærksom og empatisk ven, men du skal huske på ikke at glemme dig selv og dine behov. Inviter derfor din nærmeste vennekreds (som for krebs ofte ikke er så få, I vil nok kunne fylde en mellemstor camp) med til at fejre dig, mens I danser til Nephew, WhoMadeWho, Hugo Helmig, Mathilde Falch og meget mere.

Løven (23. juli-23. august)

Lad os bare sige det, som det er: Du vil være i centrum. Og du higer efter alt, der bare lyder lidt af festivitas. Det gør naturligvis løver til oplagte festivalgængere. Men det skal ikke være en hvilken som helst: Den skal være tjekket og helst lidt ekstravagant, for den skal have dig i rampelyset. Ellers kan du godt gå hen og blive unem. Heldigvis byder Nordsjælland på Musik i Lejet, der finder sted 18.-20. juli. Festivalen er blandt andet kendt for sine smukke solnedgange over stranden i Tisvildeleje. Lige til en løves Insta.

Jomfruen (24. august-23. september)

Som jomfru er du født i et af de mest kreative stjernetegn, men fordi du også er beskeden, kræver det de rette omstændigheder at udfolde dine evner. Dem stiller Nakkefestivalen i Odsherred til rådighed: De har et helt program dedikeret til ’krea og gøgl’. På den lille nonprofitfestival er der både kendte musiknavne og glade dygtige amatører, der kan få lov at optræde. 2019 er festivalens 22. år, og her kan du og vennerne både danse, synge, male og spise jer festivalhøje.

Vægten (24. september-23. oktober)

Bork Festival, der i år afvikles 31. juli-3.august, har med tiden udviklet sig fra en byfest til en musikfestival, og derfor er det en oplagt festival for dig, der er vægt. For ud over at være menneskekender, er du også oplevelseslysten og snupper enhver mulighed for at få indsigt i andre mennesker og kulturer. Tidligere var hovedattraktionerne Rahbæks Tivoli og ’Lækre Annika med slangen’, men i år må du nøjes med Nephew, Gnags, L.O.C. og Rasmus Seebach som hovednavne.

Skorpionen (24. oktober-22. november)

Du kaster dig ud i livet med en intensitet og lidenskab som ingen andre soltegn. Det gør dig til den festivalflirt, man aldrig glemmer, samtidig med at det gør dig til lidt af en nørd. Når du kaster dig over et emne, vil du vide det hele, alle nuancer. Derfor leder du efter en festival, der ligger ud over det mainstream. Lad os derfor foreslå en tur til Ærø Harmonikafestival, der spiller øen i det sydfynske øhav brandvarm 24.-26. maj. Den slags nichedyrkeri vil få enhver skorpion til at danse i begejstring til den lyse morgen.

Skytten (23. november-21. december)

Åh, skytte. Du, som altid er på farten. Du skal selvfølgelig på GrimFest 1.-3. august, hvor de hvert år har upcoming musik fra både indland og udland på plakaten. Her kan du få tilfredsstillet dit behov for altid at kende til det nyeste nye. Desuden er du ikke en af dem, der har brug for 3-4 fadøl i stegende middagssol for at give udtryk for din mening: Skytten kalder en spade for en spade, og som det ærlige menneske, du er, sætter du også pris på ærligheden i festivalens navn.

Stenbukken (22. december-20. januar)

Der er ikke nogen tvivl om, at du som stenbuk bør tage til Wonderfestivalwall, der finder sted 15.-18. august på Bornholm og har TV-2, The Minds og 99, Oh Land og Nik & Jay på plakaten. For en stenbuk findes der ikke noget værre end sjusk og lappeløsninger, og derfor fungerer solskinsøen som et naturligt habitat. Bornholm er beviset på, at vedholdende arbejde kombineret med kvalitetsbevidsthed giver succes. Det er den slags, der gør en stenbuk i godt humør.

Vandmanden (21. januar-18. februar)

Du er så fuld af visioner og idealer, at det næsten kun er en festival, du selv har stablet på benene, der er en vandmand værdig. Men også kun næsten. Som vandmand skal du tage til Burning Mön 23.-25. august; det er en festival, der opstår i samskabelse mellem gæsterne. Det kræver med andre ord kreative indslag og fuld engagement fra alle, der er til stede. At se og feste i resultatet af samarbejdet mellem frivillige kræfter vil få en vandmand til at knibe en tåre af ren og skær lykke.

Fisken (19. februar-20. marts)

Som et vandtegn er du et hypersensitivt væsen, og du vil gerne være i trygge rammer. Det kan umiddelbart synes svært foreneligt med ideen om festivalragnarok, men det vil være synd at snyde fisken for en festivaloplevelse, fordi du finder ro i kunst, litteratur og musik. Her kommer Venø Festival til undsætning 20.-21. juli. Her er der plads til både børn og voksne, og der er både østemning og støjrock. Desuden er billetten med mad inkluderet, og det vil være en tryghedsskabende omstændighed for den følsomme fisk.

Madam Mimosa

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her