Rapport over prisniveauet i verdens store byer placerer København i den dyre ende af skalaen. Men københavnerne har det godt trods alt.

København tager adskillige topplaceringer: Ny rapport ranglister verdens dyreste dating- og ølbyer

En date i København er ifølge Deutsche Bank's rapport en dyr fornøjelse. Men det kan nu også gøres på budget - for eksempel med en enkelt øl på en café som Café Slusen (foto) ved Sluseholmen. Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
En date i København er ifølge Deutsche Bank's rapport en dyr fornøjelse. Men det kan nu også gøres på budget - for eksempel med en enkelt øl på en café som Café Slusen (foto) ved Sluseholmen. Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det kan være en dyr fornøjelse at bo i Danmarks hovedstad.

Overrasket? Nej, vel?

Hvert år udgiver Deutsche Bank, en af verdens største banker, rapporten ’Mapping the World’s Prices’, som gennem en lang række økonomiske jugementer og gennemsnitsberegninger giver et praj om, hvor dyrt eller billigt det er at bo i 55 af de største byer og hovedstæder i verden.

På den seneste liste, der netop er udkommet, render København med flere, dyre førstepladser.

Vi har plukket en række af dem her.

1 42 kroner skal du ifølge rapporten i gennemsnit have op af lommen, hvis du vil nyde en cappuccino i København. Det gør hovedstaden til den dyreste by på hele kloden at købe kaffe i – dyrere end både Dubai og Oslo. Bor du i Milano, får du den i gennemsnit serveret for 11 kroner.

2 Når det gælder øl, kommer København ind på en tredjeplads med en gennemsnitspris for en stor øl på 56 kroner, kun overhalet af Oslo, hvor prisen ifølge rapporten er 66 kroner, og Dubai, hvor en kold fadbamse står i 76 kroner.

3 Endnu en tredjeplads opnår København i rapportens ’cheap date index’. Hele 1.055 kroner koster en gennemsnitlig date i København ifølge rapporten (en date forstås som taxature, frokost eller middag, drikkevarer, biografbilletter efterfulgt af et par øl), mens man i Egyptens hovedstad, Cairo, kan gå på hele fem dates til samme pris.

4 Er du mand, og skal du klippes hos frisøren, må du i ifølge rapporten i gennemsnit af med 318 kroner, hvilket er den dyreste klipning blandt alle lande i opgørelse. (Tip: Der findes adskillige 110-kroners klipninger på Nørrebrogade, men dem har Deutsche Bank nok ikke været forbi).

5 Det koster i gennemsnit 107 kroner for en tur i biografen i København og 20 kroner for to liter Coca-Cola, der i Istanbul koster 5 kroner.

6 Til gengæld placerer København sig på en 25. plads, når det kommer til cigaretpriserne. I Melbourne koster en pakke Marlboro for eksempel hele 154 kroner, mens den koster 9 kroner i Nigerias største by, Lagos.

7 De cirka 250 kroner, som man må slippe hver måned for at kunne okse af sted i et fitnesscenter i København, giver os en 45. plads og titlen som et af de billigste lande i verden, hvad fitnessmedlemsskaber angår.

8 Selv om København ifølge rapporten må kaldes et dyrt bekendtskab, er der også fordele ved at bo i den danske hovedstad. I hvert fald placeres København på en 3. plads som byen med højst livskvalitet, ligesom København er i top 10 på listen over største rådighedsbeløb, når huslejen er betalt.

Du kan selv gå på jagt i flere tal i rapporten her, hvor du også kan læse mere om, hvordan beregningerne er lavet.

Malene Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her