»For omkring otte år siden spillede jeg med i Anton Tjekhov-forestillingen ’Mågen’ på Det Kongelige Teater. Jeg skulle spille husbestyrerinden Polina, som er forelsket i husets læge. Stykket foregår i slutningen af 1800-tallet, så vi var klædt i kostumer fra den tid. Jeg havde kjole på, høje stilletter, et meget stramt korset og et stort nøglebundt hængende i livet. I en af de første scener skulle Polina besvime, fordi der både var varmt, og fordi hun blev forskrækket. Vi havde øvet det mange gange, og det var hidtil gået, som det skulle.
Men til vores forpremiere var sømmen i min lange kjole gået op, uden jeg havde opdaget det. Så lige inden jeg skulle lave mit besvimelsestrick – mit store flotte fald – stod jeg oven på kjolen. Jeg kunne ikke mærke det, da jeg havde de høje sko på. Så da jeg læner mig bagover, falder jeg som et stift bræt, fordi jeg havde det stive korset på, som gjorde, at jeg ikke kunne lande rigtigt. I stedet landede jeg på nøgler, hånd, krop, og så lød der et knæk.
