Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har sat alderen op på min Tinder, så jeg kun matcher med mænd, der er 40-50. Selv er jeg 25. Jeg er virkelig træt af mænd på min egen alder for tiden, men jeg tror samtidig ikke på, at jeg finder lykken blandt den nye aldersgruppe, det er mere tidsfordriv og lidt fetishagtigt i virkeligheden.
Jeg er ikke så interesseret i, om det er okay over for dem, men begår jeg en fejl for mig selv ved at dyrke kærligheden og sex på sådan en halvhjertet måde? Er der bare nye skuffelser i vente?
Kh ungmøen
Gæsteredaktør Oliver Stilling:
Kære ungmø
Det, du har gang i, er totalt okay. Hvis du vitterlig har en fetish for de her mænd, vil du ikke blive skuffet.
Men lad os lige se nærmere på den omtalte aldersgruppering. Når en ungmø som dig er i farvandet, inddeler den sig typisk i to hovedgrupper: Den ene er de midaldrende singlemænd, som aldrig har kunnet indgå i længerevarende forhold, fordi de er umodne og selvoptagede. Den anden er midaldrende fraskilte mænd (med delebørn), som er up for grabs på ‘the second market’.
Gæsteredaktør
Oliver Stilling
Journalist og forfatter, 46 år.
Er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole og har arbejdet på bl.a. Information og Politiken.
Han er i dag skribent på mediet Føljeton.
Den første gruppe kan være ret ulidelig; de har en utrolig evne til at få alt til at handle om dem, og hvis du vil opnå mere end sex, skal du være i stand til at tilsidesætte dig selv fuldstændig og tale til (og om) ham, som om han var et geni, og behandle ham som en baby. Til gengæld har han typisk flere penge end umodne mænd på din alder.
Så er der de fraskilte med børn. Det er ikke rart at være midaldrende fraskilt kvinde, men det er så sandelig heller ikke rart at være midaldrende fraskilt mand, for mænd har ikke kvinders selvopholdelsesdrift. Et nyt kvindeligt erotisk bekendtskab kan imidlertid gøre underværker. Hvis den midaldrende fraskilte mand kan lide dig, vil han gå endog meget langt for at være ung med de unge. Nyt tøj, ny frisure, måske endda smide et par kilo. Men så snart du ikke er der, går gassen af ballonen, skal du vide.
Når det er sagt, så synes jeg, du skal kaste dig ud i det.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære ungmø
Mænd på vores alder vil jeg nærmest ikke snakke om. Tænk, at de går rundt og tager så lange uddannelser og stadig har så lidt interessant at sige, drønærgerligt. Dermed selvfølgelig sagt, at jeg godt forstår trangen til at dyppe tæerne i gråstængte farvande, men lad os lige gennemgå nogle af baderådene:
- Lær at svømme. Det gode ved mennesker på den alder er, at der er en øget chance for, at de kan disciplinen, og en øget risiko for, at pudesnakken er et forsvar for, at Bob Dylan har fik en nobelpris i litteratur.
- Råb aldrig om hjælp for sjov. Voksne mænd elsker især to ting: at føle sig unge og føle sig vigtige. Så vær beredt på en livredder.
- Brug dine øjne og din sunde fornuft. Flere år betyder potentielt mere bagage. Pas på hestehuller og deleordninger, og selv om du aldrig må gøre det til havs, så svøm mod strømmen, hvis du skal høre bare det mindste om en ekskone.
- Slip ikke børnene af syne. Once you go dadbod … kan du sagtens gå tilbage. For det handler jo ikke om alderen, men om rabalderen. At kunne huske, da Berlinmuren faldt, er ikke det samme som at have en personlighed.
Du må dyrke kærlighed og sex lige så sløjt, du har lyst, men hvis du går tomhændet i vekselautomaten, går du højst sandsynligt tomhændet derfra. Man er ikke spændende, bare fordi man synes, resten af ens egen generation ikke er det, og man får sjældent mere kærlighed, end man fortjener.
Men helt ærligt, pak du bare (sol)beskyttelsen, og tag en fortjent ferie fra de unge fuckboys. De er der også, når du vender tilbage.
fortsæt med at læse