Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har et venskabsspørgsmål, jeg gerne vil have hjælp med. Infoen er som følger: Jeg er en fyr på 27, som er en del af en mindre vennegruppe. Alt er sådan set fryd og gammen. Men lige inden jul skulle vi hjælpe en af vores venner med at flytte fra Nørrebro til Amager. Det er også fair, hvis bare det ikke var fjerde gang på tre år, og nu har han bedt om hjælp igen i juli.
Jeg er ekstremt træt af at bære den samme standerlampe op på en ny fjerdesal for lunkne øl og et pizzaslice. Hvornår er man gammel nok til at ikke skulle hjælpe sine venner med at flytte? Og må jeg bare gerne lade være med at hjælpe?
Kh flyttemanden
Gæsteredaktørerne Flæs:
Kære flyttemand
Der må vi bare sige: »Det er ikke dig, det er ham!!!!!«. Du har en ven uden situationsfornemmelse, for når man er kommet i kategorien ‘sluttyverne’ er det slut med at tro den slags drænende arbejdsopgaver kan lønnes med en Hawaii-pizza og et skulderklap.
Indtil man er cirka 24 år, må man bede om flyttehjælp, for der har man også kun en enkelt Ikea-seng, en plante og sådan en ølkasse, man købte på et loppemarked. Så med mindre din ven er udtalt minimalist, der har brugt alle pengene på et enkelt Andy Warhol-værk og et par sneakers, så går den bare ikke længere. En regel kan lyde, at har man råd til at have en Hay-pude, så har man råd til at betale for flyttehjælp.
Du har en mund, Flyttemand, og med en mund følger der et ansvar. Du har et ansvar om at sige det, for du er også selv gammel nok til ikke at gemme dig. I sluttyverne skal man kunne sige fra over for sine venner. Både når det er: »Hey, du skal ikke tage min kæreste på røven!« og når det er: »Du er ikke cool, når du får dine venner til at slæbe dine ting op på femte for 117. gang!«.
Ellers får din ven lov til at være en igle, og der kan gå betændelse i det lille bid, hvor han har sat tænderne i dig. Vi har også den slags iglebekendtskaber, hvor vi engang imellem tænker: »Hvorfor er det nu, jeg har det svært ved dig?«, og hverken du eller din ven skal ende der.
Så tag du fat om iglen og sig til dens iglemund: »Velkommen til sluttyverne, det er ikke nødvendigvis nemt det hele, men nogle ting gør man selv, kammerat«.
Kh Flæs
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære flyttemand
Hvor ville jeg ønske, at jeg ikke skulle afsløre det her, men: Jeg er ham vennen.
Familie og venner har slæbt et hav af mumikrus (altså, jeg kommer aldrig til at have 30 personer på besøg til te på en gang?!), ulæste bøger og Louisiana-plakater i Ikea-rammer for mig i årevis. Det er ikke mere end et par uger siden, jeg fik min gode ven og min stakkels far til at hjælpe med at slæbe en stor sofa op på fjerde via en smal trappe på Vesterbro. Vi sad fast hver femte meter, belønningen var hanevand og en croissant fra et af de pæne bagerier.
Indrømmet havde jeg betalt mig til to flyttemænd ved sidste store flytning, så lidt har jeg måske lært. Og selvfølgelig skal din ven have penge op af lommen, og ikke kun til tre pizzaer med dressing og en kasse Harboe. Men hvis du virkelig vil afhjælpe din ven, så hjælp ham med at finde et ordentligt sted at bo. Københavns boligmarked er grobund for nærmest lige så klamme ting som dem der voksede på fugerne i det badeværelse jeg engang havde hvor udluftningen ikke virkede.
For mens du, kære spørger, sætter opvaskemaskinen over i din forældrekøbte lejlighed, så er din ven igen i gang med at skrive håbløse ansøgninger til alt for dyre kollektiver på Amager. Hvor man betaler 7.000 kroner for at dele køkken med tre danskstuderende, der »håber, du kan forstå en lukket dør, men også er klar på lidt vino på en hverdagsaften«.
Din ven flytter jo ikke for sjov, heller ikke den her gang. Tænk på ham, næste gang du hører om en god andelsforening, gå efter de lette kasser og løft med benene!
fortsæt med at læse
