Det perfekte findes ikke, men alligevel er vi på jagt efter det hele tiden, og hver tredje pige i 9. klasse føler sig ofte eller hele tiden stresset, viser en ny rapport.
Præstationspresset følger med ind i ungdomslivet og gør unge mennesker syge, viser Lulu Roos’ debutfilm og generationsportræt ’Nattens smil’, som du hele juli kan se via Ibyen:
Se dokumentarfilm: Angst. Tankemylder. Usikkerhed. Og venner til at hjælpe dig på vej. 'Nattens Smil' skildrer ungdomsliv anno 2020Filmen er et portræt af to unge kvinder, Selma og Josefine, der bor sammen på Nørrebro. Selma spiller klassisk harpe og er blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling, mens Josefine jagter en karriere som skuespiller, mens hun arbejder lidt i en vuggestue, er med i nogle kortfilm og skriver digte om natten.
Ibyen har talt med instruktør Lulu Roos om tankerne bag bag filmen.
Hvad er ’Nattens smil’ for en film?
»Jeg filmede Selma og Josefine sporadisk over et års tid, og filmen er en poetisk, reflekterende film om de to unge kvindelige kunstnere og deres følelsesliv. Jeg har med vilje sat det indre meget i fokus, så man får en følelse af selv at være i pigernes indre, og det ydre bliver lidt udtværet. Sådan som det ofte føles, når man går med tankemylder, angst eller bare usikkerheder inden i sig selv«.
»Det er er en film, hvor vi er meget i forestillingens verden blandet med de oplevelser, pigerne har i fællesskab. Hvor de hænger ud i pyjamasser, ryger smøger, taler om rynker og ser tegnefilm og drømmer om fremtiden. Det er et ungdomsportræt af unge kvinder på det sted i livet, hvor man stadig har det barnlige i sig, men samtidig er bange for at få rynker. Det er også en film, der insisterer meget på det med at være i proces. Især som ung. Den søger væk fra det med at være så fokuseret på et endeligt resultat eller at finde en årsag eller forklaring. Og det er også derfor, den er lavet i et langsomt, dvælende tempo for at vise den sindstilstand, hvor man svinger mellem lys og mørke hele tiden«.
Hvad udspringer ideen til filmen af?
»Jeg synes, psykiske lidelser og mentalt helbred fortjener en større opmærksomhed, end det får. Jeg har nok været optaget af det, fordi jeg også selv har lidt at angst en stor del af mit liv og oplevet meget af den skam, der følger med, blandt andet fordi der mangler et sprog, så man ikke rigtig kan forklare de komplekse følelser. Vi har svært ved at spørge ind til det hos hinanden, og derfor føler man sig meget ensom i det«.
»Jeg begyndte at filme Selma, kort tid efter hun blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling og havde det ret svært. Det var vigtigt for mig ikke at nævne en diagnose. Jeg skulle som instruktør ikke forklare sygdommen for Selma, men skulle i stedet være med hende i søgen efter svar. Og så mødte jeg undervejs Josefine, som hun boede med, og jeg blev optaget af deres relation, af deres søgen efter svar i sådan en total præstationskultur, som stiller meget høje forventninger, og hvor mange konstant går rundt med kritiske stemmer i hovedet, svære tanker omkring og høje forventninger til os selv«.
Hvem er de portrætterede kvinder – ikke kun konkret, men også mere generelt?
»Kvinderne er omkring 23 år, da jeg filmer dem. Det er den alder, hvor man ikke helt har fundet fodfæste endnu og fundet svar på, hvad der skal ske med en. Man er i det der limbo mellem det barnlige og det voksne. Og jeg kan se, at alle de forventninger til livet skaber en total overrefleksion af tankestrømme og tankemylder, som kan føre til en masse angst, fordi man netop ikke har noget svar«.
»Men det er, som om der står nogle udefra og kræver et resultat eller et svar, som ikke er der. Det var spændende at undersøge i form af alt det, de har gang i, med horoskoper og englekort, som også er vildt meget oppe i tiden med for eksempel en horoskop-app som ’Co-Star’, som er meget populær blandt unge kvinder, fordi den kan gå ind og ’forudsige’ fremtiden på en måde. De stiller konstant de spørgsmål om fremtiden, det kører oppe i hovedet hele tiden. Og det forhindrer dem måske egentlig i at gøre de ting, de gerne vil«.
Som når Josefine nævner, at hun er bange for at træffe et valg, for hvad nu, hvis det er det forkerte valg, og så bliver hun helt apatisk og kan ingenting gøre …
»Ja. Der var faktisk en meget sjov historie, som jeg havde tænkt, jeg ville have med i filmen. Jeg tænkte nemlig meget på historien om Porthos fra ’De tre musketerer’, som aldrig har reflekteret over sine handlinger. Han har bare udført dem. Indtil den dag Døden er efter ham, hvor han pludselig begynder at reflektere over, at for at kunne løbe, skal man jo sætte det ene ben foran det andet. Og så indhenter Døden ham, og han går til i sin egen refleksion over det. Det synes jeg er et meget sjovt billede på unge mennesker i dag«.
Hvem er filmen til?
»Filmen er primært henvendt til unge. Både dem, der lider af en psykisk lidelse, men også den store gruppe af unge mennesker, der går rundt med en masse usikkerhed og den hårde stemme af kritik, der konstant runger i deres indre. Jeg håber, vi kan få et større fokus på angst og psykiske lidelser, og hvordan vi coper med det«.
Hvorfor var det vigtigt for dig at lave den her film?
»Det var vigtigt at tage spørgsmålet op om, hvordan vi forstår psykisk sygdom. Der er det spændende at opleve, hvordan Selma prøver at cope. Er det tatoveringerne, hvor hun viser sine usikkerheder på kroppen, der virker? At hun prøver at skabe orden i sine omgivelser ved for eksempel at skulle rydde op på sit værelse, inden hun kan sove? Er det harpen, eller er det veninderne og fællesskabet?«.
Filmen begynder med citatet »Man skal passe på, når man fejer dæmoner ud, at der ikke ryger et par engle med« – hvad ligger der i det? En kritik?
»Ja, rigtig meget. Jeg har været meget optaget af tidens præstationskultur, hvor lykke er noget af det, vi stræber allermest efter. Og jeg oplever, at problemer skal sættes på skemaer, og der skal søges årsager og forklaringer på dem. Problemer skal bare væk. Smerten og mørket skal væk«.
»Jeg så for nylig en opgørelse over, hvor sindssygt højt tallet er for unge kvinder, som ikke synes, de er gode nok. Og det bør der gøres noget ved. Hvorfor er der så mange, der udvikler angst? Hvis vi hele tiden går rundt med stemmer i vores hoved, der siger, at vi absolut skal optimere os selv, så tror jeg bare, kroppen reagerer meget kraftigt på det, og vi ender med at spænde ben for, hvad vi egentlig gerne vil. Og det er meget svært at lave om på, når samfundet kræver, at vi er perfekte. Og der insisterer den her film på, at det fuldendte og det perfekte ikke findes«.
»Vi bruger så meget tid på at blive en bedre udgave af os selv og leve op til alt muligt, og vi må for Guds skyld ikke spise gluten eller drikke fadøl. Og det er jo ikke, fordi det er lykken, men jeg tror, der er rigtig mange glimt af lykke, der går tabt i den her proces med at feje dæmoner ud. Det er også det, titlen peger på: at mørket er der forud for lyset, og at det er en illusion, at vi kan blive perfekte og finde et endegyldigt resultat på livet. Det er også det regnskab, jeg er interesseret i. Hvordan vi mennesker holder regnskab med lys og mørke, for det er, som om der er en eller anden mærkelig ide om i dag, at det er muligt kun at vælge lyset. Der skal man måske lige tænke sig om en ekstra gang, før man sætter processen i gang med at feje alle sine dæmoner ud, for jeg tror ikke, lykke findes der«.
Du kan se ’Nattens Smil’ her frem til 31. juli 2020.
fortsæt med at læse
