0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Filminstruktør bag 'Nattens Smil': Vi lever i en tid, hvor vores problemer, smerte og mørke bare skal væk. Men hvorfor?

Ibyen viser lige nu dokumentarfilmen ’Nattens smil’. Her fortæller instruktør Lulu Roos om tankerne bag filmen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Foto fra filmen 'Nattens smil', som du kan se via Ibyen frem til 31. juli 2020.

iBYEN
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
iBYEN
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det perfekte findes ikke, men alligevel er vi på jagt efter det hele tiden, og hver tredje pige i 9. klasse føler sig ofte eller hele tiden stresset, viser en ny rapport.

Præstationspresset følger med ind i ungdomslivet og gør unge mennesker syge, viser Lulu Roos’ debutfilm og generationsportræt ’Nattens smil’, som du hele juli kan se via Ibyen:

Filmen er et portræt af to unge kvinder, Selma og Josefine, der bor sammen på Nørrebro. Selma spiller klassisk harpe og er blevet udskrevet fra psykiatrisk afdeling, mens Josefine jagter en karriere som skuespiller, mens hun arbejder lidt i en vuggestue, er med i nogle kortfilm og skriver digte om natten.

Det er et ungdomsportræt af unge kvinder på det sted i livet, hvor man stadig har det barnlige i sig, men samtidig er bange for at få rynker

Ibyen har talt med instruktør Lulu Roos om tankerne bag bag filmen.

Hvad er ’Nattens smil’ for en film?

»Jeg filmede Selma og Josefine sporadisk over et års tid, og filmen er en poetisk, reflekterende film om de to unge kvindelige kunstnere og deres følelsesliv. Jeg har med vilje sat det indre meget i fokus, så man får en følelse af selv at være i pigernes indre, og det ydre bliver lidt udtværet. Sådan som det ofte føles, når man går med tankemylder, angst eller bare usikkerheder inden i sig selv«.

»Det er er en film, hvor vi er meget i forestillingens verden blandet med de oplevelser, pigerne har i fællesskab. Hvor de hænger ud i pyjamasser, ryger smøger, taler om rynker og ser tegnefilm og drømmer om fremtiden. Det er et ungdomsportræt af unge kvinder på det sted i livet, hvor man stadig har det barnlige i sig, men samtidig er bange for at få rynker. Det er også en film, der insisterer meget på det med at være i proces. Især som ung. Den søger væk fra det med at være så fokuseret på et endeligt resultat eller at finde en årsag eller forklaring. Og det er også derfor, den er lavet i et langsomt, dvælende tempo for at vise den sindstilstand, hvor man svinger mel