Hver uge giver Ibyens brevkasse råd til knuste hjerter. Denne uge vil en læser have hjælp til at bryde sit datingmønster.

Læser til brevkassen: Mit problem med mænd er nok sådan et, mange andre kvinder også sidder med

En læser er frustreret over, at hun konsekvent falder for mænd, der behandler hende ringe. Den er der andre, der kender. Bare spørg Carrie Bradshaw, der bliver droppet til sit eget bryllup af Mr Big. Foto: Brendan Mcdermid/Ritzau Scanpix
En læser er frustreret over, at hun konsekvent falder for mænd, der behandler hende ringe. Den er der andre, der kender. Bare spørg Carrie Bradshaw, der bliver droppet til sit eget bryllup af Mr Big. Foto: Brendan Mcdermid/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er en kvinde i start-20’erne, og jeg har et problem, som jeg tror, mange andre også sidder med. Da jeg var i mine sene teenageår, var jeg i tre år i et forhold, hvor jeg helt klart var masochisten og blev udsat for en del psykisk vold og ingen bekræftelse fik.

Jeg har derefter haft et forholdsvis ’forskruet’ forhold til kærlighed, hvor jeg higer efter fyre, som ikke vil mig og ikke nødvendigvis er søde ved mig, mens jeg afviser de fyre, som rent faktisk gerne vil mig og behandler mig godt, og som egentlig er, hvad jeg vil have, på papiret. Kort fortalt søger jeg bekræftelse steder, hvor jeg absolut ikke får det.

Jeg skriver til jer, da jeg håber, at I har nogle råd til mig om, hvordan jeg kan bryde dette mønster, erfaringer med samme mønster og råd om, hvordan jeg kan elske ham, som behandler mig godt.

Kh den forskruede

Gæsteredaktør Karin Hald:

Kære forskruede

Been there, still there, trying to get out of there ... Men på en ny og bedre måde. Det her er sådan et spørgsmål, jeg faktisk ikke har lyst til at lolle mig igennem. For det er overhovedet ikke sjovt, når man ikke kan give sig selv lov til at blive elsket.

Det kan lyde som en klam kliché, men jeg tror, at vi er alt for gode til at tro, at den måde, som andre behandler os på, er repræsentativ for, hvad vi fortjener. Og hvad sker der så, når man hænger ud med lorten?

Jeg tror, det bedste, man kan gøre, er at være meget blid mod sig selv, begynde at øve sig i at mærke efter: Føles det optur at hænge ud med den her person? Og hvis nej, så øve sig i hurtigt at pakke de der lækre sydhavsfrugter. Og så er det vigtigt at huske, at det at forelske sig ikke sker efter en helt igennem logisk formel: En sød dude behøver ikke være din søde dude, men den der nederen dude, han skal fandeme ud!

Vi lever i et helt igennem patriarkalsk og misogynt samfund, hvor biologiske kvinder lærer, at den dreng, som skubber dig i skolegården, er forelsket i dig. Vi er mange, der skal omkodes til at mærke, hvad der føles godt og rigtigt. Psykisk vold er alvorligt, lige så vel som fysisk. Og til mænd, som læser dette: Det her er også dit problem, din kamp. Get woke or die trying.

Jeg er en stor fortaler for alle mulige former for professionel terapi, og så vil jeg anbefale dig at række ud mod venner, tag denne snak med dem også. Og hvis det føles svært, så husk, at venskabskærligheden kan være et andet sted at begynde at elske på nye og andre måder. Jeg sender søsterkærlighed og krydsede fingre for de helt rigtige store våde læber.

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære forskruede

Det er så nemt at tro, at man er et forslået og uspiseligt æble, bare fordi man lå for længe ved den rådne banan, men du er ikke et sart stykke frugt, du er et viljestærkt menneske. Du må ikke lade dig forbande af din egen historie. Dårlige mænd er ikke en forbandelse, en ond fe kastede på dig i vuggen, men tillad mig alligevel at være den gode fe og sige: Det er nu hermed et overstået kapitel i dit liv.

Du har fået en grim plet på hjertet, og det lyder, som om du har ledt efter en kludemand, der skulle gnubbe på den, men er endt med at date stålbørster. Men i virkeligheden tror jeg, du skal sætte dit hjerte lidt i blød, det har brug for fred til at lade enzymerne virke. Du tror måske, ligesom jeg og andre har tænkt det før, at det, de store følelser efterlod dig med, skal bekæmpes med nye store følelser, men det, du har brug for, er noget andet.

Du er tydeligvis langt i din selvransagelse, men nu er det tid til de sidste skridt i den emotionelle genoptræning.

Du skal gøre din ting, du ved godt, om det er at skrive digte, løbe lange ture eller holde have. Du skal blive til et helt menneske, fordi så holder du op med at lede efter fuldendelse i fremmede, hvor der kun er knubs at finde. Fuck den sjælevridende kærlighed og fuck at lede efter noget ’på papiret’. Du skal ikke prøve at forestille dig den perfekte kæreste, du skal bare omgive dig med gode mennesker, og så finder du pludselig en, du selv kan være god over for.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her