Hver uge giver Ibyens brevkasse råd til utrøstelige hjerter. Denne uge spørger en ung kvinde, om det er okay, at hun ikke vil have en trekant.

Læser: Tanken om, at han har lyst til at dele mig med en anden mand, gør mig usikker

Foto: Philip Ytournel/Politiken-Tegning
Foto: Philip Ytournel/Politiken-Tegning
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har de seneste seks måneder set en mand, som jeg er meget glad for. Vi blev allerede i starten af vores romance enige om, at vi var eksklusive og ikke så andre, men at vi ville se, hvad tiden bragte med sig, fordi et job i udlandet skiller os ad på ubestemt tid. Men i går spurgte han mig, om jeg kunne have lyst til, at vi prøvede at have en trekant – ham, mig og en anden mand.

Jeg blev helt paf. Derefter blev jeg i virkeligheden rigtig såret, fordi tanken om, at han har lyst til at dele mig med en anden mand, gør mig usikker og får mig til at tvivle på, om han overhovedet er så glad for mig, som han går og siger. Jeg ville jo bestemt ikke have lyst til at dele ham med en anden kvinde. Bare tanken gør ondt på mig.

Jeg svarede ham, at jeg ikke forstod, at han ønskede at dele mig med en anden, når jeg ikke kunne forestille mig at dele ham med andre kvinder. Han nussede mig på ryggen og svarede ikke rigtig på det. I stedet spurgte han, om jeg ikke tænder lidt på tanken om at blive begæret af to mænd samtidig.

Samtalen blev slået hen af et telefonopkald, men nu sidder jeg her – dagen efter – og er mest af alt såret over, at han har et ønske om at se mig med en anden mand.

Kan I give mig et godt råd med på vejen? Er mine tanker almindelige, eller tager jeg det for tungt, når jeg antager, at manden så kun tænker vores forhold som et seksuelt (og dermed mindre seriøst) forhold?

Kærlig hilsen en 26-årig kvinde, der blev paf

Gæsteredaktør Nanna Friis:

Kære paffe kvinde

Jeg tror, du med det samme skal stille flere spørgsmål. 1. (til din mand): ’Har du også lyst til mænd?’. Jeg er klar over det potentielt underordnede i det spørgsmål: Det er jo muligt, at hans trekantsbegær kun handler om dig og skønheden ved en tredje krop sammen med jeres. Men hvis han længes efter at udvide sit heteroliv, kan du lige så godt finde ud af det nu. Hvis eksperimenterne bor i ham (hvilket jeg, hvis jeg var dig, egentlig ville prise mig lykkelig for. Ærligt talt, hvis drøm er en rationalitetens visionsløse cismand?), kommer du til at skulle forholde dig til samt acceptere dem før eller siden. 2. (til dig selv): ’Har jeg lyst til en trekant?’. Er svaret blankt og indlysende nej, er den ikke længere. Man skal aldrig give sig erotisk i kast med noget, man ikke har lyst til. Det virker bare ikke helt, som om det er dér, noget trykker.

Når I har den af telefonopkaldet fortrængte samtale, der virker som løsningen på alting, dukker andre spørgsmål sikkert op. Jeg bemærker dit indledende ’men’, som om hans forslag annullerer jeres dejlige måneder, jeres hurtige eksklusivitet og jeres gensidige (antager jeg) glade-for-hinanden-hed. Hvorfor?

Tilsyneladende handler hans sorgløse spørgsmål om sex, mens dit sårede spørgsmål handler om kærlighed, og hvor vidunderligt symbiotiske de to ting end kan være, når man er forelsket, tror jeg, du skal øve dig i en bevidsthed om forskellene.

Jeg forstår usikkerhed, spirende jalousi, al slags paf sørgmodighed, jeg har fuld support til stort set alle følelser, men hvis I ønsker jer en lang relation, må I straks i gang med at undersøge for eksempel fantasier, grænser og monogamibehov – lige så åbent og mildt som de lange blå dage er lige nu, mens I går rundt og har det for fedt over hinanden.

Nyd det og kærlig hilsen

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære paffe

Dine tanker er okay! Din guttermands tanker er helt okay! Det er den vakkelvorne hængebro mellem kærlighed og sex, der endnu en gang knager faretruende. Sex med en, man elsker, er ekstremt intimt og kan faktisk tendere til noget lidt uhyggeligt, fordi det nogle gange er i den blottede situation, det går op for en, at man står i forelskelse til halsen. Men det er her, jeg igen understreger, at der ikke er én måde at have sex på og ikke én måde at være i et romantisk forhold på.

Når jeg læser dit spørgsmål, tænker jeg følgende: Din kærlighed er tryghedssøgende. Du vil gerne være sikker på, hvor I har hinanden, og går lidt i baglås over tvetydige signaler. Du har brug for bekræftelse af kærligheden, den er som en god, dyb lænestol for dig. Sådan er jeg også! Ham, du ser, har en kærlighed, som er eventyrlysten. Han ser parforholdet som mulighed for at opleve verden på nye måder, og jer to som en superhelteduo. Han tør godt dele ud af kagen, for når dagen er omme, går han hjem med opskriften. Sådan er jeg også også!

Det ene er ikke bedre end det andet, ingens behov trumfer den andens, men man kan nærme sig tusinde kompromiser, der udfordrer jer begge to lidt. En trekant er ikke det modsatte af monogami, og monogami er ikke det modsatte af spændende.

Det kan være abstrakt, men jeg tror, I skal have en samtale om, hvad for en slags kærlighed I har brug for det næste stykke tid. Det betyder ikke, at man skal have den slags kærlighed for evigt, men romantiske forhold må gerne forløse et umiddelbart behov. I skal tage to ting: hinanden i hånden og så springet.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her