Hvornår fik noget kultur dig sidst til at græde?

Det var til åbningen af ’Rejsen’ på Moesgaard Museum. Filmudstillingen var lavet som samarbejde mellem biskop Kjeld Holm , filmproducer Carsten Holst og filminstruktør Christoffer Boe om alle de ting, vi mennesker har til fælles. De havde fordelt menneskets syv grundvilkår til de syv kontinenter og lavet nogle storslåede og intime film. Man tænker jo ikke umiddelbart, at man græder af at være på museum, og vi sad der i den mørke sal med vores fine premieretøj, men pludselig sad jeg der og følte mig helt vildt forbundet med verdens sårbarhed og kærlighed. De kom løbende, tårerne, men så var der den sidste scene, hvor de følger en ældre mand ved floden Ganges de allersidste dage og timer af hans liv og var der, da han udåndede. Man så simpelthen hans sidste suk. Så sad jeg der i mørket og tudede og måtte tørre min mascara af, da lyset blev tændt. Det var jo helt vildt og egentlig nærmest et banalt møde med kunsten. Ugen efter løb jeg ud og købte en islandsk hest, for nu skulle livet leves.