Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er sindssygt dårlig til at holde ting for mig selv. Primært information om mig selv, så det er ikke noget med andre folks hemmeligheder. Senest skulle jeg på date med en fyr, som jeg syntes virkede hel perfekt og jeg nåede at fortælle alle mine venner og kollegaer om det.
Og så aflyste han selvfølgelig, og jeg blev nok endnu mere knust end ellers, fordi alle havde hørt om, at det skulle ske. Skal jeg lade være med at dele så meget ud af mig selv? Og hvad gør man egentlig, når drømmefyren aflyser daten? Jeg kan kun tænke på, hvad der mon er galt med mig, og om han er blevet skræmt væk af mine insta-stories.
Kærlig hilsen hende, som fortæller alle omkring sig alt om sig selv
Gæsteredaktør Sigrid Kraglund Adamsson:
Kære hende
For nogle mennesker findes der ikke nogen højere former for intimitet end sprogets. Sådan et menneske er jeg også. Vi vil så gerne lade os kende, og derfor kan vi også længe tro, at sproget altid er vores ven: Jo mere artikulerede vi er, og jo mere præcist og komplekst, vi kan beskrive vores inderste tanker og alt det, der er sket for os, des tættere kan vi komme på andre mennesker.
Det er dejligt og stort at være til stede i verden med denne lyst til at dele, denne overgivelse til ærlighed, ved sin side. Det kan nærmest være en superkraft. Det tror jeg virkelig på. Men selv en superkraft skal man lære at beherske.
Det at dele bliver let et universalmiddel mod alverdens problemer – »hvis bare det er sagt højt, er der styr på det« – men så enkelt er det desværre ikke. Så enkel er du heldigvis ikke. Jeg tror, man skal spørge sig selv, hvorfor man har fået denne superkraft. Hvis man deler meget ud af sig selv for at få en kæreste eller for at dæmpe en indre uro i sit daglige liv, så er det forståeligt og menneskeligt, men det er selvfølgelig ikke kun derfor, at du, superhelten, gør det, vel?
Man skal ønske at være ærlig af de rigtige grunde – for eksempel for at blive et menneske, andre kan stole på, for at hjælpe dem, man holder af, med at kende sig selv bedre, og selvfølgelig for at vise, at man fortjener kærlighed og omsorg. Og det gør du selvfølgelig. Der er ikke noget galt med dig. Man er bare nødt til at kræve endnu større ting af livet end en date med drømmefyren, for først dér har man virkelig fortjent den.
Kærlig hilsen
Sigrid
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære hende
Jeg kender det godt, når man går over sine bredder og spilder sig selv ned ad trøjen. Følelsen af altid at være den blottede, der satte det hele på spil, mens resten sidder med lukkede kort. Det minder i virkeligheden lidt om at være den eneste, der har gjort noget ud af kostumet til den store halloween, og så står man der i fuld hekse-drag, mens de andre højst har iklædt sig et par briller uden styrke.
I lang tid troede jeg også, at jeg ville være ironisk, mystisk og æterisk og ikke sådan en, skuespilleren kunne høre havde været inde og se stykket, udelukkende fordi jeg grinte så højt (en sand historie, hendes datter fortalte mig det). Men så fandt jeg ud af, at folk slet ikke er mystiske, de er bare generte og/eller uinteressante, dem om det.
Du kan umiddelbart gøre to ting: finde dig i at være hende, der lægger svesken på disken, hurra! Ellers kan man faktisk lære at elske sine hemmeligheder, selv om det kræver øvelse. Selv fandt jeg varmen i at holde på en historie lidt længere, varme mig med den i nogle dage (eller, gisp, måneder), inden jeg smed den på det sociale bål.
Og så daten. Drømmefyre m/k er ikke drømmefyre, når de aflyser dates i sidste øjeblik uden en god grund. Så lad bare ham blive til en anekdote, du kan fortælle til næste frokostpause. Verden har altid brug for gode historier.
fortsæt med at læse
