Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har et kedeligt klassisk dilemma. Jeg bor sammen med min kæreste og har gjort det i to år, og jeg elsker ham meget højt. Men han har simpelthen nul begreb om oprydning eller rengøring. Nu, mens vi begge har arbejdet hjemmefra, er det virkelig blevet tydeligt, og jeg føler mig mere og mere som hans mor, som skiftevis gentager sig selv eller sammenbidt rydder op eller gør rent efter ham. Jeg har prøvet at gribe emnet an på alle mulige måder over for ham, og han lover hver gang, at han nok skal gøre sig mere umage. Men intet ændrer sig.
Jeg er helt med på, at der er forskellige opfattelser af, hvor rent og ryddeligt man synes, ens hjem skal være, men hvis jeg en gang til ser ham feje en tør karklud halvhjertet over et beskidt køkkenbord, så er jeg bange for at eksplodere på ikke særlig konstruktiv vis.
Hvad kan jeg gøre? Det er trods alt ham, jeg gerne vil have børn og hund og hus og ladcykel sammen med på sigt, så skal jeg bare sænke niveauet og leve lykkeligt blandt vasketøj, nullermænd og beskidte gryder?
Kærlig hilsen den ulønnede rengøringshjælp/kæreste
Gæsteredaktør Lars Hedebo:
Kære rengøringshjælp
Velkommen i klubben. Min kæreste tror, vi har opvaskemaskine, at vores støvsuger selv ordner nullermændene, og at vi får varer leveret med Nemlig.com. Ingen af delene passer, for jeg gennemlever hver dag min pure ungdom, hvor jeg var au pair i Paris. Jeg kan nemlig ikke holde mig tilbage, når det handler om rod og snask, så før min kæreste overhovedet ser det, har jeg fikset tingene. I mens har jeg tænkt på min glorie og på, at jeg måske en dag bliver takket. Og det gør jeg også – bliver takket. Jeg får gaver. Jeg får kys. Jeg har en at snakke med. Tage på ferie med og planlægge fremtiden med.
Og det er måske det, du skal fokusere på i stedet for at tænke på sure karklude og beskidte gulve. Du har en, der elsker dig, og en, du elsker. For er man først blevet tyve år og stadig ikke kan samle sine beskidte underbukser op fra gulvet, lærer man det aldrig. Man kan ikke ændre et menneske, tror jeg, så hvis din kæreste ikke kan finde ud af at rydde op nu, kommer han næppe til det i dette liv.
Så glæd dig over, at du kan se rodet og snavset, og lad være med at blive sur over, at din kæreste ikke kan. For hvis han kunne, ville han jo ligne dig alt for meget, og så ville du for alvor have noget at eksplodere over.
Kh Lars
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære rengøringshjælp
Jeg sidder og svarer på det her spørgsmål fra hjemmekontoret. Jeg kigger ud over skrive/spisebordet. Jeg ser: en skrabekalender ovenpå én af tre bogstakke, ved siden af en paraply, en bunke løse kvitteringer, jeg meget snart(!) får styr på, en død elpære, to skruer, en ledning til noget,jeg ikke ved hvad er, nogle gamle biografbilletter, tre notesbøger med ulæselig skrift og et par løse knapper, jeg meget snart(!) syr i nogle bukser som er i udu.
Så ser jeg på min kæreste, der sidder på den anden side af skrivebordet. Han er nybarberet og nærmest vandkæmmet sammenlignet med mig. Han er sheriffen, der trofast forsøger at holde lov og orden, og jeg er ikke engang en skurk, men en vindheks, der slæber et spor af brok, opvask og støv efter mig.
Så jeg tror godt, jeg ved, hvordan du og min kæreste har det. Og jeg håber I tilgiver os, os hvis minimale rengøringsevner røg som noget af det første, da landet lukkede. For så længe pandemien gør, at jeg både udenpå og indeni har det som den der stol i hjørnet af soveværelset med alt tøjet på, så er jeg en dårlig oprydningsallieret.
Måske din kæreste har det lidt sådan. Undskyld fra mig og ham i så fald. Vi elsker jer, og vi vil faktisk gerne hjælpe til, men vi skal bedes om det, også tiende gang.
fortsæt med at læse
