Ibyens brevkasse giver ugentlige råd til knuste hjerter. Denne uge er filminstruktør Zinnini Elkington gæsteredaktør.

Vi skulle have haft børn sammen. Så fandt jeg en anden og vinkede farvel til min ekskæreste. Næsten da ...

Arkivfoto. Foto: Mathias Svold/Mathias Svold
Arkivfoto. Foto: Mathias Svold/Mathias Svold
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

I starten af sommeren forlod jeg min kæreste gennem seks år. Vi er begge i starten af 30’erne og forsøgte aktivt at blive gravide – bare lige for at sætte scenen. Vi havde længe haft udfordringer, som måske kunne løses i terapi, men jeg mødte en anden på mit studie, som jeg valgte at forlade min kæreste for.

Det nye forhold går sådan set rigtig godt, men jeg bliver stadig grådkvalt, når jeg kommer til at tænke for meget på min eks. Selv om han i en længere periode til sidst gjorde mig ulykkelig, kan jeg til tider stadig føle et stort savn og kærlighed til ham.

På mange måder føler jeg, at min nye kæreste ’ser’ og rummer mig mere, men jeg savner den dybe tilknytning, jeg havde til min eks (og som jo udviklede sig gennem mange år).

Mit spørgsmål er, hvad jeg skal gøre for at komme fri fra savnet. Et savn, som jeg er tvivl om er til ham eller blot en forestilling om ham og vores forhold i de gode tider, der var. Det holder mig lige nu tilbage i forhold til at nyde mit nye forhold, og jeg er bange for, at det i sidste ende kan ødelægge det.

Kh en fortvivlet kvinde

Gæsteredaktør Zinnini Elkington:

Kære fortvivlede kvinde

Først de dårlige nyheder. Du spørger, ’hvordan’ du kan komme fri af savnet, og der må jeg skuffe dig, for det kan du ikke. Du kommer nok til at have kærestesorger i et års tid eller mere.

De gode nyheder er, at du ikke behøver at komme fri af savnet for at kunne give dig hen til dit nye forhold. Det er et urimeligt krav, du stiller til dig selv, og det vidner, om at du lider under en kassetænkning af sjælelivet, som jeg personligt ikke tror på.

Måske du skulle give dig selv lov til at sørge lidt over din eks i stedet? Det er ikke sikkert, din nye kæreste kan rumme det, men du behøver heller ikke vise ham hele din følelsesmæssige mosaik lige nu.

Når jeg selv bliver ramt af nostalgi over mine ekskærester, for det gør jeg sgu stadig, selvom jeg har to dejlige børn med min nuværende kæreste, så hjælper det mig at tro på multiverset. Prøv at forestil dig, at der findes en alternativ tidslinje, hvor I var blevet sammen. I denne dimension får I børn, han gør dig ulykkelig igen, I går i parterapi og alt det dér, du havde forestillet dig.

Luk øjnene og forsøg at gestalte den version af dig, og erkend, at hun lever lige på den anden side i en parallelverden. Vink til hende og sig hej. Hun må gerne være der, men accepter, at det ikke er din virkelighed. Du har en anden mand og en anden fremtid foran dig. Vær taknemmelig for, at det ikke er dig, der skal bruge tid og penge på parterapi.

Kh Zinnini

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære fortvivlede kvinde

Jeg hører dig, så meget. Men jeg gennemskuer dig også, bare rolig.

Det, der foregår, hænger sammen med hesteskoteorien, altså den teori, nogen ynder at bruge om politiske fløje. I det politiske øjemed handler teorien om, at den yderste yderste venstre- og højrefløj er tættere på hinanden, end de er på midten. Og med dig handler det om, at dine stærke følelser – de dårlige og de gode – er tættere på hinanden end på det milde hverdagsleje, alle i længden har brug for (i noget tid).

Du er der, hvor man faktisk bliver i tvivl om, om man savner smerten, for sammen med den boede også ekstatisk lykke. Og fordi du gik direkte fra en partner til den næste, så har du ikke i samme omfang haft den periode, hvor man med tid og tårer morfer grådlabil til stabil.

Du har altså passeret start uden at inkassere kroner 2.000 og er rykket direkte i emotionelt gældsfængsel. Du sidder med din søde kæreste og savner det stormombruste, for der kunne du i det mindste mærke noget. Du tror ikke, du kender slutningen på det eventyr, du forlod, men det gør du, for I skrev den sammen. Det endte dårligt, og fuck, hvor er det ærgerligt, at smukke ting kan blive grimme, men den forvandling betyder desværre ikke, at det grimme kan blive smukt.

Jeg kender det, selvfølgelig. Feberdrømme om den forliste kærlighed er nemme steder at gå hen, når man (underbevidst eller ej) har brug for et sug i maven, når forestillingsevnen er slidt, og det er nemmere at sætte en gammel film på. De store følelsers skygge kan man gemme og glemme sig i, men livet skal nu engang leves i dagslys.

Du er bedre end det, han er bedre end det. Du skal tage dig selv seriøst. Du er ked af det, det må du gerne være. Du bliver glad igen, sådan er tiden ubarmhjertigt barmhjertig. Hvad skal du gøre? Give det plads, overveje terapi, tillade dig selv det, der står på plakater hjemme hos butikschefer med indretningsforstoppelse: Lev, grin og elsk.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her