Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er i et forhold med den dejligste kæreste, man kunne forestille sig.
Jeg skriver ind, fordi min dejlige kæreste har et par rigtig gode pigevenner, som jeg nogle gange ikke kan lade være med at føle en smule jalousi over for.
Indrømmet, det er en super gammeldags måde at se venskaber mellem mænd og kvinder på, men ikke desto mindre tager jeg mig selv i nogle gange at få lidt jaloux tanker.
Og derfor er mit spørgsmål: Hvor meget skal man dele sådan nogle usikkerheder med sin kæreste? Skal man helst bare holde det til sig selv, og måske i stedet komme ud med tankerne til sine venner, eller skal man sige det til sin kæreste og så måske risikere at være med til at skabe noget, der ikke er der?
Kh. den skabsjaloux kvinde
Gæsteredaktør Johan Klint Sandberg:
Kære skabsjaloux kvinde
Jeg skal ikke gøre mig klog på heteroseksuel kærlighed, jeg har trods alt kun alle film, jeg nogensinde har set, at læne mig op ad. Som homoseksuel mand har jeg den udfordring, at alle mænd, jeg møder, potentielt både er begærsobjekt og konkurrent på en og samme gang. Jeg kæmper dagligt med den grundfølelse, du beskriver. Alt trigger en angst for forladelse. Men jeg er ekstremt langsomt i gang med at finde ud af, at det kun handler om mig selv.
Jeg prøver at insistere på et liv, hvor jeg bekender kulør i alle situationer. Hvor jeg formidler min kærlighed, mine tanker og mine usikkerheder til folk, så de kan træde varsomt. Men det kan man kun tillade sig under den præmis, at man ikke giver ansvaret for sine følelser til andre mennesker. Den primære grund til at ventilere din usikkerhed kan jeg kun forestille mig handler om, at du gerne vil være sikker på hans hengivenhed. Og banalt, som det er: den sikkerhed, den bekræftelse, den skal altså komme fra dig selv. Du må selv tage skraldet for din egen jalousi.
Du søger et svar, han ikke kan give dig, og hvis du nu prøver, så stol på mig, når jeg siger: Verden er drevet frem af fiktioner. Af fortællinger, vi fortæller hinanden. Det moment, du ytrer din mistillid - det potentiale for en affære, du tilbyder ham ved din mistanke – bliver det kun lettere for ham at udleve det. Og for Guds skyld, tænk, hvis du og hans mor var de eneste kvinder i hans liv. Rædsel.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære skabsjaloux kvinde
»Jeg har slugt det«. Det kunne jeg som vuggestue-børnehave-barn finde på at sige, hvis jeg ikke længere skulle tisse alligevel. Jeg havde fornemmelsen af ligesom at kunne suge det op i kroppen igen, så det ikke stod og bankede på toiletdøren. Lille svampesugende Felix voksede op og har forfinet den evne, så jeg nu også kan gøre det med mine følelser. Jalousi, misundelse, vrede og harme kan jeg sluge igen.
Da jeg var barn, må jeg gå ud fra, det var, fordi en leg var så sjov, at jeg ikke orkede kroppens ulidelige pausekrav, det var sjovest at have det sjovt. Sådan har jeg det også nu, jeg hader at afbryde fantasier. Jeg er bange for, at det mørke, der kommer ud af mig, skal fordærve mine forhold, hvis jeg slipper det fri. At jalousien først rigtigt findes, når jeg har sagt den højt. Derfor kommer jeg tit til at lade den fordærve mig i stedet, sætte sig som råd i knoglerne, indtil det eller jeg går i opløsning.
Jeg synes du skal gøre det modsatte af mig. Jeg har lært at gå på toilettet, når jeg skal tisse, men jeg øver mig stadig i at give udtryk for mine følelser, når de presser sig på. Det dumme hjerte er jo bare en ballon, du kan åbne det og døje med pruttepudelyden i et øjeblik. Eller du kan lade det dårlige være og håbe på, at luften siver langsomt ud af, eller overraske dig selv og alle andre, når det hele springer i luften.
Har man følt en følelse, er den følt, og så kan man ikke slå sig selv i hovedet over, at den findes. Man kan diskutere den, undersøge den, og måske man så undgår den en anden gang. Men du skal altid tisse igen på et tidspunkt.
fortsæt med at læse
