Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg keder mig, tror jeg. Jeg har været sammen med min søde kæreste i godt og vel syv år, med en enkelt indlagt pause. Han er dejlig, parforholdet er dejligt, og måske det er det, jeg er bange for? Vi er i start-30’erne, og for første gang i lang tid kan jeg mærke, at trygheden føles lidt som et fængsel. Ingen af os har specielt lyst til at få børn, i hvert fald ikke nu. Vores karrierer går fint, vi bor i en pæn andelslejlighed.
Jeg dør bare lidt over, at mit liv er så sat. Jeg ser mine singlevenner, og det er ikke, fordi de har det sjovere, men måske de er mere frie. Jeg har tænkt på at åbne forholdet, være utro eller gå fra ham. Men det har jeg ikke nødvendigvis lyst til, jeg har bare heller ikke lyst til at bare fortsætte i trummerummen. Hjælp! Hvorfor er parforhold så kedeligt? Og nej, det handler ikke om kedelig sex.
Kh parforholdsfængslet
Gæsteredaktør Mette Davidsen-Nielsen:
Kære Fængslet
Selv om kedsomhed tilhører kategorien af luksusproblemer, kan konsekvenserne være alvorlige nok, hvis tilstanden bliver kronisk. Gab smitter lige så meget som grin. Din kæreste bliver kedeligere af, at du keder dig.
Men forhold, hvor man aldrig keder sig, har tendens til at blive lige lovlig spændende. At kede sig sammen fra tid til anden er en slags luksus. Og trummerum er nok bare en del af den langtidsholdbare parforholdspakke, hvis man vil have sådan en.
Singlelivet er måske friere, men ikke i sig selv en kur mod kedsomhed.
Du er i begyndelsen af 30’erne og det er kun mindre børn, der rigtig kan tillade sig at overdrage ansvaret for deres kedsomhed til andre. Det lyder. som om du skylder dig selv at undersøge kilden til din kedsomhed lidt nærmere. Og måske sørge for at opleve noget på egen hånd, som du kan komme hjem og fortælle din kæreste om.
Medaljen, der bliver uddelt for ophold i længerevarende relationer, er papirtynd. Forsiden og bagsiden ligner hinanden til forveksling. Tryghed er godt/kedsomhed er skidt. Accept er godt/resignation er skidt. Jeg har selv været sammen med min mand siden Murens fald uden at finde frem til forskellen.
Kærester er ikke ansat i underholdningsindustrien, så der er ikke rigtig andet at gøre end at påtage dig ansvaret for din egen sindstilstand. Som regel er den skiftende.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Fængslet
Lange parforhold er søvndyssende, og du er faldet i søvn på laurbærrene. Nu ligger du og drømmer om nye tinder at bestige, mens du snorker, så det hiver i faldstammen. Og jeg er helt med. Jeg ved præcis, hvordan du har det, jeg tror også nogle gange, jeg keder mig. Men det handler om det, jeg har valgt at kalde ’Den usynlige Crocs’.
Den gennem tiden uglesete sko er så behagelig at have på, så det nærmest føles, som om den ikke er der. Den er en hinde af hygge mere end et egentligt fodtøj. Og sådan kan tryghed også være. Det at have et godt og stabilt liv med en sød partner, der er i gang med risottoen, når du kommer sur ind ad døren, som henter en hovedpinepille til dig, når du igen blev for længe ude natten inden, og som støvsuger, uden at du beder om det – det er ’Den usynlige Crocs’. Det føles så lækkert, men på en måde, så man næsten ikke mærker det, når først kroppen har vænnet sig til det.
Og så er det, man begynder at drømme om tårnhøje snørestøvler i imiteret læder. Et liv, hvor man er uhyggelig og lækker og kan mærke skæbnen slide lidt i hælen. Et liv fuld af spændende samtaler, spændende mennesker, spændende sex. Og nu er det ikke, fordi jeg så vil sige noget med, at man i bund og grund har bedst af at gå i Crocs, og at trygheden skal vinde. Det skal den ikke, og Crocs er herregrimme, og det er irriterende, når folk går grimt klædt.
Jeg behøver ikke slå et slag for det lange parforhold; det har gode kår. Men jeg vil gerne huske mig selv og alle mulige andre på, at tryghed ikke altid er til at få øje på.
Du keder dig, tillykke. Det er en af de ypperste velfærdsydelser, vi kan tilbyde dig, nu er det din tur til at gøre noget med den. Opsøg noget, tru dig selv med et sidespring, prøv den anden sko på. Eller sæt et afsnit af ’Luksusfælden’ på, og lun dig ved nogle andres passion.
Du kan sagtens få i både pose og sæk, til både gården og gaden. Men spørgsmålet er, om du kan bære det. Ikke alle har læggene til snørestøvler.
fortsæt med at læse
