Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er en kvinde i 20’erne, der for nylig har afsluttet et højskoleophold. Opholdet var sjovt og en tiltrængt pause fra studiet og et års pandemi. På højskolen var jeg generelt en vellidt person, og jeg havde ikke svært ved at gebærde mig. I begyndelsen var vi alle en stor flok, men som ugerne gik, fandt folk naturligt sammen med dem, de nu havde mest tilfælles med. Jeg selv fandt sammen med en gruppe jævnaldrende, og et af vores fællestræk var særligt, at vi kunne lide at feste flere gange om ugen.
I begyndelsen befandt jeg mig godt i dette, men som tiden gik, følte jeg mig på underlig vis udenfor. De andre, der ikke før havde været på højskole, efterskole eller boet i kollektiv, i modsætning til mig selv, blev nærmest ekstatiske over dette himmerige, de havde fundet, som de fandt et fælles sprog for. Fordi jeg ikke havde brug for at ligge i ske, nusse hår, kysse hinanden osv., var det, som om jeg ikke kunne være en lige så god veninde.
Problemet er, at når jeg nu mødes med dem fra højskolen, føler jeg mig udenfor.
Det irriterer mig, for jeg føler egentlig intet problem i ikke at være lige så gode venner med dem, som de er med hinanden. Jeg synes dog, når vi alle er sammen, at det er svært at være i, fordi jeg befinder mig i den her underlige position mellem nær og perifer veninde.
Jeg kan mærke, at det provokerer mig mere og mere, og at jeg ikke bryder mig om at være sammen med dem, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv.
Så hvordan griber jeg det an? Skal jeg lade der gå noget tid og netop indtage rollen som den perifere veninde, eller kan jeg tage en snak med dem? Jeg føler nemlig, at der hænger noget i luften, som om det er akavet, men i virkeligheden tror jeg bare, det skal siges højt.
Kh den perifere
Gæsteredaktør Faber:
Kære perifere
Jeg tror først og fremmest, at du skal spørge dig selv, om du egentlig har brug for denne gruppedynamik i dit liv. Det lyder, som om det at være sammen med dem i en gruppesammenhæng kræver mere af dig, end det giver. Jeg tror, at det er helt naturligt, at højskolevenskaber ændrer sig radikalt, når de skal leve videre efter højskolen. Som du selv skriver, så er der jo forskel på at gå op og ned ad hinanden hver dag, og så at komme tilbage til ’det virkelige liv’, hvor venskaber er noget, man skal kæmpe for og værne om.
Derfor kunne det måske være et forslag, at du mærker efter, hvem i gruppen du egentlig føler en reel forbindelse med. Så kan du i stedet for at gå all-in på at give lidt af dig selv til alle begynde at give mere af dig selv til få. Jeg kan relatere rigtig meget til, at man i perioder kan have brug for at trække sig lidt fra større fællesskaber, og når man som udgangspunkt er god socialt, kan jeg i hvert fald selv komme til at stresse over disse perioder og samtidig føle mig utilstrækkelig, når jeg prøver at forcere at være i det.
Man skal bare huske, at det er helt okay at have brug for at være alene, gå ture og have folk på tomandshånd – og for mig lyder det, som om det bare er det, du skal. Men det er aldrig rart at føle sig udenfor, og jeg synes altid, det er noget, der skal italesættes. Jeg ville bare selv være virkelig angstprovokeret af at skulle sige det til en hel gruppe, som jeg måske i forvejen ikke var så tryg ved.
Derfor synes jeg, at du skal finde en, du er tryg ved i gruppen, og snakke med vedkommende om det. Så kan personen be- eller afkræfte elefanten i rummet og hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du skal håndtere det.
Kh
Viola
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære perifere
Du kommer selv med det simpleste svar: at sige noget. Det synes jeg fint, du kan gøre, og så må du se, hvad der sker derefter. Men jeg har mere lyst til at gå ind ad en anden dør i dit spørgsmål. Bag den dør gemmer sig to myter, som jeg fornemmer, du er fanget mellem. Det er netop myterne om en perifer og en nær veninde, mellem at være Mumrik og Mumitrold
På den ene side er Mumrik-myten. Den mystiske vandrer i mosgrønt tøj, der nærmest lydløst kan bevæge sig ind og ud af folks liv. På få minutter er et bånd knyttet til nogen, før du forsvinder i tågen og efterlader både savn og håb. En helt, der altid har oplevet noget et andet sted end her.
På den anden side er Mumitrold-myten. Den bløde BFF, som ét stort kram af troskab. Evigt afklædt, fordi her har du mig, ikke gemt bag så meget som et figenblad. Let til tårer og grin, den, vi altid kan tage hjem til. En, der har base i sin omgangskreds mere end i sin geografi. Du har aldrig oplevet noget uden for gruppen, for det er netop sammen med dem, at de store ting i dit liv sker.
Perifere, jeg fornemmer, du ikke helt kan vælge. Du skriver, du bliver irriteret over at være uden for noget, som du samtidig ikke har noget problem med ikke at være med i. Jeg kender det godt. I lang tid, og til stadighed, var jeg stresset over min rolle i forskellige vennegrupper. Var jeg Mumitrold eller Mumrik? Er venskab noget, man krampagtigt skal holde fast i? Er selvstændighed? ’Både og’, kan man svare til det hele.
Sæt kaffe over, mærk efter, hvad det er, som niver. Måske du drømmer for hårdt om et enten-eller. Man er ikke nær eller perifer, man er begge dele. Man er Mumriktrold.
fortsæt med at læse
