0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fordi jeg ikke ville nusse, ligge i ske og kysse, kunne jeg ikke være en lige så god veninde

Ibyens brevkasse giver ugentlige råd til knuste hjerter. Denne uge er musiker Faber gæsteredaktør.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kunstnernavn, der dækker over det borgerlige navn Viola Faber. Født 1997. Sangskriver og producer. Studerende på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Aktuel med pladen ’Portrætter’, har tidligere udgivet ep’en ’Græder rigtig pænt’. Foto: Phie Beckett Stenbæk

iBYEN
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
iBYEN
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg er en kvinde i 20’erne, der for nylig har afsluttet et højskoleophold. Opholdet var sjovt og en tiltrængt pause fra studiet og et års pandemi. På højskolen var jeg generelt en vellidt person, og jeg havde ikke svært ved at gebærde mig. I begyndelsen var vi alle en stor flok, men som ugerne gik, fandt folk naturligt sammen med dem, de nu havde mest tilfælles med. Jeg selv fandt sammen med en gruppe jævnaldrende, og et af vores fællestræk var særligt, at vi kunne lide at feste flere gange om ugen.

I begyndelsen befandt jeg mig godt i dette, men som tiden gik, følte jeg mig på underlig vis udenfor. De andre, der ikke før havde været på højskole, efterskole eller boet i kollektiv, i modsætning til mig selv, blev nærmest ekstatiske over dette himmerige, de havde fundet, som de fandt et fælles sprog for. Fordi jeg ikke havde brug for at ligge i ske, nusse hår, kysse hinanden osv., var det, som om jeg ikke kunne være en lige så god veninde.

Problemet er, at når jeg nu mødes med dem fra højskolen, føler jeg mig udenfor.

Jeg kan mærke, at det provokerer mig mere og mere, og at jeg ikke bryder mig om at være sammen med dem, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv

Det irriterer mig, for jeg føler egentlig intet problem i ikke at være lige så gode venner med dem, som de er med hinanden. Jeg synes dog, når vi alle er sammen, at det er svært at være i, fordi jeg befinder mig i den her underlige position mellem nær og perifer veninde.

Jeg kan mærke, at det provokerer mig mere og mere, og at jeg ikke bryder mig om at være sammen med dem, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Så hvordan griber jeg det an? Skal jeg lade der gå noget tid og netop indtage rollen som den perifere veninde, eller kan jeg tage en snak med dem? Jeg føler nemlig, at der hænger noget i luften, som om det er akavet, men i virkeligheden tror jeg bare, det skal siges højt.

Kh den perifere

Gæsteredaktør Faber:

Kære perifere

Jeg tror først og fremmest, at du skal spørge dig selv, om du egentlig har brug for denne gruppedynamik i dit liv. Det lyder, som om det at være sammen med dem i en gruppesammenhæng kræver mere af dig, end det giver. Jeg tror, at det er helt naturligt, at højskolevenskaber ændrer sig radikalt, når de skal leve videre efter højskolen. Som du selv skriver, så er der jo forskel på at gå op og ned ad hinanden hver dag, og så at komme tilbage til ’det virkelige liv’, hvor venskaber er noget, man skal kæmpe for og værne om.