Ibyens brevkasse giver ugentlige råd til knuste hjerter. Denne uge er radioduoen bag ’Soft Spot’ på P3 gæsteredaktører.

Vi er glade for hinanden. Men vores relation er giftig

»Er vores relation giftig eller god?«. Mon ikke Benifer har stillet sig selv det samme spørgsmål. Foto: Yara Nardi/Ritzau Scanpix
»Er vores relation giftig eller god?«. Mon ikke Benifer har stillet sig selv det samme spørgsmål. Foto: Yara Nardi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.

Ugens spørgsmål:

Kære brevkasse

Jeg har i de sidste to år boet i et kollektiv, hvor jeg har forelsket mig i en af mine roomies. Vi er begge i midten af 20’erne og har begge datet andre, mens vi har boet sammen. Han har haft sex med flere af mine veninder og også datet en af dem. Jeg har haft det svært med hans relation til mine venner. Jeg besluttede tilbage i foråret, at jeg skulle flytte, og allerede weekenden efter, til en fest, kyssede vi, og indgik derefter et intenst seksuelt forhold i hemmelighed.

Vi ses stadig sporadisk i hemmelighed. MEN: Han snakker stadig om Tinder-dates og sender skiftende signaler. Den ene aften har vi sex, går i bad sammen, er på tur, og den næste ignorerer han mig, taler uhøfligt til mig og snakker om andre kvinder. Jeg er ikke i tvivl om, at han er glad for mig, og jeg glad for ham, men jeg ved samtidig, at vores relation er giftig. Vi har været bedste venner i to år. Hvad skal jeg gøre?

Knus

Gæsteredaktører ’Soft Spot’:

Hej søde dig

Sorry for den lidt rough start, men fra to bedste venners point of view virker det ikke, som om han er en særlig nice ven. Er I virkelig bedste venner, hvis han ignorerer dig og taler uhøfligt til dig? Det lyder, som om han udnytter dit gode, tilgivende hjerte, fordi du giver ham tryghed og intimitet, men samtidig ikke sætter grænser eller føler dig berettiget til at forvente noget af ham.

Du er nødt til at give udtryk for, hvordan du har det, hvis jeres forhold ikke skal køre dig helt over følelsesmæssigt. Det er så fair at have uforpligtende sex med sine venner, men det lader ikke til, at I har forventningsafstemt ordentligt. Bare fordi man ikke er i et monogamt forhold, er det ikke ensbetydende med, at man må behandle hinanden som lort. Vi kender så godt den der følelse af, at man nærmest ikke tør give udtryk for sine egne følelser, fordi man frygter at miste den anden person, hvis man stiller krav til dem. Men vi synes, at du skal tage en dyb indånding og stille dig selv spørgsmålet: Gør dette forhold mig virkelig glad?

Et corny citat fra filmen ’The Perks of Being a Wallflower’ lyder: »We accept the love we think we deserve«. Virkelig ofte kommer vi til at acceptere den ’kærlighed’, vi modtager, fordi vi føler, at vi ikke kan få bedre. Men du fortjener at være i en relation, hvor du bliver behandlet med respekt, og hvor du ikke er nødt til at negligere eller underspille dine egne følelser.

Du er nødt til at fortælle ham, at du mistrives i relationen, som den er nu – og hvis han virkelig er din bedste ven, må I sammen finde ud af et bedre kompromis. Skal I blive ved med at have sex med andre? Er det o.k. at tale om flirts, når I er sammen? Don’t let him gaslight you, bare fordi I ikke er #exclusive! Ingen fortjener at blive behandlet dårligt. Og hvis han ikke forstår, hvor du kommer fra: Drop ham.

Vi håber, at du finder modet til at sætte grænser over for ham og på den måde passe på dit eget hjerte.

Knus Anna og Amanda

Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:

Kære du

Det lyder, som om han har svært ved at kommunikere, men det lyder også, som om du lader ham. Hans dårlige sider gør du til kommaer i en stor historie om kærlighed, men måske de hjørner nærmere er grundsøjlerne i hans person.

Du beskriver hans mixede signaler på en måde, så jeg tænker, at du måske heller ikke selv opfører dig 100 procent letaflæseligt. Han er måske nok klam på grund af sine handlinger, men nu skal vi have dig til ikke at tage telefonen, når han ringer. Jeg er ligeglad med, at I er glade for hinanden, det er historisk set ikke noget, der stopper folk fra at såre og ødelægge hinanden.

Jeg ved godt, at det er svært – der er få ting som mindreværd og erotik, der kan reducere en hjerne til mudder. Jeg tænker, om du måske skal afsløre hemmeligheden for nogen, du stoler på, få den ud af hjertet og se, at den måske er mindre og grimmere, end du tror. Slå vinduet op, luft ud i vanerne. Ryk din seng over i den anden ende af værelset, og ryst gulvtæppet.

Jeg har set folk blive sammen i dysfunktionelle venne-kæreste-kneppe-forhold, som mest bestod af at såre hinanden på skift, indtil den indbyrdes respekt var så meget i sænk, at bunden gik ud af fastelavnstønden. Jeg tror nogle gange, at folk føler sig lidt boheme og anæmisk smukke, fordi de bliver i noget, som er svært, men der er ingen medaljer at få for at gå i seng med nogen, der gør dig ked af det.

Det er alt for nemt at tro, at man skal holde fast i noget, fordi der var et venskab engang, alt for nemt at blive siddende. Du skal ikke bevise over for mig, at han er god eller dårlig, du skal tale med dig selv om, hvorvidt du skal være sammen med et menneske, som du har en, og jeg citerer, ’giftig’ relation til.

Felix Thorsen Katzenelson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her