Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Hvordan får jeg min kæreste til at føle, at det er en god, sexet og fælles idé at bringe en vibrator med ind i gamet?
Jeg siger det, som det er: I det faste parforholds vidunderlige (men ikke absurd mystiske/spændende) seksuelle rammer er det efterhånden gået op for mig, at penetration alene falder mig relativt (for ikke at sige meget) kedeligt. Selvfølgelig kan man have sex på andre måder; men mit dilemma knytter sig altså til den maks. heteronormative forestilling om penetration: Hvordan får jeg min kæreste til at føle, at det er en god, sexet og fælles idé at bringe en vibrator med ind i gamet?
Han ligner et såret dyr ved tanken; lige meget hvor mange gange jeg smider den klassiske ’det er ikke dig’. Hvad gør alle andre seriøst?
KH vibrerende sommersjæl
Gæsteredaktør Siri Ranva Hjelm Jacobsen:
Kære sommersjæl
Jeg er ked af at sige det, men det bliver sandsynligvis aldrig jeres fælles idé at bringe en vibrator ind i gamet. Ideen er din, behovet er dit, og det er du nødt til at eje, hvis vi skal i mål her, så:
TRIN 1
Anskaf vibrator. Alternativt: Find vibrator frem (medmindre din gamle trofaste tilfældigvis er en fallos i aubergine-ligaen, i så fald: Anskaf ny vibrator).
TRIN 2
Introducer vibrator. Knap en vin op, smid tøjet, tag din kæreste i den ene hånd og vibratoren i den anden og vis ham, hvordan du bruger den. Undervejs kan du med fordel bede om assistance fra publikum.
TRIN 3
Begynd at bruge vibrator under sex. Som i: Sørg for at have den handy. Ræk ud efter den. Brug den.
Din fisse – dit ansvar
Hvis han ikke gisper af liderlighed, er det helt i orden; så længe han synes, det er okay. For hør her: Det er fair nok, hvis din kæreste ikke knuselsker ideen om, at hans pik alene ikke gør det for dig. Men selv om præstationssamfundets indtog i soveværelset på det nærmeste har gjort det til et tabu, er kendsgerningen jo bare den, at rigtig mange, faktisk de fleste klitorisindehavere ikke opnår orgasme alene ved penetration.
At dømme efter din kedsomhed gætter jeg på, at du tilhører det flertal. Og i så fald er det ikke ham. Det er fissens uransagelige veje. Og det er dig. For i sidste ende er det op til dig at sørge for, at du får det, der skal til, for at du kan nyde jeres sexliv fuldt og helt. Din fisse – dit ansvar.
KH og gode vibrationer
Siri
Ugens gæsteredaktør
Siri Ranva Hjelm Jacobsen
Forfatter, oversætter, skribent og anmelder. Født 1980.
Debuterede i 2016 med ’Ø’, og i 2018 udgav hun ’Havbrevene’ sammen med billedkunstner Dorte Naomi. Begge er oversat til flere sprog.
Torsdag 2. september udkommer ’Dafnesyndromet’.
Brevkassen på lyd
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Sommersjæl
Det er så svært at tale om sex, for svært næsten. For selv om livet er for kort til dårlig pasta og halvbagte orgasmer, så gør et af de emner samtalen så intim, at den selv i et fast parforhold kan føles grænseoverskridende. Man er inde at rode i nogle af de inderste bankbokse, når man taler sex. For skvulpende under overfladen i den snak er også krop, tiltrækning og køn, tre såkaldte av-kategorier.
Men ligesom man nogle gange gerne vil i gang med at prøve noget andet pålæg til frokost, så vil man også gerne løbende udforske, hvad der skal ind i den klapsammenmad, sex også kan være. Jeg ville ønske, vi droppede Dolmio og i stedet spurgte: »Hvilken dag er din intimitets-samtaledag?«.
Det er en puritansk løgnehistorie at tro, man får et godt sexliv uden dejligt udstyr
Jeg er med dig 95 pct. af vejen, men jeg synes, du skal droppe ideen om at gøre vibratoren til en fælles idé, det er en unødig herskerteknik, jeg kender fra mig selv. Man prøver at gøre sit forslag om affaldssorteringen til et fællesideal. »Det er jo noget, vi begge vil, skattebassemand«.
Så hold sexideen på din banehalvdel, vær stolt over, at det er et behov, du gerne vil udforske. Med kærlig ærlighed kommer man langt: »Du er god mod min krop, men jeg vil også gerne have mere. Jeg ved, du godt kan lide at tænde mig, og jeg har en idé til, hvordan du kan nå nye højder«.
Start med det som supplement til den sex, I allerede har, start med det som fællesmasturbation måske. Lad ham møde vibratoren på en ufarlig måde, åbn generelt for, at sexlegetøj bliver en del af jeres fællesintimitet.
Det er en puritansk løgnehistorie at tro, man får et godt sexliv uden dejligt udstyr. Og ja, vi er alle sammen bange for, at maskinerne snart overtager vores funktion, men du skal, og kan, overbevise din kæreste om, at det ikke er i soveværelset, han bliver udmanøvreret.
fortsæt med at læse
