Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er en helt almindelig, uinteressant heteroseksuel gammel kone, men jeg har en skøn broget familie med både bøsser, biseksuelle og en enkelt trans, der alle ser ud til at være i balance med sig selv, og som lever i tilsyneladende harmoniske og gode parforhold, og som alle med deres partnere selvfølgelig helt naturligt indgår i familiens sammenkomster.
Hvad er så mit problem, ud over at antallet af oldebørn nok bliver begrænset? Det er, at der efterhånden ude i samfundet er en tendens til, at mange opfatter deres egen seksualitet som så interessant, at de uopfordret underholder deres omgivelser med den.
Jeg ønsker for alle, at de tør og kan udleve deres kønsidentitet og seksuelle lyster, så længe de ikke skader andre dermed, men jeg gider ikke høre om det. Det, som interesserer mig, er, hvordan andre mennesker er som mennesker, ikke om de har af den ene eller anden seksuelle orientering – det er en privatsag, og jeg ønsker ikke uopfordret at få deres seksuelle lyster stoppet ned i halsen som samtaleemne omkring middagsborde eller i andre sociale sammenhænge. Og om de medbringer en partner af det ene, andet eller tredje køn, tager jeg blot til efterretning.
Vi skal naturligvis som samfund bekæmpe seksuel diskrimination og intolerance, men som enkeltpersoner er vores kærlighedsliv en privatsag, og først når vi alle opfatter det som en privatsag, har vi opnået fuld ligestilling.
Venlig hilsen helt en almindelig, uinteressant gammel heterokone
Gæsteredaktør Magnus Haugaard:
Kære helt almindelige, uinteressante heteroseksuelle gamle kone
Jeg tror ikke, at du står alene med dine tanker. Jeg er selv en, ikke gammel, men heller ikke helt ung af udseende, kedelig og særdeles uinteressant homoseksuel mand med masser af heteroseksuelle venner, der deler deltaljer om deres seksuelle oplevelser uden mit samtykke. Først og fremmest læser jeg det ikke, som om du har noget imod den udvikling, som brager derudad i disse år, men at du er af den (slet ikke uefne) holdning, at jeg passer mit, og du passer dit – og ja, så kan det da være noget af en udfordring bare at skulle tage bussen eller besøge familien.
Men kære heterokone, jeg tror, mit svar kan deles op i to dele. Først lidt mere overordnet. Du skitserer en af de store udfordringer, der følger med ved at leve i et samfund som vores: Vi er fandeme mange mennesker. Og mange forskellige slags mennesker. Og alle disse voldsomt forskellige mennesker risikerer man jo simpelthen at støde ind i, hvis man stiger ind i 5C eller tager hjem til familien. Og så har vi balladen.
Men hvad er alternativet så? Tag den næste bus – eller bliv hjemme. Og herre jemini, hvor er jeg dog blevet hjemme under tæppet mange gange, når tanken om den offensivt irriterende del af Nørrebro har sneget sig ind på mig. Men det kan jo altså aldrig blive andres problem, at jeg bliver krænket over, at halvdelen af Nørrebros forældreindkøbte lejligheder er beboet af unge, der klæder sig, som om de aldrig har haft en krone i deres liv. Det er mit eget problem. Det må jeg lære at rumme.
Andel del af svaret, gamle kone, det går på dine egne muligheder for at påvirke dine omgivelser. Jeg tænker, at du må gøre brug af nogle af de privilegier, som følger med din titel som menneske. Så næste gang dit barnebarn er i gang med at udpensle dennes sidste voldsomt anale tur på Never Mind, lægger du simpelthen bare sødt hånden på hans kind og siger: Farmor får det lidt mærkeligt, når jeg skal høre om den slags, skat. Kan vi snakke om noget andet? Og hvis ikke det virker, faker du bare et hosteanfald. Den virker hver gang.
KH Magnus
DR-serie rammer plet med kritik af mænd, der ikke rigtig kommer med noget, men lader konen og kæresten være stemningsdiktatorenBrevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære helt almindelige, uinteressante heteroseksuelle gamle kone
Du og din familie lyder som en skøn flok. Bare det, at en familie på nogen som helst størrelse formår at holde hinanden bare lidt ud, er en anledning til festfyrværkeri i Tivoli-størrelse. Så får du en fuser galt i halsen, når andre mennesker skal fylde spalter, sammenkomster og scener med deres seksualitet, og det er også helt i orden. Men jeg vil gerne til bunds i det. Er det pinligt, når folk snakker? Er det kedeligt, irriterende eller upassende? Det kan jeg ikke helt gætte ud fra dit spørgsmål.
Jeg kommer faktisk til at tænke, at du kan tage din omgangskreds’ frimodighed som en kompliment. De tør være åbne over for dig, selv om du kommer fra en generation, der måske historisk ikke har været venligt stillet over for de her minoriteter. Lidt for meget og for længe har nogle mennesker ikke fået lov til at tale om deres eksistens, så måske de prøver at få sagt noget nu.
Når det er skrevet, har jeg denne sandhed tilbage: Folk er, som du selv erklærer dig, enormt uinteressante. De har ikke nogen gode historier, og de kan sjældent finde ud af at fortælle dem. Det er havregrød og indkøbsposer det meste af det. Det er derfor, folk får børn, kæledyr, kærester og årskort til Louisiana, så de kan låne nogle stedfortræderfortællinger. Selv jeg, ellers sjove og homoseksuelle eksistens, har i dag talt om snorken, og når jeg skal til frokost med mine kolleger om lidt, håber jeg, vi når forbi ’Bagedysten’.
Kære kone, dit eneste spørgsmålstegn i dit brev er til dig selv, så det er egentlig lidt svært for mig at svare direkte. Jeg tror, du skal nyde din dejlige familie og være glad for, at de ikke taler om politik eller aktiemarkedet.
fortsæt med at læse
