René Redzepi afviser i interview, at den seneste kritik mod Noma har haft indflydelse på beslutningen om at lukke.

Noma lukker som restaurant i 2024

Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Den danske restaurant Noma, der ad flere omgange har været kåret som verdens bedste og ofte betegnes som en af klodens mest indflydelsesrige, lukker for gæster ved udgangen af 2024.

Det oplyser restaurantens medstifter og ejer, René Redzepi, i et interview med The New York Times og på sociale medier.

»Vi er nødt til at arbejde på en anden måde ... økonomisk og følelsesmæssigt, som arbejdsgiver og som menneske fungerer det bare ikke«, siger Redzepi til den amerikanske avis.

I stedet vil lokalerne ved indgangen til Refshaleøen blive omdannet til ’madlaboratorium’, der blandt andet skal udvikle produkter til restaurantens nyeste påfund: Noma Projects, der sælger fermenterede saucer, undervisningsforløb og lignende via en onlineplatform.

Derudover vil restauranten danne rammen om enkelte pop op-oplevelser – »at servere for gæster vil stadig være en del af det, vi er, men at være ’en restaurant’ vil ikke længere definere os«, lyder det på Nomas hjemmeside.

Kritik af forhold

De senere år er de ofte meget dårlige arbejdsforhold i restaurationsbranchen blevet taget op til diskussion, og her kom Noma i mediernes søgelys, blandt andet for ikke at aflønne de 20-30 stagiaires, praktikanter, der er med til at fremstille retterne på menukortet. Efterfølgende har Noma indført løn til praktikanterne.

Den danske restaurantscene har trukket den ene overskrift efter den anden i udlandet. Nu retter anerkendt medie benhård kritik mod branchen

Arbejdsforholdene blev også kritiseret: »De går så frygtelig meget op i, at alt på tallerkenen er behandlet ordentligt, men ikke det, som foregår bagved. Grøntsagerne har det bedre end personalet«, lød det blandt andet fra en anonym Noma-kok i en artikel i Weekendavisen.

Over for The New York Times understreger Redzepi dog, at den negative omtale ikke har haft indflydelse på beslutningen om at lukke restauranten for gæster.

I et interview med Berlingske uddyber René Redzepi yderligere:

»Transformationen er som sagt planlagt i starten af coronapandemien, lang tid før kritikken af arbejdsforholdene begyndte at rumle, så nej, det har ikke spillet ind på planerne. Men det er jo ikke nogen nyhed, at restaurantbranchen er hård, og at vi arbejder mange timer for en lav løn, og jeg er enig i det meste af kritikken«, siger han.

Kokkeelev fra toprestaurant: »Til sidst kunne vi nærmest ikke gå, stå eller sige noget«

Noma åbnede i 2003 på Christianshavn i København og rykkede siden til nye lokaler på Refshalevej under stor mediebevågenhed. Restauranten har modtaget tre stjerner i Michelinguiden og er flere gange blevet kåret som verdens bedste restaurant ved de såkaldte World’s 50 Best Restaurants Awards.

Til foråret tager René Redzepi og en række af Nomas kokke til Japan for at drive pop op-restaurant på et luksushotel i Kyoto.

David Dyrholm

Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her