Hvad er det her egentlig for et sted?
Der kan maks sidde 12-14 gæster i den lille Delambò på fashionable Grønnegade i København K. En sød café med charmerende bindingsværk, lysegule hylder med planter, bløde toner fra en miniature-Marshall-højtaler, sartlilla puder og skamler i en regnbue af pasteller. På menuen er der morgenmad, sandwiches til frokost og gode kager til kaffen, der brygges pertentligt på en ordenlig La Marzocco-maskine. På køl er der kombucha fra Yakka, safter fra Bornholms Mosteri plus hjemmelavet lemonade og iskaffe.
Hvem kommer her?
Turister og ansatte fra kvarterets posh butikker, der har kaffepause og skal hente ’to go’, og folk i dyre sneakers, der holder uformelle businessmøder.
