Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Må man godt ses / hygge sig / chatte/ kysse mv. med en gift mand?
Kh en kvinde, der er 25 år yngre end ham
Gæsteredaktør Asta Kongsted:
Kære 25 år yngre kvinde
Det korte svar er ja, det må du godt. Teknisk set har du ikke nogen forpligtelse over for den omtalte ægtemands familie, det har kun han selv. Så kys bare videre, hvis du har det fedt og sjovt med det. Siden du skriver, gætter jeg dog på, at du i hvert fald ikke kun har det fedt og sjovt med det.
Hvis du skal indgå i denne lidt klichéramte relation mellem en yngre kvinde og en gift mand, så mærk efter, om du gør det på dine egne præmisser
Det slår mig, at der er noget med dynamikken i affærer, der gør, at festen ofte foregår på den giftes præmisser. Hvornår kan de finde en pause fra bleskiftet, hvornår er der hul i deres program? Den anden part bliver nemt reduceret til bænkevarmer, hvilket jo er ret urimeligt, når det nu er dem, der leverer spænding og eventyr til den gifte, som føler sig fanget i sit kedelige voksenliv.
Ugens gæsteredaktør
Asta Kongsted
Journalist. I gang med at afslutte en master på Columbia Journalism School i New York.
Hun skriver hjem om tingenes tilstand i USA, bl.a. for Euroman.
Og så er der aldersforskellen. Den behøver heldigvis ikke være et problem, men nu nævner du den selv, og derfor får jeg lyst til at sige: Hvis du skal indgå i denne lidt klichéramte relation mellem en yngre kvinde og en gift mand, så mærk efter, om du gør det på dine egne præmisser.
Hvis det er spændende og lækkert for dig, så synes jeg, du skal slå dig løs! Hvis du i virkeligheden spørger fordi relationen ikke rigtig leverer, så husk at der sjældent er en særlig præmie for udholdenhed i affærer. Spørg bare Camilla, der nok blev dronning af Storbritannien til sidst, men som ser lidt tynget ud under den plyssede krone.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære 25 år yngre kvinde
Selvfølgelig, det er dit liv, du må spilde det, lige som du har lyst til. Du må gerne ses med en gift mand, du må gerne hygge dig med en gift mand, du må gerne chatte med en gift mand, og du må gerne kysse med en gift mand. Men så er der din lille forkortelse ’mv.’. Du vil gerne have grønt lys til tage skridtet, og det vil du have dagbladets accept af.
Hvad vil du gerne ’med videre’ med? Vil du gerne knalde den gifte mand, vil du gerne have, det er dig, der er gift med ham? Mærk lige efter, det er trods alt dit liv.
Det kan godt være, han giver en kold flaske vin og en sprøjteorgasme i et lejet sommerhus, men ellers skal du ikke forvente nogen præmier for at forblive den anden kvinde
Det kan sagtens være, at han er dejlig, og at der er et langt og lykkeligt forhold foran jer, men jeg udfordrer bare lige det, jeg læser som en kælen kækhed i dit spørgsmål. Jeg gider ikke forarges af hverken hans civilstatus eller jeres aldersforskel. Selv mit halvkorte sluttyver-liv har allerede for meget af erfaringens fernis, til jeg lader mig gå på af det. At have en gammel kæreste er ikke det samme som at have en dum kæreste, at kysse med en gift person er ikke det samme som at kysse med en giftig person.
Men lad mig sige to ting:
Den prikken, du mærker under huden som effekt af hemmeligheden, den går over. Selv hårdføre stueplanter kan ikke overleve i udelukkende mørke, og du er ikke nogen underjordisk svamp, noget i dig vil en dag savne lyset. Det kan godt være, han giver en kold flaske vin og en sprøjteorgasme i et lejet sommerhus, men ellers skal du ikke forvente nogen præmier for at forblive den anden kvinde.
Lige nu er der et menneske, der ser forbi sit eget privatliv og hen på dig, det er smigrende. Det kan være dejligt at være Trojas Helena, den, de andre ødelægger sig selv for, men der er simpelthen bare en chance for, at du var den unge kvinde, der kom til at gengælde blikket mere end den eneste, han så.
Ærlig talt, er det ikke også lidt gab efterhånden at være endnu en ung kvinde, der har lagt sig i med patriarken? En dag er du et voksent menneske med en partner, der har fået en ung kollega med den lækreste krop.
Nej, det er ikke særlig sexet at tænke på det, tiden tager fra alle, mens man prøver at få nogens voksne mand til at komme, men det er måske endnu mindre sexet at lade som ingenting.
fortsæt med at læse