Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Min kæreste og jeg kommer altid op at skændes, når vi er fulde sammen – ikke noget decideret farligt, men bare altid et stort fedt øv.
Vi savner at kunne gå ud sammen, så det ikke altid bare er dejlig sofahygge. Har I nogen råd til at undgå fuldedrama?
Kh mig
Gæsteredaktør Mathias Rahbæk:
Kære du
Frygt ej. Du er i gode hænder; jeg har selv været en ivrig fuldeskænderist.
Første skridt, som I allerede har taget, er erkendelsen af, at I faktisk har et problem, når I ikke kan have de aftener ude, som I drømmer om. Næste skridt er at erkende, at de fuldeskænderier, der på overfladen ikke virker decideret farlige, nok stikker dybere, end I måske går og tror.
Og her taler jeg af erfaring: Jeg er selv både mand og jyde, og jeg har intuitivt altid forsøgt at tie problemer ihjel med håbet om, at de ville forsvinde af sig selv. Men, surprise, det gør de ikke. Da det gik op for mig, at de skænderier, jeg tog i fuld tilstand, selvfølgelig handlede om noget dybereliggende, noget ubehandlet i relationen til min partner, åbnede det muligheden for at blive klogere på mig selv og vores relation. Men det har krævet noget gravearbejde, for fuldekonflikter kan virke så banale og ligegyldige dagen derpå.
Så som jeg ser det, har I to muligheder: I kan blive siddende og hygge jer, indtil skænderierne sniger sig op mellem sofahynderne – og hvor skal I så flygte hen? Eller I kan insistere på at finde de egentlige årsager til jeres (små)skænderier, så I med tiden kan gå ud sammen – helt uden et stort fedt øv og fuldedrama.
Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge. Skål.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære du
Der er jo dem, der siger, at sandheden skal man høre fra børn og fulde folk, og de ville sikkert sige, at jeres fuldeskænderier er en form for forsinket ærlighed. Det kan sagtens være, og jeg tror også på, at I ville kunne spare et verbalt slagsmål, hvis I tog det, der skilte jer ad på dansegulvet lørdag klokken 02.30, op til ædru revision tirsdag eftermiddag i noget solskin et sted. Find lige ud af, om det, I skændes om, er latterligt eller ej. Er det jalousi, balladeparathed eller misforståelser, der er kernen?
Men ellers vil jeg gerne understrege følgende: Ud over et påstået nært forhold til sandheden, så har børn og fulde folk også noget andet til fælles, nemlig at de kan være enormt dumme at høre på, konfliktoptrappende og dårlige til behovsudsættelse. Sulten efter et pølsehorn kan i den fulde eller barnlige hjerne blive til:
»Jeg skriger, hvis ikke der er et stykke brød med kogt svinekød i min mund, inden de næste 10 sekunder er gået«.
Det er meget nemt at blive træt af et barn eller en fuld person, for de vil nemlig altid have, man skal høre på dem, og er notorisk dårlige til at blive svaret igen. Man skal ikke lade sig lokke ind i et skænderi, hvis man kan lade være.
Og jeg kender det, jeg har været et barn, og jeg drikker mig tit fuld. Også sammen med folk, jeg elsker, og vi kommer også til at konflikte over ting, der er tåkrummende pinlige dagen efter. Sådan noget med at stavre iskold og plimret fra den ene ende af byen til den anden lidt i solopgang, bare for at statuere et eksempel.
Jeg øver mig virkelig i at huske, hvor dum man bliver af fire fadøl, prøver at huske, hvad en promillefri version af mig selv ville gøre. Så ligesom jeg ikke synes, en snotunge skal komme mellem dig og din kærestes fælles lykke, så synes jeg også, I skal øve jer i at tage magten fra jeres fulde jeger.
Og tag også magten fra håbet om, at en god fest sammen er det, man trænger til. Man behøver ikke drikke shots med det menneske, man godt kan lide at se ’Succession’ med.
fortsæt med at læse
