Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Min mor går meget op i mit liv, herunder mit kærlighedsliv. Det har været meget os to, så vi er fortrolige, men lige for tiden vil jeg gerne være lidt mindre fortrolig faktisk.
Jeg er 32 år og blev single for et halvt år siden. Et forholdsvis hårdt brud, hvor jeg også var meget ved min mor. Nu er jeg klar på dating igen, men pludselig føles min mors nysgerrighed omklamrende. Jeg siger det til hende, men hun bliver ked af det, når jeg er afvisende. Jeg synes, det er modbydeligt at gøre hende ked af det.
Kan man lægge afstand til sin mor, uden at det skal såre hende mere end godt er?
Mvh Datteren
Gæsteredaktør Telli Karacan:
Kære Datteren
Som mor tror jeg, at det er vigtigt, man skaber et trygt rum, hvor ens børn kan blomstre og udfolde sig selv, ved at man respekterer deres grænser og autonomi. Det er nødvendigt, at du oprigtigt og ærligt forklarer hende, at du har brug for frigørelse, og at du har brug for at gøre nogle ting selv.
Hun bliver såret, men sorg er ikke altid en dårlig ting – i dette tilfælde skal sorgen bruges til at ændre dynamikkerne i jeres relation, gøre den sundere.
Den her samtale om grænser kan også være med til at fremme mere kærlighed, omsorg og empati imellem jer, som skal beskytte og værne om din autonomi.
Samtidig vil jeg understrege, at din mors nysgerrighed og omklamrende-hed kommer af kærlighed. Kærlighed er mange ting og kan udtrykkes på mange måder, og den vigtigste kærlighed i en mor-datter-relation er vel, at man helt essentielt skaber et sikkert rum for hinanden til at vokse og blomstre ud i sit eget jeg.
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at hun blot prøver at give dig den form for kærlighed, som hun selv genkender – måske er hun helt overdrevet omklamrende og nysgerrig omkring dit liv, fordi ingen var det med hende, og derfor reproducerer hun sin egen forståelse af kærlighed?
Jeg er sikker på, at din mor med al den dybeste kærlighed ønsker for dig, at du kan selvstændiggøre dig og træffe egne beslutninger og stole på, at de beslutninger er rigtige.
PS: Helt generelt synes jeg, at vi lever i et samfund, hvor vi giver mødre a hard time og kræver enormt meget af dem, som vi måske ikke gør på samme måde med fædre.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Datteren
Det er svært at elske hinanden. Altså, det er ikke svært at have lyst til, men det er svært at gøre. Det gør sig især gældende inde i de på en gang unaturlige og enormt faste kategorier som ’monogamt parforhold’ og ’familie’. For tiden læser jeg – meget langsomt, for jeg kan ikke andet – en bog, der hedder ’Abolish the Family’ af et meget klogt menneske, der hedder Sophie Lewis. I bogen taler hun for en opløsning af familiebegrebet, det fungerer slet ikke (især på grund af kapitalismen, den evige diktator).
Alt den omsorg, vi forventer at give og modtage inde i familieenheden, er for tung en byrde, læser jeg Lewis til at mene. Det er naturligt at elske, men det er ikke givet hvem, tænker jeg selv. Og relationen mellem en forælder og et barn bliver så hurtigt en ulige regning, hvor nogen altid skylder lidt mere kærlighed. Moren, der ikke gav nok kærlighed, datteren, der ikke gav nok igen. Glimtvis er ting perfekte, men en familie, der er perfekt i mere end en skiferie ad gangen, findes lige så lidt som enhjørninger.
Jeg ved ikke, om det trøster dig, men det hjælper mig med at sætte alle familier fri, at jeg husker mig selv på, hvor dårligt udgangspunktet er. Du skal fortælle din mor, at du elsker hende, og at du har brug for, at den kærlighed ser ud på en anden måde fremover. Kærligheden skrumper ikke, den skifter form.
fortsæt med at læse
