Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med et par år. Vi er meget forskellige, har meget forskellige livsvilkår (tid, penge, børn) og har haft mange og indimellem ret heftige konflikter. Alligevel elsker vi hinanden og er gode sammen, når vi ellers kan finde ud af det.
Grundkonflikten handler om, at jeg ønsker mig et fælles liv – fælles adresse, fælles projekter og fælles drømme – med ham, og det gør han ikke. Han er godt tilfreds med vores nuværende parallelliv med besøg hos hinanden i børnefri uger og lidt ferier i ny og næ.
Han har mange grunde, hvoraf jeg forstår nogle, men selv om jeg gerne vil respektere hans ønsker og rumme vores forskellighed, gør det mig ked af det. Hvad skal jeg gøre? Blive og håbe på, at det ændrer sig, eller gå, når nu jeg ved, at det ikke gør?
Kh Den Triste
Gæsteredaktør Marie Hald:
Kære Den Triste
Det er jo altid en god idé at starte med at se indad. Kan det være, at du (som nok vi alle) er blevet hjernevasket af samfundets normer om, hvordan et samliv skal se ud? Føles din ønskeversion af et parforhold mere rigtig, eller er du præget af nogle ideer om det ideelle samliv?
Jeg er selv ved at lære, at livet ikke altid går, som man havde planlagt det. Måske gør det det ikke dårligere. Måske der i virkeligheden også er noget dejligt ved at have tid hver for sig og savne hinanden?
Jeg tror dog også på, at hvis man virkelig vil noget i livet, så skal man gå efter det. Og sige det højt, så universet hører én. Så hvis du kan mærke, at du vil mere end det nuværende parallelliv, så synes jeg, du skal være ’true to your heart’ og melde ud, at det er det, du drømmer om. Så vil jeg håbe for jer, at I kan finde en måde at mødes om den drøm på.
Og hvis ikke, så tror jeg ikke, det er et spørgsmål om, hvorvidt du skal gå, men om, hvornår du kommer til at gå, for der er grænser for, hvor store kompromiser selv den fineste kærlighed kan bære.
En ting ved jeg. Hvis det ender i et brud, skal du nok blive glad igen. Og jeg håber, du har gode venner, som kan hjælpe dig igennem det med hvidvin i massevis og kram og grin.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Den Triste
Det har taget mig noget tid at åbne dit spørgsmål op. Det er filtret sammen, en klump af glæde og sorg. Og det er fint nok, sådan er livet jo, men det er forvirrende, fordi jeg ikke kan mærke dine vægtskåle. Er du tættest på at græde eller grine?
Der er ikke en af jeres versioner, der er den objektivt rigtige, desværre. Det er også derfor, I grundkonflikter, begge jeres behov er valide, og så bliver det grænser mod grænser. Du vil gerne længere ind i hans liv, han vil gerne holde på formerne.
Men det må ikke være dig, der altid lægger ud, du må ikke mangle for meget for længe, det er simpelthen dårlig hovedregning. Det har han været klog nok til ikke at gøre, nu skal du gøre det samme. For måske du afslører dig selv til sidst, når du siger, at du ved, det ikke kommer til at ændre sig.
Det er ikke skamfuldt ikke at være kærester, det er kun en skam, når kærligheden er umulig. Det tror jeg, du har overbevist mig om, at den er her. Jeg har haft det som dig, og så må man tage sine dårlige ting og gå og lytte til Trille, mens man tuder bagerst i bussen:
»Hva’ er den af/ Skal vi høre de andre sige/ Hun kan da vist alligevel ikke holde på en mand/ Så ud på den gamle arena/ Dukke op til mange fester/ Med dig selv om halsen, bevise at du sagtens kan«.
Jeg hører hendes sang som en heltekvad for alle os, der på det ene eller andet tidspunkt kom til at veksle kærligheden til for skæv en kurs. Nu skal du: Ha’ det dårligt, få det godt.
fortsæt med at læse
