Træt af Distortion? Du kan også feste i Sydhavnen og Nordvest

2450. Sydhavnen inviterer til fest på MOzarts Plads fredag. Arkivfoto: Janus Engel
2450. Sydhavnen inviterer til fest på MOzarts Plads fredag. Arkivfoto: Janus Engel
Lyt til artiklen

Du ved det garanteret godt. Men vi tager den lige en gang til i tilfælde af, at du på det seneste har boet under en sten uden netforbindelse: Distortion er i gang. Og det betyder fest på Nørrebro, Vesterbro og Refshaleøen. Eller Distortion Ø, som den hedder i denne uge.

Men der bliver faktisk også festet andre steder i byen denne weekend. Både Nordvest og Sydhavnen inviterer til kalas fredag.

Fadøl og Frem-sodavand

I Sydhavnen starter festen kl. 15 og byder på dansevenlige toner fra to lokale dj-duoer, Salt & Peber og Mr. Hayden & August.

»Det er altid ude i Sydhavnen, de dumper alle pengene, ik’?«

Aftensmaden står på dürumruller med braiseret svinenakke til 40 kr. rullen, mens den lokale bar Rallys sørger for rigeligt med fadøl til de tørstige. Med sig har Rallys også Frem-sodavand, der, til trods for at de bliver lavet i Ribe, har en helt særlig betydning ude i Sydhavnen på grund af fodboldklubben af samme navn.

Få så styr på det køkken!: Sydhavnsk sjuskeslabberas

Festen foregår på Mozarts Plads.

Tre dages fest

I Nordvest varer festen i tre dage. Det hele starter med multietnisk mad og koncert med Folkeklubben kl. 12.30 fredag. Lørdag fra kl. 13 er der mere musik. Bydelens kommende spillested Vibe & Tone har valgt seks endnu ikke offentliggjorte navne til to scener på Stærevej.

Tre stemmer fra Nordvest: »Det er nemt at gøre ting pæne på overfladen«

Samme dag kan du lære gadesportsgrenen panna bedre at kende. Panna er egentlig det samme som fodbold, men med den lille detalje, at der her er særligt fokus på de artistiske elementer af sporten. Der er turnering og besøg fra nogle af pannasportens stjerner fra kl. 13 lørdag.

Kunst på Glentevej

Samtidig er der loppemarked, folkekøkken, rollespil og danseshow og -workshop med Dansekapellet. Lørdagen slutter af med en kunstinstallation skabt til lejligheden af folkene fra det kreative fællesskab Lurendrejeren, som holder til på Glentevej 70A.

David Risley: »Nordvest føles mere, som verden burde være«

Festivalen slutter af søndag eftermiddag med jazz og loppemarked.

Sommerfest i Sydhavnen. 3. juni. kl. 15-21. Mozarts Plads, Kbh. SV.

Nordvest Festival. 3.-5. juni. Fuglekvarteret, Kbh. NV.

Louise Skov Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her