Det startede en aften ude i Jonas’ skur. De var 16 år, havde fået lidt at drikke, og pludselig var der en af pigerne, som sagde, at hun godt kunne tænke sig at få brændt et eller andet ind i huden. Bare for sjov. Men inden de havde set sig om, sad Thor og varmede en ølkapsel i flammen fra en lighter. Og da aftenen var omme, var de syv, som gik hjem med et rundt brændemærke på skulderen. Sydhavnsmærket, kaldte de det.
»Siden den aften har jeg brændt helt vildt mange. Bare brændt, brændt, brændt. Vi er nok 15, som har det mærke nu«, fortæller Jonas.
Det er seks år siden, at han og de andre i skuret fik brændt deres bydel ind i huden i et skur i hans mors have i Havebyen Mozart. Nu sidder han sammen med vennerne Thor, Svend og Asbjørn på en bænk ved haveforeningens klubhus og snakker om det, der er deres hjemstavn. Om Boldklubben Frem. Om nazisten oppe på Mozarts Plads. Om psykopaterne henne på værtshuset Stubben. Om at Valby eddermame skal lære at holde fingrene fra Sydhavnens ting. Og om det kapselformede mærke, som blev til i en brandert, men betyder mere, end man måske lige skulle tro.
»Du har også brændemærket nogen, som ikke skulle have været brændemærket«, siger Thor til Jonas.
»Hvem var det?«.
»Tænk dig nu om. De der to skinker ...«.
»Nå ja! Det må have været i en koger. Det var to piger, som Thor og jeg var ...«
»... venner med«.
»Ja. Dem havde jeg helt glemt«. Jonas griner og gemmer hovedet bag sin kasket. Så bliver han alvorlig igen.
»Men der er faktisk en mening med det mærke. Det er fedt at have det sammen. For vi går alle sammen vildt meget op i Sydhavnen. Det har vi altid gjort. Så når folk spørger mig, hvad det er for et mærke, jeg har på armen, svarer jeg: Det er Sydhavnen. Det er Sydhavnsmærket«.
Jonas Bonde Nielsen, Thor Ulvskov Jørgensen, Asbjørn Foss Nielsen og Svend Randen Østergaard går ikke bare op i Sydhavnen. De har Sydhavnen brusende i årerne. Med undtagelse af Asbjørn, som kommer fra nabohaveforeningen Frederikshøj, er de alle sammen vokset op i Havebyen Mozart. De har rendt ind og ud af hinandens hjem uden at banke på, siden de kunne gå. De har holdt fester i hinandens haver. De har plukket æbler fra de samme æbletræer og leget på de samme veje. De har været oppe at slås med de samme drenge og kysset de samme piger.
De er børn af haverne. Børn af de hippier, som i 1991 protesterede over planerne om en godsbane, der skulle splitte haveforeningen ad, ihjel ved at lave verdens længste kaffebord. Børn af Sydhavnen.
Og de skilter gerne med det. Der er Sydhavnsmærket, som buler en smule ud på deres skuldre. Der er Frem-logoet på Thors T-shirt og postnummeret på Jonas’. Og så er der tatoveringerne. 2450 med et hjerte i stedet for et nul. Sydhavn prikket ind i Jonas’ højre balde med svungen håndskrift.
»Sydhavnen er vores sted, og vi er stolte af det. Sådan er det for de fleste herude. Jeg tror, det handler om, at vi altid har skullet forsvare os over for de andre bydele. Så holder man sgu sammen«, siger 22-årige Jonas, der er ved at uddanne sig til pædagogisk assistent. Thor, der også er 22 og arbejder som pædagogmedhjælper, supplerer:
»Ja, se bare på film. Det er altid ude i Sydhavnen, de dumper alle pengene, ik’? Og der sker da også en masse lort herude i havnen. Men vi elsker stadig det her sted«.
For mange københavnere er Sydhavnen ellers byens beskidte røvhul. Det er her, du kan finde en dranker på de fleste gadehjørner. Det er her, en intern opgørelse for et par år siden viste, at 72 procent af lejerne hos boligselskabet AKB, der administrerer de fleste af bydelens lejligheder, var på overførselsindkomst. Det er her, Danmarks mest forurenede vej, Sydhavnsgade, sviner luften til med sundhedsskadelige partikler.
Sydhavnen er naturligvis mere end det. For eksempel råder bydelen over nogle af Københavns mindst overrendte åndehuller. Det er her, man finder Tippen – et vildtvoksende naturområde med et rigt fugleliv og et væld af planter. Vestre Kirkegård, landets største kirkegård, ligger også i Sydhavnen. Ligesom det charmerende klondikesamfund i Fiskerihavnen og kulturhuset Karens Minde, hvor man kan klappe kaniner, blive gode venner med en høne og få en pose gratis hestemøg med hjem.
Øen
Alligevel er det, som om København ikke rigtig vil kendes ved Sydhavnen. Selv om bydelen i midten af 00’erne blev udvidet med nye prestigebyggerier på de gamle industriområder Teglholmen og Sluseholmen, er det endnu ikke rigtig lykkedes de nye beboere at sætte deres præg på bydelen. Sydhavnen ligner stadig noget, som ikke er en del af resten af byen.
Mens nabobydelen Vesterbro siden slutningen af 1990’erne har udviklet sig fra arbejderkvarter til kreativt mekka, og Nordvest er begyndt at tiltrække unge kunstnerfællesskaber, er Sydhavnen på mange måder, som det var for 20 år siden. Med enarmede tyveknægte, grillbarer og guldbajere på klods. Men uden nichebryg, gourmethotdogs og kaffe til en halvtredser.
Eller måske er det i virkeligheden Sydhavnen, der ikke vil kendes ved København. Fordi beboerne er bange for, at det hele forandrer sig, hvis resten af byen opdager den plet, som nogle kalder landsbyen, og andre har døbt øen, fordi den ligger som en lille oase klemt inde mellem tre store indfaldsveje. Sydhavnen skal blive ved med at være Sydhavnen. Mere eller mindre som den altid har været.
»Det er ikke for at være nærig, vel, og jeg vil da gerne have en masse fornyelse herude. Men jeg gider altså ikke, at vores kvarter bliver det nye Vesterbro«, siger Thor.
»Jyderne, der står der med deres cykelstyrskæg ... De kan jo være lige så dominerende som rockerne på et eller andet plan. Forstå mig ret, de er ikke voldelige. Men de er skide irriterende! Det er det der med, at de omfavner byrummet helt vildt meget. Det er jo meget fedt, men det gør også byrummet til deres. Og så er der pludselig kun plads til dem, der også gider stå og lytte til en eller anden vildt ridset plade fra 1882«.
De andre griner.
»Ahmen altså, det gør mig sgu lidt bange. Det er derfor, det er vigtigt, at vi holder fast i de gamle sydhavnerværdier. For det skal stadig være Sydhavnen«.
Venner og fjender
Og hvad er det så, der gør Sydhavnen til Sydhavnen? Hvad er det for nogle værdier, der er så særlige for det her område? Det handler især om fællesskab, bliver drengene enige om. Om følelsen af, at der altid er nogen, der passer på én – selv hvis man er det udskud, som står og sælger amfetamin og hash oppe på Mozarts Plads. Om at man som regel møder nogen, man kender, når man er i Brugsen. Om at alle på værtshuset stemmer i, når man løfter sin øl og råber »Syyyyydhaaaaavn!«.
»For mig er Sydhavnen en oase«, siger Jonas. »Når mine venner fra andre bydele mobber mig med, at jeg kommer herfra, siger jeg altid: Jamen, så kom herud og se det. Og så synes de jo altid, det er det fedeste sted«. Asbjørn, der er 21 år og netop er blevet udlært som tømrer, tager over:
»Der er en enormt stor lokalfølelse herude. For stort set alle. Det kan godt være, vi ikke har særlig mange penge, men vi har vores bydel. Og den står vi sammen om«.
Og måske er det i virkeligheden i modgangen, Sydhavnens sande identitet ligger. Livet er ikke altid nemt i Sydhavnen. Men jo sværere det bliver, jo tættere rykker man sammen. Sådan var det i hvert fald, sidst Boldklubben Frem gik konkurs i 2010. Klubben måtte rykke fra 1. division ned i københavnerserien, men fansene forsvandt ikke af den grund. Tværtimod. Med drengene fra haveforeningen blandt initiativtagerne startede de fanfraktionen Pauli’s Rødder, som siden har stået for at løfte stemningen bag hjemmebanemålet i Valby Idrætspark. I dag har Pauli’s Rødder knap 600 følgere på Facebook, og de holder jævnlig fester for andre Frem-fans. Det handler om fodbold. Men det handler også om Sydhavnen.
»Jeg har altid fulgt den klub. Det er nærmest noget, man er født til herude«, siger Jonas om klubben, der holder til, lige før Sydhavnen bliver til Valby.
»Ja, og Valby er jo fjenden! Dem er vi i krig med«, siger Jonas.
»Valby-Hallen, Valby Idrætspark, Valby Vandkulturhus ... Det ligger alt sammen i Sydhavnen! Vi har virkelig overvejet at rive de der skilte ned og lave nogle nye«, fortæller Thor. Så griner de alle sammen. Igen.
»Det er et okay sted derude«, tilføjer Jonas så. »De skal bare lære at holde sig fra vores ting«.
Nyt blod
Mens de sidder uden for klubhuset og drikker King af flasken, fortæller drengene, at hele den haveforening, de er vokset op i, faktisk er bygget oven på det, der engang var en losseplads. Det betyder, at jorden er fyldt med alt muligt mærkeligt. Potteskår, sandaler, noget fra en gammel cykel. Jonas har endda en gang fundet en knogle ovre ved det gamle klubhus. Og da de i sin tid gravede haven op ovre ved Asbjørns mors hus, fandt de en hel familie af katteskeletter.
Og sådan er det med Sydhavnen. Den hviler på et fundament af noget gammelt. Nogle traditioner. Det er stadig en arbejderklassebydel. Og sådan skal det blive ved med at være, mener drengene. Men bydelen skal også forny sig. Bygningerne skal holdes bedre ved lige. Det kunne være fedt, hvis der åbnede nogle butikker, som ikke solgte pizza. Og så drømmer drengene om et nyt sted at gå i byen.
»Det er ikke, fordi man ikke kan gå i byen herude. Er du gal, man kan gå i byen! Jeg har fandeme været ude i mange branderter herude. Men vi savner et sted, der har plads til de gamle sydhavnsrotter, men som samtidig tilfører bydelen noget nyt blod«, fortæller Jonas.
»Ja, vi kunne vildt godt tænke os at åbne et sted herude. Et sted, hvor man kunne danse, og hvor der var en, som stod og vendte nogle plader. Det kan man ikke nu. Du kan da godt danse nede på Moonshine, men det er til jukeboksen, og du kommer sgu nok til at vælte nogle bajere undervejs«, siger Thor og tilføjer:
»Når Connie og Dennis begynder at danse, ved man bare, det går galt. For der er jo ikke plads til det«.
Selv om Sydhavnen på mange måder ser ud, som den altid har set ud, er der sket lidt, siden drengene var små. Det nye område på Sluseholmen, hvor de tager ud og bader om sommeren, er kommet til. For nylig fik politikerne nogle unge kunstnere til at udsmykke dele af Borgbjergvej, en af bydelens handelsgader. Og det, der engang var en hullet, underbelyst sti, som kunne skræmme livet af selv de modigste drenge, har skiftet navn fra Pumpehusvej til Thomas Koppels Allé og fået en gevaldig ansigtsløftning.
»Men det går eddermame langsomt. Det er, som om de fleste af pengene går til området ved Sluseholmen«, siger Asbjørn. »Og jeg synes sgu ikke, der er så mange tjekkede steder herude. Da banken lukkede, åbnede der bare endnu en spillehal. Det siger ligesom det hele«.
Hjem igen
To af drengene, Asbjørn og Thor, bor stadig hjemme i henholdsvis Mozart og Frederikshøj. Svend, der er 22 år og studerer til værktøjsmager, bor i en lejlighed i Musikbyen. Jonas er den eneste, som har forladt bydelen og nu bor på Nørrebro. Men Sydhavnen er stadig hjem for ham. Så det er ham, der fører an, da interviewet er slut, og drengene viser os rundt i deres barndomsgader.
»Vi har holdt fest i alle haverne«, siger han, da han åbner havelågen, der leder ind til det hus, hvor Svends mor bor. I alt er der omkring 25 mennesker fra Svends familie, der bor rundt omkring i haveforeningen.
»Vi plejer at kalde dem Sekten. »Nå, nu er Sekten samlet igen«, siger vi til hinanden, når de holder fødselsdag«, fortæller Jonas.
Huset inde bag den frodige have byggede Svends mor selv i 1998 – med hjælp fra Jonas’ far. »Haveforeningens tømrer«, som de kalder ham herude. Indenfor er der ovenlys, hjemmedyrket honning i sildeglas og en Frem-platte i tallerkenrækken. Udenfor under en presenning står en ladcykel med et stort anlæg i. Det er den, Pauli’s Rødder bruger, når de varmer op til kamp.
»Vi har også en stor tromme. Og en trommeslager. Mikkel, hedder han. Helt traditionelt er han den eneste sorte i gruppen«, griner Jonas.
Vi går videre. På et tidspunkt kommer vi forbi ’Frøknerne’, en lille butik, hvor haveforeningens beboere kan sætte gamle ting til salg. ’50 kr./Hanne’, står der på en porcelænskande.
»Det er derinde, vores mødre kommer«, fortæller Jonas. »Seriøst, al sladder i Sydhavnen går igennem den butik. Da vi havde brændemærket hinanden, vidste alle det i løbet af ingen tid på grund af det sted«.
På et tidspunkt stopper Jonas op ved et lille lyst skur.
»Det var lige derinde, Sydhavnsmærket blev til«, siger han. Så smiler han.
»Jeg flytter helt sikkert hjem en dag. Hjem til Sydhavnen«.
Guide: Fem gode steder i Sydhavnen
Fiskerihavnen
- For 20 år siden var der omkring 50 aktive erhvervsfiskere i Sydhavnens lille fiskerihavn, der ligger godt gemt bag industri og skrot på den side af Sjællandsbroen, som de smarte arkitektfirmaer endnu ikke har opdaget. I dag er der 3. Men der er stadig liv i ’det maritime Christiania’, som det lille selvbyggersamfund i Bådehavnsgade meget rammende bliver kaldt. Nu er det bare fritidssejlerne, der fylder. Hvis du vil møde dem, kan du for eksempel bevæge dig ned til Motorbådsklubben Wests klubhus i havnens fjerneste venstre hjørne, trække en sodavand i automaten og lytte med, når de fortæller røverhistorier om livet på havet.
Baunehøj Friluftsbad
- Der er ikke meget at komme efter på den halvdel af Enghavevej, der tilhører Sydhavnen. En enkelt bager, et par busstoppesteder, en brandstation og boligkarré efter boligkarré efter boligkarré. Det er ligesom det. Og dog. For inde bag den grå tristesse gemmer sig en svalende oase. Efter 5 års lukning blev Baunehøj Friluftsbad i 2010 genetableret med 25-meters svømmebassin, pjaskepool med springvand og massagebobler, liggestole og beachvolleybane. Når det for alvor er sommer i København, føles en dag i friluftsbadet næsten som at være på ferie. Og så er det endda gratis.
Vestre Kirkegård
- Katolikker, jøder og muslimer. Grønlændere, færinger og japanere. Krigsveteraner, forfattere og statsministre. Vestre Kirkegård holder ikke særlig mange uden for fællesskabet. Tværtimod er kirkegården, der med sine 54 hektar er landets største, én stor broget blanding af folkeslag og befolkningsgrupper.
Tippen
- Med udsigt til Kalvebodernes vand, strandkant og et frodigt naturliv er Tippen Sydhavnens vilde åndehul. På det store naturområde, der ligger for enden af den gangsti, som starter i bunden af Fragtvej, kan du for eksempel møde får, havørne og isfugle, og når sneen har lagt sig som en dyne over København, er Tippen også et glimrende sted at løbe på ski.
Café Engholm
- Sydhavnen er fuld af værtshuse af den allerbruneste slags. Et af dem, Engholm, ligger mellem Fakta og Mozarts Plads og er en lille smule legendarisk. Det var nemlig her, den evige sydhavnshelt Anker Jørgensen drak sin bajer, før han blev statsminister.
Publiceret