Få overblik over de kommende dage i hovedstaden med Ibyens faste weekendguide.

Ibyen-guide: Her er 5 familievenlige oplevelser til weekenden i København

Søndag 5. maj er det Årets Børnehjælpsdag, der med arrangementer i København og Aarhus sætter fokus på landets anbragte børn og unge. Arkivfoto Jens Dresling
Søndag 5. maj er det Årets Børnehjælpsdag, der med arrangementer i København og Aarhus sætter fokus på landets anbragte børn og unge. Arkivfoto Jens Dresling
Lyt til artiklen

Brug fridagene på teaterfestival, i biografen eller vær med til at hylde landets udsatte børn og unge med balloner og brevduer i Kongens Have.

1.Gratis teaterfestival

Frem til og med søndag kan I tage forbi Glad Teaterfestival på Frederiksberg, en spritny festival for inkluderende scenekunst, der byder på oplevelser for hele familien med alt fra lydinstallationer og lege til fællesspisninger og fest.

Glad Teater har i en årrække arbejdet med funktionsnedsatte skuespillere, og formålet med festivalen er ifølge teatrets leder at hylde netop dem og deres mangfoldighed. Alle aktiviteterne er gratis, og ingen af dem kræver billetbestilling.

Glad Teaterfestival, KU.BE, Dirch Passers Allé 4, 2000 Frederiksberg. Fredag 3. maj 10-21, lørdag 4. maj 10-01, søndag 5. maj 10-16.

2.Dans og musik på Amager

På bondegården i Remiseparken på Amager er der lørdag Urbanfestival 2019, som også er en både børnevenlig og gratis festival. Her kommer tv-favoritterne Gurli og Gustav Gris forbi, ligesom der blandt meget andet vil være danseshow, ansigtsmaling og madboder med mad fra Pakistan, Tyrkiet og Danmark.

Parken ligger midt i Urbanplanen (deraf festivalens navn), et boligområde i rivende udvikling, og hvor der er blevet investeret mere end 2 milliarder til fornyelse. De igangværende projekter kan du høre meget mere om på festivalen.

Urbanfestival 2019, Bondegården i Remiseparken, Peder Lykkes Vej 71-73, 2300 København S. Lørdag 4. maj 11-17.

3.Weekendbio i Cinemateket

Hvad er bedre end at bruge weekenden på en tur i biografen? Hver uge udvælger Cinemateket de allerbedste film til børn i alderen 3 til 7 år, og denne gang kan I opleve fortællingen om en mor, som er en flyvemaskine, et balloneventyr i Paris og en campingtur med en krokodille.

Fredag og øvrige hverdage er alle filmene ganske gratis, mens indgang i weekenden koster 30 kroner.

Børnebiffen i Cinemateket, Gothersgade 55, 1123 København K. Fredag 3. maj (3-5 år) 10 og 11, lørdag 4. maj og søndag 5. maj 11.15 (4-6 år) og 12.30 (5-7 år).

4.Børnefest i Kongens Have

Søndag er det Årets Børnehjælpsdag, der støtter anbragte og udsatte børn i Danmark. Det markeres i Aarhus og i København med et tætpakket aktivitetsprogram for hele familien.

I København er der i Kongens Have en kæmpestor børnefest, hvor I kan være med til at sende mere end 500 brevduer til vejrs, sige hej til karaktererne fra ’Star Wars’, lege i et hav af sæbebobler, få drømmeballoner med små sedler, hvorpå de anbragtes børn største ønsker står skrevet og meget, meget mere. Find hele programmet her.

Årets Børnehjælpsdag i Kongens Have, 1350 København K. Søndag 5. maj 10.30-13. Programmet for Aarhus kan du læse her.

5.Loppemarked kun for børn

Søndag begynder en helt ny klimafestival i Valby, der frem til 11. maj sætter bæredygtigheden højest på dagsordenen gennem aktiviteter som foredrag, fællessang og folkekøkken for hele familien.

Børneaktiviteter er der masser af, og et af dem er loppemarkedet, der finder sted på festivalens første dag, og hvor kun børn må have en stand. Læs meget mere om klimafestivalen her, og se programmet her.

Klimafestival - Børneloppemarked, Toftegårds Plads Syd, 2500 Valby. Søndag 5. maj 14-17.

Emma Louise Stenholm

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her